torsdag den 30. september 2010

Boganmeldelse: Aften hele dagen


Anmeldelse af Preeta Samarasan: Aften hele dagen


Dette er en historie om en ulykkelig familie præget af manglende kærlighed og mange hemmeligheder. Bogen foregår i Malaysia, men den problemfyldte familie kunne lige så godt have boet mange andre steder i verden. Den velstående familie Rajasekharan bor i Det Store Hus i byen Ipoh. Appa er en højtuddannet dygtig advokat, Amma er hjemmegående og prøver at udfylde sin tid med selskaber for de andre fine damer. De har tre børn – den meget kvikke storesøster Uma, den vittige mellembror Suresh og lillesøster Aashas, der kan se spøgelser. I huset bor også Appas gamle mor Paati. Og det er hendes pludselige død, der er udgangspunktet for historien. Hun er ikke vellidt den gamle dame, især ikke af de andre kvinder i huset. Paati har aldrig betragtet svigerdatteren som god nok til sin søn. Uma føler sig svigtet af bedstemoren og det yngste barnebarn, Aahas, har aldrig fået et godt forhold til hende. Desuden forpester den gamle dame livet for tjenestepigen Chellam, hvis opgave det er, at tage sig af hende. Så mange kunne ønske hende bort, men hvem er skyld i hendes død?

Min oplevelse af denne bog er lidt blandet. Jeg synes, at det er spændende at læse om et land, jeg ikke kender meget til. I 1960’erne til 80’erne hvor bogen foregår, er Malaysia et land præget af raceuroligheder mellem malajer, indere og kinesere, ligesom der er stor forskel på rige og fattige. At læse om familien og personernes indviklede forhold til hinanden er også ret interessant. Og sproget er ind imellem helt fantastisk flot og lyrisk. Det der især trækker ned, er de mange tidsspring i historien. Man starter med bedstemor Paatis død og springer så tilbage i historien for at høre om alt det, der skete op til dødsfaldet. Men springende kommer ikke i en slags kronologisk rækkefølge, men kører frem og tilbage og det synes jeg er forvirrende.

onsdag den 29. september 2010

Lækkert tilbehør med squash

Her kommer en opskrift på lækkert grønt tilbehør med squash. En hurtig nem lille sag uden alt for mange ingredienser. Ja, egentlig skulle menuen have stået på noget helt andet. Men der kom ingen kasse fra Aarstiderne i dag, gad vide hvor den blev af?


Grillet squash med tomater, kapers og fetaost
Jeg brugte en opskrift fra magasinet Mad! Nr. 7, 2010, som jeg rettede lidt til. Bl.a. tilførte jeg tomatskiver.
(2 personer)
1 squash
2 tomater
1 spsk olivenolie
salt og peber
timian
1 spsk kapers
50 g fetaost
Citronoliedressing:
½ fed hvidløg
1 tsk lys vineddike
1 spsk citronolie

Rens squashene og skær dem i skiver. Steg dem på en pande eller grillpande med lidt olie, til de er bløde. Skær tomaterne i skiver og vend dem sammen med squashene med et drys timian. Læg dem taglagt i et serveringsfad og drys med salt og peber. Til dressingen hakkes hvidløget fint og piskes med vineddike og citronolie. Dryppes ud over squashene. Til sidst kommes kapers og smuldret fetaost hen over. Serveres straks. – Uhm, det var lige noget for mine smagsløg!
Tilbehør: Laks og groft brød.

Vejret var jo rigtig godt i dag, så jeg sad på min overdækkede altan og spiste, mens jeg så aftensolen gløde i de efterårsfarver, der begynder at vise sig rundt omkring i løvet. Datteren er på studietur i Amsterdam, så jeg har det helt for mig selv.


tirsdag den 28. september 2010

Citronbagte rodfrugter med perleløg og oliven

Efterår og vinter er rodfrugt-tid. Jeg elsker de grove rodfrugter som persillerod, pastinak, selleri, rødbeder og selvfølgelig gulerødder og kartofler. De kan altid skæres ud i mindre stykker, blandes med hinanden og lidt olie og krydderier, for derefter at blive smidt i ovnen. På den måde er der ingen problemer med at få brugt de rester. De kan også bruges til supper og salater, ja der er mange muligheder.

