tirsdag den 30. august 2011

Boganmeldelse: Englevin


Anmeldelse af Phil Rickman: Englevin
Bogen er udkommet på forlaget Klim. Du kan læse mere om bogen her

Merrily Watkins er sidst 30’erne, mor til den 15-årige Jane og præst. Hun får tilbudt et sogn i postkortidyllen Ledwardine, en landsby langt ude på landet i Herefordshire. Det viser sig hurtigt at idyllen kun findes på overfladen. Blandt landsbyens beboere kæmpes en kamp mellem de gamle familier, der har boet på stedet i flere generationer og som stædigt holder fast i visse traditioner og de nye tilflyttere, som gerne vil bibeholde de gamle traditioner, men på en måde så det kan udnyttes mere kommercielt. Situationen tilspidses, da nogle af tilflytterne vil opføre et kontroversielt teaterstykke i kirken. Stykker handler om præsten Wil Williams der i 1600-tallet blev anklaget for omgang med djævlen og som endte med at hænge sig i byens frugtplantage. Hvad var den sande historie om præsten og hvad foregår der egentlig i den mystiske frugtplantage?

 Samtidig med at man følger Merrily og hendes problemer med landsbyen og dens indbyggere, følger man også hendes datter og hendes nye bekendtskaber i byen: Den gamle ikke helt almindelige dame Lucy Devenish, den fallerede rockstjerne Lol og kromandens datter Colette, som er på alder med Jane, men noget mere fremme i skoene.

Hvis man kan lide spænding, mysterier og atmosfærefyldte gamle engelske landsbyer er det en god bog at læse, ligesom jeg fandt det interessant at følge forholdet mellem præstemoren og hendes datter. Nogle vil sikkert finde handlingen for langsom, men jeg synes nu ikke det gjorde noget. Forfatteren har i øvrigt skrevet flere bøger om Merrily Watkins, men denne er p.t. den eneste der er oversat til dansk.





søndag den 28. august 2011

Kyllingepande med spidskål og pasta

Spidskål er en af mine yndlingsgrønsager (dem har jeg mange af) og da jeg faldt over en opskrift med kylling, pasta og spidskål vidste jeg, at den skulle afprøves. Og det blev en god anderledes pastaret med en let og frisk smag. Opskriften havde jeg fundet på  http://www.vildmedmad.dk/og jeg fulgte næsten den oprindelige opskrift.


Kyllingepande med spidskål og pasta – min version
(2 personer)
1 spsk citronsaft
salt, peber
1 spsk citronolie (eller olivenolie)
300 g kyllingefilet
1 fed hvidløg
½ bdt. forårsløg
ca. ½ spidskål
1 spsk citronsaft
1 tsk revet citronskal
2 dl fløde
1 bdt. dild
Mariner kyllingefileter i mindre stykker i olie, citron, hvidløg, salt og peber en time før tilberedningen. Skær spidskål og forårsløg i små stykker. Svits kyllingestykkerne af med marinaden og steg dem 4-5 minutter på hver side. Tilsæt spidskål og forårsløg og lad dem svitse med. Tilsæt fløde, citronsaft og –skal og friskhakket dild, smag til med slat og peber. Kog retten lidt under låg fem minutter. Serveres med frisk pasta og dagens salat.

torsdag den 25. august 2011

Kartoffel-spinat-masala

Sidste gang Datteren ikke var hjemme til middag, lavede jeg igen en af de indisk inspireret retter, jeg er ret vild med, men som hun ikke bryder sig så meget om. Opskriften er fra kogebogen: ”Vegetarisk vellyst - find dit grønne punkt” af Tina Scheftelowitz og Christine Bille Nielsen. Udover kartofler og spinat kom jeg også kikærter i retten, da jeg syntes, at de passede fint til.

