tirsdag den 30. november 2010

Cremet porre-citronsuppe med kylling

Vintervejr er suppevejr og dagens suppe blev lavet efter en opskrift i Kille Enna’s kogebog ”Smag – økologi året rundt en kogebog med portrætter”. Det er ikke en hurtig suppe at lave, til gengæld får den en ret flot grøn farve og en lidt speciel ,men god, smag. Godt med noget chili her i den kolde tid! Opskriften er som jeg lavede den.


Cremet porre-citronsuppe med kylling
(2 personer)
100 g løg
1 lille fed hvidløg
olivenolie
finthakket citronskal fra 1 citron
chiliflager
200 g kyllingekød
7 dl kogende vand
150 g rensede porrer
friske mynteblade

Skær løg og hvidløg i tynde skiver. Varm en gryde med lidt olivenolie. Tilsæt løg, hvidløg, citronskal og chili. Krydr med salt og peber og sauter i 20 minutter, uden at ingredienserne tager farve. Tilsæt kyllingekødet og hæld kogende vand på. Kog suppen i ca. 45 min. eller indtil kødet er mørt (afhænger af hvilken slags kyllingekød du bruger og hvor store stykker du putter i). Tag kødet op og trevl det. Tilsæt imens groftskårne porrestykker og kog dem møre. Blend halvdelen af suppen og bland den sammen med resten af suppen. Tilsæt kyllingekødet og server suppen med finthakket mynte på toppen. Jeg spiste hjemmebagt grovbrød til.

Og det var så sidste dag som ledig i denne omgang. I morgen starter jeg på et nyt vikariat, samme sted hvor jeg stoppede for en måned siden. Jeg håber stadig at få tid til at blogge, men måske bliver det knap så meget. Nu må vi se.

søndag den 28. november 2010

2 salater med gulerødder og lollo rossa

Inden for de sidste par dage har jeg haft lavet to forskellige salater, hvor de fælles ingredienser har været gulerødder og den salat som hedder lollo rossa. Lollo rossa er en salat med store krøllede blade, der er grønne forneden og rødlige i toppen. Ret smukke faktisk. Det salathoved jeg havde fået fra Aarstiderne var ikke så rødt i toppen, derfor ser salaten mest grøn ud på billederne. Man kan selvfølgelig bruge alle mulige andre typer salatblade i salatopskrifterne, efter hvad man nu har på lager. Jeg har ikke mål på ingredienserne, man blander bare efter ønske. Opskrifterne er ikke noget særligt, men tit står man lige og mangler en ide til en salat, så derfor får I disse to opskrifter.


Salat 1
salatblade
gulerødder
broccoli
klementiner

Broccolien skæres ud i små buketter og overhældes med kogende vand. Afkøles derefter. Salatblade skæres i mindre stykker og gulerødder skrælles til lange strimler med en kartoffelskræller. Det tager lidt tid, men det ser godt ud, næsten elegant. Klementinerne skrælles og deles i både, der hver skæres i to stykker. Det hele blandes sammen. Dressingen lavede jeg af olivenolie, saften fra en klementin samt lidt honning.


Salat 2
salatblade
gulerødder
sorte bønner
champignon

De sorte bønner lå i blød natten over og blev derefter kogt efter anvisningerne hos Hanne K. De blev fine. Salatblade skæres i mindre stykker og gulerødderne skæres i tern. Champignoner renses og skæres i skiver. Grønsagerne blandes sammen. Dressingen, som de sorte bønner blev vendt i lige så snart de var kogt, blev lavet af olie, balsamicoeddike, sennep og lidt citronolie.

lørdag den 27. november 2010

Gjern Bakker

De sidste dage har vejret ikke ligefrem egnet sig til vandreture som sådan. Man bliver i hvert fald hurtigt træt af at gå i høj sne. Men heldigvis nåede Den Glade Murer og jeg nogle ture i starten af måneden. Vi besøgte flere gange et ret spændende naturområde som hedder Gjern Bakker og det ligger mellem Silkeborg og Hammel.

Det er et område med mange høje spændende bakker, hvorfra man har mulighed for at få en helt fantastisk udsigt. Prøv f.eks. den lyngklædte kegleformede Store Troldhøj (75 m) hvorfra der er udsigt over bakkerne, Sminge Sø og Gudenåens enge. Eller Randershøj i Overholdt Plantage(100 m), som har fået sit navn, fordi det siges, at man engang kunne se helt til Randers. Også Viborg Domkirke skulle det være muligt at se i klart vejr. Vi har været oppe på højen et par gange, men endnu er det ikke lykkedes os at få et glimt hverken af Randers eller af Viborg Domkirke.