Denne version af ovnbagte rodfrugter med perleløg og oliven tager udgangspunkt i en opskrift fra magasinet Mad! nr. 2 2010 med få ændringer.


Citronstegte (i min version bagte) rodfrugter med perleløg og sorte oliven.
(2 personer)
250 g kartofler
2 persillerødder
2 gulerødder
10 små perleløg
fintrevet skal af citron
1 spsk. citronsaft
små sorte oliven
salvie (tørret, da jeg ikke havde frisk)
salt og peber
citronolie eller almindelig olivenolie

Skræl kartofler, persillerødder og gulerødder og skær dem i små tern. Hæld lidt olie op i et ovnfast fad, vend kartoffelternene i og giv dem ca. et kvarter ved 200 grader. Det er i hvert fald min erfaring, at kartofler skal have lang tid i ovnen for at blive møre. Derefter blandes persillerodstern og gulerodstern samt perleløg i, krydr med salvie, salt og peber og giv dem yderligere 30 minutter. De sidste fem minutter tilsættes citronsaft og citronskal og oliven. En rigtig god blanding efter min smag.

Som tilbehør fik vi kyletter, ikke den bedste slags kød. Men Datteren kan lide dem og desuden er det nemt. Der ud over forsøgte jeg mig med en salsa med sorte bønner. Jeg havde længe haft en dåse sorte bønner stående fra en af Aarstidernes kasser og nu skulle de prøves. Jeg var ikke helt vild med resultatet, måske fordi jeg ikke havde frisk koriander at komme i og derfor brugte stødt koriander. Men nu får I opskriften alligevel. Denne opskrift er også fra magasinet Mad! nr. 2 2010.

Bønnesalsa med sorte bønner:
(3 personer)
ca. 40 g tørrede sorte bønner
100 g tomater
½ rød chili
½ bdt koriander
½ rødløg
3 spsk olivenolie
saft af en halv limefrugt
salt og peber

Bønnerne skal stå i blød i koldt vand natten over og derefter koges i rigeligt saltet vand i ca. 30 min. Afkøles i et dørslag. Skær tomaterne i små tern. Hak chili og koriander fint. Pil løget og skær det i små tern. Bland det hele sammen med bønnerne. Hæld olie og limesaft over salsaen og krydr med salt og peber.

mandag den 27. september 2010

Boganmeldelse: Vand til elefanterne

¨

Anmeldelse af Sara Gruen: Vand til elefanterne

Mine Damer og Herrer…Velkommen til "Brødrene Benzinis Mest Eventyrlige Cirkusforestilling i Verden" Normalt er jeg ikke særlig interesseret i cirkus. Men denne bog blev jeg virkelig optaget af med hele dens farverige beskrivelse af et cirkus, som det så ud i USA omkring 1930. Det var cirkus på en helt anden måde, end man kender i dag. Udover hele tre maneger i selve teltet, havde man andre ting at byde på f.eks. menageriet, hvor der blev vist dyr frem som isbjørne, yakokser, giraffer og andre eksotiske dyr. Eller teltet hvor der kun var adgang for herrer og hvor der blev vist et temmelig saftigt stripteasenummer.


Det er den 93-årige Jacob der fortæller historien om sin fortid i "Brødrene Benzinis Mest Eventyrlige Cirkusforestilling i Verden" foranlediget af et cirkusbesøg i den by, hvor han bor på plejehjem. Jacob er næsten færdiguddannet som dyrlæge, da hans forældre dør ved en tragisk bilulykke. Pludselig står den unge mand uden familie, uden penge og uden sin afsluttende eksamen. Han aner ikke sine levende råd, men drager ud i verden og ender tilfældigt ombord på et cirkustog.

Det er ikke nemt for Jacob at blive accepteret af cirkusfolket, hverken blandt knysterne som gør alt det grove arbejde eller blandt artisterne, som befinder sig højere op i hierarkiet. Men da cirkusdirektøren – Onkel Al – finder ud af, at han er dyrlæge, får han lov til at blive. Og efterhånden får Jacob gode venner, men også fjender blandt den brogede skare af dyr og mennesker som udgør "Brødrene Benzinis Mest Eventyrlige Cirkusforestilling i Verden". Han forelsker sig i cirkusprinsessen Marlena, som er gift med den utilregnelig og humørsvingende August og Jacob forsøger derfor at holde sine følelser for sig selv så længe som muligt. Det går selvfølgelig ikke i længden og et meget dramatisk opgør venter forude, hvor bl.a. elefanten Rosie spiller en vigtig rolle.