Der er op til flere muligheder for spændende ruter i de plantager der ligger i området og der er også mulighed for at gå en tur på ”Banestien”, som er en del af den nedlagte jernbanestrækning mellem Silkeborg og Langå. Ved parkeringspladserne er der borde og bænke, hvor man har mulighed for at spise sin medbragte madpakke.
Spændende sti i bakkerne
Et troldetræ på troldhøj
Udsigten fra Troldhøj
Gjern Å
Kan I se dyret i skrænten?

Man kan se mere om området her

torsdag den 25. november 2010

Frikadeller med nødder og æble

Jeg fik lyst til at prøve at lave nogle frikadeller med nødder i. Fandt en opskrift jeg en gang havde klippet ud af et ugeblad og arbejdede videre med den. Ifølge opskriften skulle der rosiner i, men det havde jeg ikke lyst til. Varme rosiner i kød får ikke ligefrem mine smagsløg til at huje af glæde. I stedet eksperimenterede jeg med æbler i små firkanter, de smagte nu ikke så meget igennem. Jeg krydrede også med lidt salvie, mens sparede lidt for meget på det, da jeg ikke ville have at smagen skulle blive for gennemtrængende. Det gjorde den så heller ikke. Men frikadellerne smagte nu udmærket og nødderne gav dem lidt knas, hvilket var lækkert. Jeg kom dog til at spise mine nøddefrikadeller alene. Ikke fordi Datteren ikke ville smage, men hun har desværre fået influenza og lever stort set af krydderboller med ost og så lidt frugt. Heldigvis kan frikadeller jo både fryses og bruges til madpakker/frokost, så der gør ikke noget, at der blev mange tilovers.


Frikadeller med nødder og æble
(2 personer)
250 g hakket kalve-og flæskekød
1 lille halvt æble skåret i små tern
50 g nøddekerner
½ løg
1 æg
salvie
salt, peber

Nøddekernerne males fint og blandes derefter med det hakkede kød, revet løg, æg og krydderier. Lad farsen hvile 10 minutter inden den formes til frikadeller og steges på panden. Som tilbehør varmede jeg noget frossen spinat og blandede det med lidt flødeost, muskatnød, salt og peber. Og så havde jeg lavet en salat af gulerødder, æbler og rød peber i tern. Det blev vendt i en dressing blandet af kvark, citronsaft, balsamicoeddike, soja, salt og peber. Sådan, farverig aftensmad.

onsdag den 24. november 2010

Pasta med grøntragout

Fandt en opskrift hos Sæson for god smag på pasta med rodfrugter. Den kombination havde jeg vidst ikke set før, så den måtte prøves. Rodfrugterne bruges til en grøntragout og det giver en god rustik vintersovs til pastaen. Man behøver ikke nødvendigvis at bruge de rodfrugter, der er nævnt i opskriften, f.eks. valgte jeg at bruge persillerod i stedet for pastinak.


Pasta med grøntragout
(2 personer)
½ halvt løg
1 persillerod eller pastinak
2 mindre gulerødder
100 g rodselleri
½ bakke champignon
olie
timian
1 fed hvidløg
1 dl bouillon
½ dl fløde
1 tsk majsstivelse
1 tsk sennep
Salt, peber

Hak løget groft. Skræl persillerod, selleri og gulerødder og skær dem i grove stykker. Rens champignon, fjern stokken og skær dem i kvarte. Varm olien i en stor gryde og svits løg, rodfrugter og champignon. Tilsæt timian og hvidløg og hæld bouillon ved. Læg låg på gryden og lad grønsagerne simre ved svag varme i 5-10 minutter til de er møre. Pastaen koges imens. Rør fløden med majsstivelse og sennep og hæld det ved grønsagerne. Lad simre 2 minutter, mens der forsigtigt røres rundt. Mangler man kød i retten vil lidt stegt bacon drysset over passe fint. Og en gang frisk persille havde også været godt, uanset om man spiser retten med eller uden kød. Retten blev serveret med lidt blandet salat og revet ost.

tirsdag den 23. november 2010

Foccaciaboller

Det var en kold, blæsende novemberdag og jeg havde bestemt, at vi skulle have suppe. Som dagen gik kunne jeg mærke, at lysten til et godt brød til suppen blev større og større og derfor endte jeg med at bage en dejlig gang foccacia-brød. De kan jo laves på flere måde, jeg fandt nedenstående opskrift med lidt grahamsmel i på http://viskalspise.dk.


Foccacia-boller
(10 stk)
25 g gær
1 dl lunkent vand
1 dl kærnemælk
1 tsk salt
1 dl grahamsmel
1 dl durumhvedemel
ca. 5 dl hvedemel
1 spsk olie til pensling
¼ tsk groft salt og 1 tsk oregano til drys

Gæren smuldres i en skål i det lunkne vand og røres ud. Kærnemælken tilsættes og derefter salt. Grahamsmel og durummel røres i og hvedemelet røres i efterhånden, så meget som dejen nu kan tage. Dejen æltes og lægges i en skål, hvorefter den hæver 20-30 min. Derefter rulles dejen til en pølse, der deles i 10 stykker. Stykkerne formes til boller med en diameter på ca. 10 cm og trykkes lidt flade. De efterhæver ca. 15. minutter. Inden brødene kommes i ovnen pensles de med olie og drysses med groft salt og oregano. Bages ca. 12 minutter ved 220 grader. Og så var der brød til suppen, dejligt.

søndag den 21. november 2010

Boganmeldelse: De levende


Anmeldelse af Annie Dillard: De levende

Bogen er udkommet på forlaget Aronsen. Du kan se mere her

Denne roman giver et godt indblik i en del af USA’s historie, da bogen handler om nogle af de nybyggere, der ankom til den lille koloni Whatcom på den amerikanske nordvestkyst i slutningen af 1800-tallet. Et område der senere blev en del af staten Washington. Man følger flere familier og det er ret spændende at læse om deres hårde og barske liv som nybyggere, hvor døden aldrig er ret langt borte. Nybyggerne kæmper hårdt for at skabe sig en tilværelse i et område, hvor de enorme træer står så tæt i de store skovområder, at det kan tage flere time at gå en kilometer. Man hører om nybyggernes dagligdag og deres hårde arbejde med at få noget ud af jorden. Man hører om deres omgang med de forskellige (og for det meste) venligtsindede indianerstammer, som de lærer at leve sammen med. Man hører om op- og nedture i området og hvordan området efterhånden udvides fra at bestå af nogle få blokhuse til at blive en rigtig by med banker, hoteller, jernbane o.s.v.

Jeg kom levende igennem bogen, ind imellem blev jeg fanget af beretningen, men ind imellem føltes den noget lang og tung. Alting beskrives meget omhyggeligt og det kan man godt blive træt af.

Men er man en læser med hang til detaljer og kan man lide at læse om nybyggere, indianer og USA’s historie, så er det absolut en anbefalelsesværdig bog.

fredag den 19. november 2010

Laks i skinkesvøb

Nogle retter kan jeg blive i godt humør af bare ved at se på dem. Det gælder den ret med ovnbagt laks og grønsager i dejlige farver – røde og gule peberfrugter og grønne squash. Opskriften er fra Magasinet Mad, nr. 9 2010.


Laks i skinkesvøb med grønsager:
(2 personer)
2 stykker laks a 100 g
4 skiver tørret skinke (ifølge opskriften skal der bruges bacon, men jeg havde mere lyst til skinke)
olivenolie
salt, peber
1 rødløg
½ gul peberfrugt
½ rød peberfrugt
½ squash
2 dl surmælksprodukt – denne gang brugte jeg kvark blandet med A38
frisk persille eller basilikum
½ citron
salt og peber

Tænd ovnen på 220 grader. Pil rødløgene og skær dem i tynde både. Rens peberfrugterne og skær dem i strimler. Skyl squashen og skær den i skiver, der evt. halveres. Læg grønsagerne i bunden af et smurt ovnfast fad. Svøb 2 skiver skinke om laksestykkerne og læg dem oven i grønsagerne i fadet. Dryp olivenolie over og slut med salt og peber. Fadet sættes i ovnen ca. 15 minutter. Imens laves dressingen: Surmælksproduktet blandes med hakket persille eller basilikum og fintrevet citronskal, smages til med salt og peber. At bruge citronskal i stedet for citronsaft giver meget mere smag til dressingen.