Bogen er i øvrigt ved at blive filmatiseret med den af alle vampyr-elskere kendte skuespiller Robert Pattinson i hovedrollen.

søndag den 26. september 2010

Noget for maven og noget for øjnene

For første gang i lang tid har jeg en lang weekend, hvor jeg ikke skal noget, der involverer andre. De sidste fire weekender har der været besøg, gæster, ture m.m. Og det har været lutter gode oplevelser. Men jeg nyder også at have nogle dage for mig selv en gang imellem.


I går ,lørdag, blev tiden bl.a. brugt til at bage og lave humus. Jeg fik bagt gulerodsboller, som skal bruges til morgenmad og eftermiddagste og jeg fik bagt nogle madbrød, som er gode at have som tilbehør til supper og andre retter.

Når jeg bager boller, bruger jeg næsten altid en eller anden grundopskrift som udgangspunkt. Men hvad jeg kommer i af meltyper afhænger meget af, hvad jeg har på lager og hvad jeg har lyst til. Groft mel er dog næsten altid en sikker ingrediens. Denne gang blev det til gulerodsboller, de får altid sådan en dejlig appetitlig gylden farve.

Gulerodsboller
(18 stk.)
50 g gær
2 dl vand
1 dl kærnemælk
1 spsk sukker
2 æg
1 dl solsikkekerner
2 fintrevne gulerødder (200 g)
1 tsk salt
75 g rugmel
75 g speltmel
300-400 g hvedemel

Gæren udrøres i lunkent vand. Kærnemælk, sukker og æg tilsættes og det hele røres godt sammen. Gulerødder, salt og solsikkekerner tilsættes. Derefter rugmel og speltmel og så ellers så meget hvedemel, som dejen kan tage uden at blive for tør. Den skal helst være lidt klæbrig. Dejen hæver 30 min. og derefter formes den til boller. Derefter hæver bollerne igen 30 min. Bages i en 200 grader varm ovn i ca. 20 minutter.

Opskriften på humus har jeg fra Christian Bitz’ bog: Bitz din sundhed. Jeg kan godt lide Christian Bitz og hans holdning til, at mad ikke bare skal være sundt, men at der også skal være noget til sanserne og glæden og der skal være plads til et stykke chokolade ind imellem.

Humus:
200 g tørrede kikærter
1 fed hvidløg
1 spsk tahin
1 tsk spidskommen
2 spsk soja
3 spsk citronsaft
1 dl yoghurt naturel
Olivenolie
Salt og peber

Læg kikærterne i blød natten over. Sigt vandet fra, og sæt kikærterne over i nyt, let saltet vand. Kog dem i ca. 1½ time til de er møre. Sigt vandet fra, men gem ca. 1 dl til at justere konsistensen af hummussen med. Kom de kogte kikærter i en foodprocessor sammen med de øvrige ingredienser og blend til konsistensen er lind. Juster evt. med lidt kogevand og olie. Smag til med salt og peber.

Jeg har ikke noget billede af hummussen – den ser i øvrigt også ret kedelig ud. Men smagen..uhm.


Til gengæld fik jeg også købt nye blomster til altanen i går, så dem kan I få et billede af i stedet. Bliver man ikke bare i godt humør af sådan en stor gul krysantemum?


lørdag den 25. september 2010

Kalkunburritos med hytteost

Dagens opskrift er forholdsvis hurtig og nem mad. Udgangspunktet er en opskrift fra Arlas hjemmeside, som man kan se her . Jeg brugte kalkunkød i stedet for skinkekød, men har ellers fulgt opskriften.


Kalkunburritos med hytteost
(2 personer)
200 g kalkunstrimler
1 spsk olivenolie
Salt, peber
1 finthakket chilipeber
½ fed hakket hvidløg
2 peberfrugter i tern
2 fintsnittede forårsløg
100 g hytteost
50 g revet ost
4 tortillas

Brun kødet i en varm wok eller pande med 1 spsk olie. Krydr med salt og peber og tag kødet op. Tør wokken af og tilsæt mere olie. Svits chili, hvidløg og peberfrugter i 5-10 minutter. Tilsæt det stegte kød og forårsløg og varm retten godt igennem.
Lun tortillaerne på en plade midt i ovnen. Ca. 10 minutter ved 225 grader står der på posen, men jeg synes nu ofte tortillaerne bliver for sprøde, hvis de får så længe ved høj varme. Så prøv dig frem. Når tortillaerne er varmet, anrettes fyldet med lidt hytteost blandet med revet ost og serveres med det samme.
Tip: Det er altid en god ide at få skåret alle ingredienser i strimler, tern og lign. inden man går i gang med en wok. Det glemmer jeg tit og så farer jeg rundt for at nå det hele og det er der jo ingen grund til.

Tilbehør: Aftens salat bestod af finthakket spidskål, groftrevne gulerødder og en af mine yndlingsolier – citronolie.

fredag den 24. september 2010

Squashgratin med gulerødder og skinke

Denne gang blev det squashen der måtte stå for skud til en gratin. I godt selskab med gulerødder og skinke. Forholdsvis hurtigt og nemt, selvom Datteren blev lidt utålmodig. Men når man først er hjemme fra arbejde halv syv, så bliver det sent inden aftensmaden står klar. Heldigvis har jeg fri de næste tre dage og skal ikke så meget andet end det jeg selv bestemmer – plus lidt rengøring og vask samt en enkelt ansøgning, der lige skal skrives.



Squashgratin med gulerødder og skinke
(2 personer)
1 lille løg ca. 75 g
100 g skinke (bacon kan også bruges)
150 g squash
150 g gulerødder
50 g revet ost
60 g mel
½ dl olivenolie
3 æg
Salt, peber
Paprika
Herbes De Provence

Tænd ovnen på 180 grader og smør et ildfast fad. Løg hakkes fint, squash og gulerødder rives groft. Alle ingredienser samt halvdelen af osten blandes i en skål og hældes op i fadet. Resten af osten drysses over fadet. Bages 30-35 minutter.

Gratinen blev serveret med de to sidste stykker hjemmebagt madbrød fra fryseren (så der skal nok bages i weekenden) samt dagens salat der bestod af spidskål og rød peberfrugt samt en dressing blandet af olie, balsamicoeddike, sennep og honning.

onsdag den 22. september 2010

Grøn kartoffelsuppe

Nogle dage kan man virkelig mærke, at efteråret er kommet. Det er gråt og vådt og blæsende og så er en gang varm suppe altid dejligt. Denne gang blev det en kartoffelsuppe med grønkål, inspireret af en gammel opskrift klippet ud af et ugeblad. Hurtigt, nemt og dejligt.


Grøn kartoffelsuppe
(2 personer)
250 g kartofler
1 lille løg (ca. 60 g)
8 dl grønsagsbouillon
100 g blomkål (evt. en anden grønsag man har en rest af)
130-150 g frossen grønkål
Salt, peber og hvidløgspeber

Skær kartofler og løg i terninger og kog dem i bouillon til de er møre, ca. 15 minutter. Grønkål tilsættes samtidig, mens blomkålen kan tilsættes afhængigt af, hvor udkogt man ønsker den skal være. Jeg tilsatte den de sidste fem minutter af kogetiden.

Tilbehør:
Som tilbehør havde jeg lavet krydderurtecroutoner: 2 skiver fuldkornsbrød blev skåret i tern. Derefter blev de vendt med 1 spsk. olie samt et drys af oregano, basilikum, salt og peber. Til sidst kom de en tur i ovnen ved 200 grader i 8-10 min. Til suppen serverede jeg desuden revet ost, Datteren elsker revet ost og kan spise det til næsten alt. Det smagte faktisk rigtig godt med sådan et drys oven på suppen. Vi fik også brød til, men croutonerne mættede så meget, at der ikke blev spist så meget af det.

mandag den 20. september 2010

Boganmeldelse: Jeg ser dig


Anmeldelse af Camilla Grebe og Åsa Träff: Jeg ser dig

To svenske søstre har skrevet en meget spændende psykologisk krimi, hvis hovedperson er den 35-årige kvinde Siri. Hun arbejder som psykoterapeut i en lille klinik sammen med sin bedste veninde Ania og kollegaen Svend. Vi følger flere af Siris samtaler med forskellige klienter: den unge kvinde Sara der skærer i sig selv, en anden yngre kvinde, Charlotte, der er ekstremt kontrolfikseret og lider af anoreksi og den pæne midaldrende mand, Peter, der har stærke tvangstanker om at dræbe sin elskede.