Som tilbehør fik vi brød og en salat lavet af iceberg, appelsin, fennikel og granatæblekerner.

torsdag den 18. november 2010

Stegt flæsk med persillerødder og citron

En gang imellem kan et stykke stegt flæsk være dejligt. Og steges det på en pande uden fedtstof og hælder man det smeltede fedt fra, så er det ikke helt galt for sundheden. Tilføjer man oven i købet en masse grønt, så er det ved at være rigtig godt. Denne gang var flæsket tilbehør til en gang kartoffelmos og en gang persillerødder med citron. Kartoffelmosen var helt almindelig, men persillerødderne med citron var bare mums. De smagte godt lune til flæsket og kartoffelmosen, gav en dejlig friskhed til det sprøde, fede flæsk og løftede smagen for den måske ikke så interessante kartoffelmos. Og resterne smagte dejligt koldt, som en slags salat. Opskriften er fra Aarstiderne.


Stegt flæsk med persillerødder og citron:
(2 personer)
4 skiver stegeflæsk
250 g persillerødder
skal af en halv citron
timian
1 fed hvidløg
1 porre
kartoffelmos efter smag

Flæsket steges på panden til det er gyldent og sprødt. Fedtet hældes fra efterhånden. Persillerødderne skæres i stave eller tern og dampes i en gryde med lidt olie og vand. Revet citronskal tilføres persillerødderne sammen med timian (evt. frisk) og finthakket hvidløg. Porrerne renses og skæres i skiver og dampes sammen med persillerødderne, så det hele er færdigt på samme tid. Der må godt være lidt bid i både porre og persillerødder. Vend rundt i dem, krydr med peber og server til det stegte flæsk og kartoffelmosen.

onsdag den 17. november 2010

Majas gratinfad

Denne opskrift har hørt til blandt Datterens favoritter lige siden jeg fandt på den. Også andre børn har været glade for den ligesom en del voksne. Det er en nem, billig og hurtig ret. Og så kan den i øvrigt bruges som grundopskrift til en masse variationer – forestiller jeg mig. For her i huset skal den laves som den plejer, ellers er der nogen, der bliver skuffet!


Maja gratinfad
(2-3 personer)
150 g pasta – gerne fuldkorn
3 æg
1 dl mælk
100 g revet ost – gerne mager
pølser efter smag og ønske, vi bruger ofte 4 stk. wienerpølser
1 spsk sennep
salt og peber

Pastaen koges og afkøles. Lægges derefter i et smurt ildfast fad. Pølserne skæres i skiver og blandes med pastaen. De tre æg piskes med mælk, sennep, salt og peber samt halvdelen af den revne ost. Æggemassen hældes over pasta og pølser og resten af den revne ost fordeles over. Fadet sættes i ovnen ved 200 grader i 25-30 minutter. Spis en god gang salat eller råkost til, så man også får dækket behovet for grønt.

mandag den 15. november 2010

Pandekager a la Piskeriset

I aftes fik Datteren og jeg pandekager efter en opskrift, jeg havde fundet hos Piskeriset. Du kan se opskriften  her. Det var dejlige smagfulde mættende pandekager med farverigt fyld, mums.


Så i øvrigt en sjov udsendelse i fjernsynet i går, som jeg gerne vil gøre opmærksom på, da der kommer flere i serien. Serien hedder ”Så er der mad” og den kommer på DR2 om søndagen kl. 20.30. Serien handler om vores spisevaner gennem fem årtier og i går handlede det om 1960’erne, hvor jeg selv var barn. Der var mange sjove indslag, både ting jeg kunne mindes og ting jeg ikke vidste. F.eks. at det at lave mad dengang mere var noget man gjorde af pligt, end fordi man synes det var sjovt. Men de havde heller ikke så mange spændende og sjove råvarer og heller ikke så mange penge dengang, så egentlig er det vel slet ikke så mærkeligt.

søndag den 14. november 2010

Havreboller

Så blev der atter bagt boller i det lille hjem! Der er ikke meget der kan måle sig med duften af nybagte boller - tænderne løber i vand, man snuser ind og glæder sig til at bide til bollen. Og disse boller blev rigtig gode, synes jeg. Faste med bid og en dejlig smag fra kernerne. Udgangspunktet var en opskrift på havrehorn, som jeg havde fundet på http://www.broedet.dk/. Jeg ændrede dog lidt på opskriften, så den passede til de ingredienser, jeg havde på lager.