Siri, der mistede sin mand ved en drukneulykke et år tidligere, bor alene i et hus ved havet sammen med sin kat. Selvom hun er mørkeræd bliver hun boende, hun kan ikke rigtig slippe huset, ligesom hun stadig har det svært med mandens død. En dag finder man liget af Sara ved vandet neden for huset. Var det selvmord og var det Siris skyld, sådan som Sara skriver i sit efterladte brev. Eller er der helt andre ting på spil?

Uhyggen og spændingen stiger undervejs. Hvem er det der overvåger Siri og måske vil hende ondt? Var Saras død selvmord eller var det i virkeligheden mord? Jeg fik gættet på mange muligheder undervejs og selvom man ind imellem hører morderens tanker, lykkedes det mig ikke at gætte rigtigt. Heller ikke den unge politimand Markus, som Siri får et forhold til, finder i første omgang frem til den rigtige morder.

Plottet er måske ikke noget nyt, men bogen er velskrevet og personerne interessante og godt beskrevet, så den kan klart anbefales.

fredag den 17. september 2010

Pizza med kartofler og blommer

Pizza kan laves med mange forskellige ting, her er en med kartofler, blommer og blå ost. Opskriften har jeg fundet her. Kan man lave pizzaer med alt? I princippet kan man vel komme hvad som helst oven på noget dej, drysse ost hen over, bage det i ovnen og kalde det pizza. Men det er ikke alting det passer lige godt til, ikke efter min mening. F.eks. var der en, der foreslog at man kunne bruge svesker i stedet for blommer, men der står jeg af. Selvom jeg undrer mig over hvorfor. Jeg kan godt lide svesker i kager, og jeg kan også godt lide svesker sammen med kartofler. Men som pizza-fyld - nej.


Her er opskriften som jeg lavede den til 2 personer:

Pizzadej
10 g gær
1½ dl lunkent vand
½ tsk groft salt
25 g rugmel (jeg kommer altid lidt groft mel i pizzadejen)
75 g durummuel
100 g hvedemel
Man kan evt. lave dobbelt portion og så smide halvdelen i fryseren. Så har man hurtig mad en anden gang


Fyld:
200 g kartofler
2 store blå blommer (ca. 200 g)
75 g løg
1 fed finthakket hvidløg
olie
timian
salt og peber
50 g blåskimmelost (man kan vælg en mere eller mere stærk efter smag)
50 g revet pizzaost

Pizzadej: Rør gæren ud i vand, tilsæt salt og ælt melet i lidt efter lidt, til dejen er smidig og blank. Lad dejen hvile til den har hævet til dobbelt størrelse.

Fyld: Skrub kartoflerne og snit dem i tynde skiver. Skær blommerne i både. Pil løgene og del dem i både på langs. Sauter hvidløgene let i olie. Tilsæt kartofler og løg og rist dem gyldne. Krydr med timian, salt og peber.

Del dejen i 2 og rul den ud til to tynde pizzaer. Læg pizzaerne på bagepapir på to plader. Fordel kartoffelfyldet over, fordel derefter blommebåde og blåskimmelost. Drys med revet ost. Bag pizzaerne midt i ovnen ved 225 grader i ca. 15 min. - til de er sprøde og gyldne.

Jeg serverede en salat til af blomkål, revet gulerødder og fennikel. Dertil en olieeddikedressing med tahin.

onsdag den 15. september 2010

Granslev Ådal - igen

Søndag d. 12. september drog Den Glade Murer og jeg igen af sted til Granslev Ådal. Der er mulighed for så mange dejlige ture der, så det er område, man sagtens kan vende tilbage til mange gange og finde nye spændende ruter.


Udgangspunktet var parkeringspladsen på Randersvej mellem Lystskoven og Hammel Skov. Først tog vi turen østpå. Det var en tur frem og tilbage langs ådalen, noget af vejen gik vi inde i skoven, noget af vejen i udkanten af skoven, så vi kunne se ådalen. Et spændende afvekslende terræn at gå i.


Vi stødte på op til flere smukke skovsøer.


Der bor en trold i denne stub. Det ved jeg, for jeg kan se ham!


Hele tiden hang der nogle gevaldige sorte skyer ud over ådalen og på tilbagevejen måtte vi da også krybe i læ i en granskov, da regnen pludselig væltede ned. Heldigvis blev det den eneste byge, så det var okay. Ellers var det helt stille og mildt og det var faktisk rigtig dejligt vejr at være ude i.



Efter en ”rugfel-pause” på en bænk ved landevejen tæt på bilen (hvis det skulle begynde at regne igen), fortsatte vi turen mod vest. Her så man heller ikke meget til åen, men kom forbi en dejlig sø og længere ude nogle dejlige enge. Vi krydsede åen på en gammel jernbanedæmning og gik så tilbage gennem skoven. Endnu en spændende tur i vekslende terræn.


Endnu en sø - denne gang med solskin


Man kan begynde at ane efterårets farver i landskabet.

søndag den 12. september 2010

Siciliansk kartoffelgryde

Lørdag aften kom Den Glade Murer til aftensmad. Han har stadig sin campingvogn i Faaborg, men har lige været hjemme en periode for at ordne forskelligt.


Jeg valgte at lave en Siciliansk kartoffelgryde. Sådan en gryderet passer godt til en efterårsagtig dag. Opskriften er fra http://www.dk-kogebogen/ og er egentlig en vegetarret. Men i dagens anledning valgte jeg at komme oksefars i retten. Og det blev den jo ikke ligefrem dårligere af.

Her er opskriften, sådan som jeg lavede den:
(3-4 personer)
3 spsk olivenolie
600 g kartofler
200 g løg
1 fed hvidløg
1 rød peberfrugt
100 g fennikel
200 g champignon
1 ds tomater
1 bdt persille
1 stor tsk røget paprika
basilikum
salt, peber
300 g oksefars

Olien varmes i en stor gryde og de finthakkede løg steges heri til de er klare. Kartoflerne skæres i tern og tilsættes. Hvidløg, peberfrugt og fennikel skæres i tern og tilsættes. Så krydres med salt og grønsagerne steger et øjeblik under omrøring. Derefter tilsættes champignon i skiver samt dåsetomater. Så tilsættes 1 bdt finthakket persille, en god gang basilikum og røget paprika. Bland det hele godt. Derefter skal kartoffelretten stå og braisere under låg i 60 minutter ved svag varme. Rør rundt nu og da. Der burde udvikle sig så meget væde, at ekstra væde ikke er nødvendig. Når den halve time er gået brunes oksefarsen på panden og hældes derefter op i gryden, hvor den steger med resten af tiden.

Som tilbehør fik vi flute og en salat lavet af broccoli, æbler og orange perberfrugt.

Til dessert havde jeg lavet en æble-crumble-kage. Det var jo Æblets Dag lørdag og derfor skulle det være noget med æbler. Men jeg blev ærlig talt lidt skuffet over resultatet, så den opskrift vil jeg ikke blogge videre. Især ikke da jeg ved, at der findes andre æble-crumble-kager der er meget bedre.

fredag den 10. september 2010

Ovnbagt pasta med blomkål og ost

Endnu en ret med blomkål inspireret af Jamie Olivers's bog "Alle kan lære at lave mad". Denne gang drejer det sig om blomkål og pasta med ostesovs. En lidt tung ret, nok heller ikke vanvittig sund – men dejlig cremet.


Jeg lavede en portion svarende til ca. 4-5 personer, så havde Datteren og jeg mad til to dage. Her er opskriften sådan som jeg lavede den.

½ blomkål
100 g revet ost
100 g parmasan
1 bdt. finthakket persille
Salt og peber
200 g pasta
200 g skinke
2 dl creme fraiche
lidt smør og mel

Blomkålen blev delt i små buketter og det bedste af stokken skåret i tynde skiver. Blomkål og pasta blev derefter kogt sammen i en gryde ca. 10 minutter. Ostesovsen blev lavet som en opbagt sovs, hvor lidt smør blev smeltet i en gryde og pisket med mel. Derefter tilføjede jeg blomkålspastavand til sovsen fik en god tykkelse. Så kom den revne ost i og der blev rør rundt til den smeltede. Undervejs supplerede jeg op med blomkålspastavand, så sovsen blev ved med at have en god konsistens. Til sidst kom jeg 2 dl creme fraiche samt hakket persille i. Sovsen blev smagt til med muskat, salt og peber. Vandet blev hældt fra pasta og blomkål, som derefter blev blandet med revet skinke og til sidst ostesovsen. Det hele blev hældt i et fad, fik et drys parmasan og blev gratineret ca. 10 min.