Havreboller
(ca. 18 stk)
4 dl vand
35 g gær
2 tsk salt
1 spsk honning
150 g havregryn eller evt. 5-kornsflager som jeg havde en rest stående af
80 g solsikkekerner
50 g græskarkerner
50 g grahamsmel
ca. 450 g hvedemel

Gæren opløses i tempereret vand og honning og salt blandes i. Derefter tilsættes kernerne. Havregryn/5-kornsflager blandes i og så grahamsmel. Hvedemelet røres i efterhånden og når dejen har en fast masse æltes den i ca. 10 minutter. (Det blev nu kun fem minutter i mit tilfælde, men bollerne blev gode alligevel).
Lad derefter dejen hæve et lunt sted i 40 minutter, hvorefter den slås ned og formes til boller. Så skal bollerne hæve yderligere en time (imens kan man jo f.eks. lige snuppe sig en cykel- eller gåtur). Bollerne pensles med æg og drysses med grovvalsede havregryn. Så bages de ved 200 grader i 20-25 minutter. Og så er det, at der breder sig en vidunderlig duft. Man forstår godt, at det siges, at det er nemmere at sælge et hus, hvis der lugter af nybagt brød.

lørdag den 13. november 2010

Svampebiksemad

Der findes mange variationer af biksemad. Her er en med æbler, bacon og champignon, som passer godt til en efterårsdag. Et dejligt måltid med brød og salat til. Man kan eventuelt servere den uden bacon, hvis man vil have en vegetarisk variant. Opskriften er fra Spis Bedre nr. 10, 2007.


Svampebiksemad med æbler og bacon
(3 personer)
200 g bacon
700 g kogte kartofler
200 g champignon
1 æble
hvidløg
timian

Steg bacon sprød på en pande og læg det bagefter på et stykke køkkenrulle, så det kan suge fedtet. Kartoflerne skæres i tern og steges på panden til de bliver gyldne og sprøde. Champignonerne skæres i skiver og æblet i små tern. Jeg valgte at stege dem for sig selv på en pande ved siden af og så først blande dem med kartoflerne, når det hele var klart. De blev krydret med timian, salt og peber. Ifølge opskriften skulle der også krydres med hvidløg, men det glemte jeg. Det smagte nu godt alligevel. Til sidst blandes bacon i og så er retten klar til servering.

fredag den 12. november 2010

Bidstrup Skovene

Midt på Sjælland i Lejre kommune ligger et dejligt skovområde som hedder Bidstrup Skovene. I skoven ligger op til flere søer, bl.a. Avn Sø. Da mine forældre bor i nærheden af skovene, er det er et sted, jeg er kommet gennem snart fyrre år og på alle årstider. Om vinteren har vi løbet på skøjter på søen, om sommeren har vi badet i det kolde vand (dem af os der havde mod på det!). Uanset om det har været sommer eller vinter, har vi altid haft madpakker eller kaffe med. Skovture er i hel taget noget, vi har dyrket meget i min familie.

Sidste weekend var jeg der så igen på en dejlig efterårstur sammen med mine forældre. Vejret var skønt, solen skinnede fra en blå himmel og alt viste sig fra sin bedste side. Hermed følger nogle indtryk fra turen.

Søen gør sig godt i solskinnet

Denne træstamme har ligget i skoven alle de år, jeg er kommet her
Spejl eller sø?

Du kan læse mere om Bidstrup Skovene her

tirsdag den 9. november 2010

Vamillekranse

I weekenden var jeg på besøg hos mine forældre på Sjælland. Min mor skulle lave vanillekranse til det årlige julemarked og jeg gav en hånd med. Hun havde lavet dejen i forvejen efter en gammel opskrift fra et ugeblad. Så jeg hjalp mest med at dreje på håndtaget på den gamle kødhakker, hvor dejen blev presset igennem og kom ud i fine lange rillede pølser. Derefter blev pølserne skåret i mindre stykker og formet til kranse. Jeg er ikke en hund efter småkager, men sådan en rigtig god hjemmebagt vanillekrans med rigtig vanille i smager nu godt.


Vanillekranse
Opskriften sagde intet om antal, men den portion dej vi brugte var fire gange så stor som nedenstående og det blev til 4½ plade tæt besat med vanillekranse.
250 g mel
125 g sukker
75 g skoldede, smuttede, finthakkede mandler
vanillekorn fra en stang vanille
175 g smør
1 æggeblomme

Bland mel, sukker, finthakkede mandler og vanillekorn. Kom smørret i og gnid det godt sammen. Tilsæt æggeblommen og ælt dejen let sammen. Lad den hvile ca. 1 time. Kør dejen gennem kødhakkeren med en skive med et stjerneformet hul og lav lange stænger. Stængerne skæres i ensartede stykker som formes til små kranse. De anbringes på en bageplade og bages ca. 10 minutter i en varm ovn.

mandag den 8. november 2010

Squash-champignonsuppe

Den Glade Murer og jeg havde været på en dejlig vandretur i gråt, blæsende efterårsvejr. Efter sådan en tur ville en gang varm, fyldig suppe være rigtig godt og gerne en, man kunne lave ret hurtigt. Valget faldt på en Squash-champignonsuppe, en opskrift jeg havde klippet ud fra et ugeblad for mange år siden. Lidt ændringer kom til undervejs i form af krydderier og cabanossi-pølser, men ellers fulgte jeg opskriften.


Squash-champignonsuppe
(3 personer)
1 squash
250 g champignon
3 løg
200 g frossen spinat
1 pakke cabanossi-pølser (man kan også bruge chorizopølse)
1 spsk olie
2 tsk Herbes de Provence
Chili

Løgene pilles og hakkes groft. Squashen skæres i skiver. Champignonerne renses og skæres ligeledes i skiver. Olien varmes i en gryde og løgene steges klare heri. Squash og champignoner tilsættes og snurrer med i 5 minutter. Derefter tilsættes 1 l bouillon og når suppen har kogt fem minutter tilsættes frossen spinat og suppen koger yderligere 5 minutter. Suppen smages til med salt, peber, Herbes de Provence og chili. Til sidst tilsættes cabanossi-pølserne skåret ud i små skiver og når de er varmet igennem er suppen klar til servering. Brød serveres til.

fredag den 5. november 2010

Appelsinmarineret kalkun med grønsager i ovn

Denne opskrift fik jeg afprøvet sidste lørdag, da Datteren og jeg havde besøg af Den Glade Murer og min lillebror. Gæsterne var begejstrede og jeg synes også selv den blev rigtig god. Appelsin sammen med rodfrugter og kalkun er en rigtig god blanding. Appelsinsmagen giver lidt friskhed til de mere bastante rodfrugter og kalkunen blev ikke tør, som jeg havde frygtet. Opskriften er fra magasinet Mad! nr. 8 2010


Appelsinmarineret kalkunbryst med kartofler og fennikel i fad
(4 personer)
1 kalkunbryst (800 g)
olie, salt, peber
500 g kartofler
3 gulerødder
1 fennikel
2 løg
1 usprøjtet appelsin
1 spsk flydende honning

Tænd ovnen på 200 grader. Kalkunbrystet brunes på alle sider i lidt olie på panden, krydres med salt og peber. Derefter ordnes grønsagerne: Kartoflerne skrubbes godt og skæres i halve eller både. Gulerødderne skrælles og skæres i strimler. Fenniklen renses og skæres i tynde skiver. Løgene pilles og skæres i både. Kartofler og grønsager fordeles i bunden af et ildfast fad. Jeg tilføjede yderligere 1 spsk rapsolie med appelsin og lime, som jeg vendte grønsagerne med. Kalkunbrystet lægges ovenpå. Lav en appelsinmarinade – saften presses og røres med 1 spsk olivenolie og honning - og hæld den ud over kødet. Appelsinskallen rives og drysses ud over kød og grønsager i fadet. Krydr med salt og peber.
Ifølge opskriften skal fadet være i ovnen ca. 50 minutter. Det afhænger selvfølgelig af størrelsen på kalkunbrystet, som jo skal være gennemstegt, men det er også vigtig at kartoflerne er møre. Og i min ovn tager det altid længere tid at få ovnbagte kartofler færdige, end der står i opskrifterne. Så man må prøve sig frem til både kød og kartofler er møre.

Som tilbehør spiste vi brød og dertil nedenstående salat. Jeg havde fået gourmetbønner med i kassen fra Aarstiderne og dem ville jeg gerne bruge i en salat og det blev til nedenstående tomatbønnesalat.