Jeg synes godt der kunne være lidt mere smag i og det havde ikke gjort noget at blomkålen måske bare lige havde fået et opkog, så der stadig var bid i den. Den kunne også trænge til lidt mere krydderi. Der er altså plads til forbedringer, men ellers en udmærket variation af hverdagsmaden.

Som tilbehør fik vi dagens salat, d.v.s. salat lavet af det der nu var i køleskabet, samt en grovbolle.

onsdag den 8. september 2010

Walker og Datter


Anmeldelse af Kate Jacobs: Walker og Datter

Handlingen:
En garnforretning i New York er centrum for begivenhederne i denne hyggelige feel-good roman om en flok kvinder og deres liv. Georgia Walker startede forretningen for ca. 12 år siden, da hun pludselig stod som enlig mor til datteren Dakota. Forretningen har efterhånden fået opbygget en god kundekreds og da nogle af forretningens kunder begynder at bliver hængende efter lukketid, opstår ideen til at lave en strikkeklub. Efterhånden kommer det ikke kun til at handle om en ret og to vrang i diverse garner og mønstre, men også om hvordan kvinderne får deres eget livs strikketøj til at gå op.
Klubbens medlemmer er meget forskellige, her er f.eks. enken der savner indhold i tilværelsen efter mandens død, den unge studerende der kommer og studerer fænomenet med kvinder der foretager sig noget så gammeldags som at strikke, den rige kvinde der kan købe alt, men ikke sin mands kærlighed, den unge taskedesigner der kæmper for at blive kendt og mange andre kvinder. Desværre findes der også problemer, som selv ikke de bedste veninder i en strikkeklub kan løse.
Også Georgia må tage sit liv op til revision, da hendes datters far pludselig dukker op og gør krav på at være en del af sin datters liv. Kan Georgia åbne sit hjerte igen for den mand, der svigtede hende den gang for mange år siden.

Min mening:
En dejlig varm roman, lidt amerikansk måske, men man kommer til at holde af bogens personer. Man kan sagtens læse den, selvom man ikke er interesseret i strikning. Men på mig virkede den sådan, at jeg for første gange i mange, mange år fik lyst til at strikke igen. Al den snak om garner i smukke farver, spændende trøjer og design virker meget inspirerende. Lige nu synes jeg ganske vidst ikke, at jeg har tid, men måske til vinter og især hvis jeg igen bliver ledig efter at mit vikariat udløber 1. november.

tirsdag den 7. september 2010

Varm kikærtesalat med squash

En farverig varm salat, der kan spises som hovedret med godt brød til og/eller sammen med kød eller fisk. For at få opfyldt lidt af fiskekvoten, havde jeg valgt et stykke laks som tilbehør. Laksen blev steget på panden med lidt krydderier.


Opskriften er fra Politikens madtillæg 29. august og de har igen opskriften fra Aarstidernes nye kogebog: Aarstidernes nye livretter

Kikærtesalat med squash og varme krydderier.
(4 personer)
400 g kikærter
1 løg
3-4 fed hvidløg
1 gulerod
2 laurbærblade
Persillestilke
Salt
3-4 spsk olivenolie
1 løg
1 spsk sød paprika
2 tsk spidskommen
2 tsk korianderfrø
1 knivspids chili
250 g grønne bønner
2 squash
250 g cherrytomater (jeg brugte grofthakkede flasketomater)
1 bundt persille
1 bundt koriander
Salt og peber
Pitabrød/fladbrød og drænet yoghurt

Kom kikærterne i en skål og dæk med rigeligt vand. Stil skålen på køl natten over. Hæld vandet fra, skyl kikærterne og kom dem i en gryde. Tilsæt løg, hvidløg og gulerod i skiver, laurbærblade og persille. Koges 30 min. til kikærterne er møre. Sluk for varmen, kom en spsk salt i vandet og lad dem trække fem minutter, før vandet hældes fra.
Skær løget i tynde ringe. Steg dem klare og bløde i olie i 5-6 minutter, drys med salt. Bland krydderierne sammen og kom dem i gryden til løgene. Steg under omrøringen et par minutter.
Nip bønnerne og skær squash i skiver på 1-2 cm. Kom dem i gryden og lad dem stege med 5 minutter, til de er møre med bid. (Efter min mening kunne bønnerne godt have tålt lidt længere tid. Der var næsten for meget bid i), Kom de kogte kikærter i gryden og lad dem blive gennemvarme inden de halverede cherrytomater tilføres. Vend hakket persille og koriander i og smag til med salt, peber, chili m.m.
Server salaten varm eller lun med fladbrød eller pitabrød og drænet yoghurt til.

Lige den slags grønsagstilbehør jeg elsker og som jeg synes er mere spændende end de fleste ”kød-ting.” Det er til gengæld ikke noget for Datteren, hun er absolut ikke til kikærter og lign.

lørdag den 4. september 2010

Svanninge Bakker

29. -30. august befandt jeg mig hos Den Glade Murer på en campingplads ved Faaborg. Campingpladsen lå lige ved siden af Svanninge Bakker og da vi jo elsker at gå lange ture i naturen skulle det selvfølgelig udnyttes. Søndag blev det til en god lang formiddagstur i bakkeområdet samt en kortere eftermiddagstur i Sollerup Skov. Mandag formiddag gik vi en etape på Øhavsruten – tre meget forskellige ture i øvrigt.

Svanninge Bakker kaldes også De Fynske Alper og det er nemt at se hvorfor. Her er bakke op og bakke ned, nogle dækket af træer andre kun beklædt med græs og måske et par geder. Her er mange fantastiske udkig over det sydfynske landskab. Her er et utal af ruter, så mulighederne for gåture er mange. Hvad har du lyst til? Kuperet terræn, skov, søer, moser o.s.v. Man kan næsten få det hele her.

Og det lovede regnvejr kom ikke, bortset fra en enkelt voldsom byge, så hvor heldig kan man være?

Hermed følger en række indtryk og stemninger fra turene.

Et par billeder fra bakkerne

To flotte udsigter

En af de lokale reklamerer for høstfestival

En anden lokal - Trolden Finn
              En grøn sump              

Spændende sti ud i det ukendte
En spejlblank sø

Fyns ældste beboede hus - Østrupgård 

torsdag den 2. september 2010

Broccoli-kyllingefarsbrød

I dag lavede jeg et broccoli-kyllingefarsbrød, let, lækkert og med gode grønne ting i. Inspiration til opskriften har jeg fået fra "Spis dig sund - grønt" af Inge Kauffeldt og Helle Kleist.


Her er opskriften som jeg lavede den og den rækker til 4 personer.

450 g kyllingefars
250 g broccoli - hoveder og hakket stok
100 g løg
1 bundt persille
2 æg
rasp
salt, peber
italiensk krydderi med bl.a. estragon

Jeg startede med at give broccolihoveder og stok et opkog. Derefter kom jeg dem i blenderen sammen med løg, hvidløg og persille og hakkede det hele til smulder. Så blandede jeg kød, grønt, æg, rasp, salt, peber og italiensk krydderi. Ifølge den originale opskrift skal der estragon i, men jeg brugte i stedet mit italienske krydderi. Der skal også hvidløg i og det tror jeg bestemt også er godt, jeg var bare løbet tør for hvidløg. Efter at have set og smagt det færdige resultat fik jeg den ide, at man måske kunne tilføje nogle grofthakkede mandler. Det må prøves næste gang, idéen er hermed givet videre. Farsbrødet bages i en 200 grader varm ovn i 45 minutter.

Som tilbehør fik vi flute og spidskålssalat.

Spidskålssalaten bestod af finthakket spidskål, hakket frisk spinat, grofthakkede mandler og tranebær med hindbærsmag. Dressingen var efter en ide af Hanne K. Den bestod af 1 tsk sennep, 3 tsk hindbæreddike, honning efter smag, salt og peber.

Et rigtig dejligt måltid med masser af grønt i.