Tomatbønnesalat:
Et bundt gourmetbønner renses, skæres i mindre bidder og dampes 2-3 minutter i lidt kogende vand tilsat olie og salt. Når bønnerne er kølet af blandes de med tomater skåret i både, lidt finthakket rødløg og hakket persille. En dressing lavet af balsamicoeddike, olie, sennep, salt og peber blandes og hældes over. Til sidst tilsættes en gang fetatern.

Det blev en dejlig salat der smagte godt og gav et farvemodspil til kalkunen og grønsagerne.

onsdag den 3. november 2010

Granslev Ådal - endnu en gang

Med fare for at nogen synes, at jeg gentager mig selv for meget, må jeg endnu en gang fortæller om et par ture, som Den Glade Murer og jeg har gået ved Granslev Ådal. Og det er vel at mærke nye ruter igen. I dette område er der bare mulighed for så mange og så forskellige ture, at det er helt utroligt. Der er mange smukke steder i Danmark, steder som rigtig mange mennesker kender eller har hørt om. Her i Midtjylland kan f.eks. nævnes Rebild Bakker og Mols Bjerge. Men hvem har hørt om Granslev Ådal – bortset fra de lokale? Granslev Ådal ligger ikke ret langt fra Hammel og Hammel ligger ikke så langt fra Århus, så bor man her og trænger til ny inspiration til sine gåture, så kan jeg kun sige: Prøv Granslev Ådal!

Vores to nye strækninger startede begge ved Granslev by, en hyggelig lille by der ligger rigtig smukt placeret mellem skove og bakker. På den første tur gik vi nordpå mod Bidstrup og Laurbjerg. En del af strækningen havde vi gået før, men meget var nyt. Fra Laurbjerg gik vi tilbage igen via den gamle banesti til Thorsø. Turen var på ca. 8 km.
Et kig ud over en mose

Granslev

 Efterårsfarver med knald på

Her løber Granslev Å ud i Lilleåen

Den anden tur gik sydpå mod Skjød, men inden vi nåede frem til byen, drejede vi ned mod ådalen og krydsede åen. Og så gik det tilbage mod Granslev igen på den modsatte side af ådalen. Det blev en tur på ca. 9 km. Vi havde ikke fået et kort med, så vi var lidt i tvivl om vejen og måtte spørge os frem hos nogle af de lokale. Det lykkedes os at finde den rigtige vej og det viste sig at være endnu en pragtfuld tur med mange flotte udkig over bakkerne ned mod ådalen.

 Et (lidt sløret) kig ud over bakkerne

 Her krydses åen

Udsigt fra vores madpakke-sted

mandag den 1. november 2010

Bagte kartofler med krydderdip

Jeg havde set en opskrift med bagte kartofler i Spis Bedre nr. 10 2009, som jeg havde lyst til at prøve. Og sørme ikke, om jeg var så heldig, at kassen fra Aarstiderne sidste gang indeholdt fire bagekartofler! Ifølge opskriften skulle man bruge en kartoffel til hver, men Datteren og jeg spiste 1½ hver. En er næsten for lidt, når det gælder som aftensmad. Det kommer selvfølgelig også lidt an på størrelsen.


Bagt kartoffel med krydderdip
(2 personer)
3 bagekartofler
75 g tørret skinke
1 forårsløg
½ æble
½ rød peberfrugt
1 dl cremefraiche
1 dl fromage frais
1 stor spsk hakket persille
1 spsk revet peberrod
1 spsk chilisovs
salt

Sæt ovnen på 225 grader. Skyl og skrub kartoflerne. Stik nogle huller i hver kartoffel med en gaffel. Læg kartoflerne på ovnristen og tilbered dem ca. en time. Skør skinken i strimler og rist den i lidt olie på panden. Rens forårsløget og skær i skiver. Skær peberfrugt og æble i små tern. Bland cremefraiche og fromage frais. Man kan sagtens nøjes med at bruge den ene slags, men nu havde jeg lige nogle rester, der skulle bruges, så jeg blandede. Tilsæt persille, peberrod og chilisovs. Bland alle ingredienserne undtagen skinken. Skær kartoflen op, kom skinke og derefter dip i og server.

Som tilbehør spiste vi en salat blandet at kogt perlebyg, æbler og broccoli. Dressingen blev blandet af olie, æbleeddike, sennep og honning.