Kartoffel-spinat-masala – min version
(1 person)
150 g kartofler
1 lille løg
kardemomme
spidskommen
koriander
garam masala
1 spsk olie
½ dl vand
½ fed hvidløg
cayennepeber
150 g spinat
1 dl kogte kikærter evt. fra dåse
Skrub eller skræl kartoflerne. Skær dem i små tern. Pil løget og skær det i små tern. Svits løgene i lidt olie i nogle minutter, tilsæt krydderier efter smag og steg videre under omrøring ½ minut. Tilsæt kartofler og steg under omrøring 1 minut, tilsæt vand, presset hvidløg, salt og cayennepeber.
Lad retten simre under låg i ca. 15 minutter eller til kartoflerne er møre. Tilsæt spinaten og kikærterne og kog videre til det hele er gennemvarmt. Som tilbehør spiste jeg Naanbrød og lidt mangochutney rørt op med fromage frais.

mandag den 22. august 2011

Fuldkornspølsehorn

Gennem årene har Datteren og jeg fået spist os igennem en hel del pølsehorn. De fleste lavet med almindelig dej af hvedemel, men ind imellem er der også blevet eksperimenteret med forskellige typer dej. Tidligere har jeg blogget om pølsehorn med spinat. Denne gang er det en meget grov fuldkornsudgave jeg har afprøvet. Opskriften fandt jeg på Arlas hjemmeside. Jeg ved ikke, om jeg vil komme kerner i en anden gang, for det gjorde dem virkelig grove. I stedet for fuldkornsspeltmel brugte jeg en blanding af speltmel og fuldkornsmel.

Fuldkornspølsehorn – min version
(16 stk)
100 g knækkede rugkerner
1 dl vand
25 g smør
25 g A38
1½ dl mælk
25 g gær
1 æg
2 tsk salt
150 g fuldkornshvedemel
75 g speltmel
200 g hvedemel
8 pølser
Kom rugkernerne i kogende vand og kog dem ved svag varme under låg i ca. 15 minutter. Tag gryden af varmen og smelt smørret i de varme kerner sammen med A38. Hæld blandingen i en skål og tilsæt mælken. Lad blandingen køle let af og rør gæren godt ud heri. Tilsæt de øvrige ingredienser (hold lidt af hvedemelet tilbage). Slå dejen godt sammen. Lad dejen efterhæve et lunt sted i ca. ½ time. Tag derefter dejen ud på et meldrysset bord og ælt den godt igennem. Tilsæt evt. resten af melet. Del dejen i to portioner og rul hver portion ud til en rund plade. Del hver dejplade i 8 trekanter. Skær pølserne midt over og fordel dem på dejkanterne. Rul dejen om pølserne til horn og læg dem på en bageplade med papir, med lukningen nedad. Lad pølsehornene efterhæve en halv time. Derefter pensles de med æg og bages midt i ovnen i ca. 15 minutter.

Jeg serverede pølsehornene med dagens salat til. De mættede godt og dem vi ikke spiste blev lagt i fryseren til senere brug, f.eks. til madpakker.

lørdag den 20. august 2011

Farsbrød med spinat og mandler

Nogen synes måske farsbrød er lidt gammeldags og kedeligt. Jeg synes nu, at det er en rigtig god ret. For det første er det rigtig mange muligheder for at fylde ting og sager i farsbrødet – grønsager, ost, krydderier. For det andet kan man lave dem så store, at der er til flere dages middag og/eller til pålæg ved siden af. Her får I min seneste version med spinat, mandler og flødeost.

Farsbrød med spinat med spinat og mandler
(4 personer eller 2 personer 2 dage plus pålæg)
1dl havregryn
1 dl bouillon
1 dl mandler
1 løg
400 g fars (jeg brugte blandet okse- og flæskefars)
1 æg
½ dl mælk
muskatnød
paprika
salt, peber
150 g optøet spinat
75 g pikant flødeost
1 dl havregryn blandes med 1 dl bouillon og står og trækker en halv times tid. Mandlerne hakkes groft og løget hakkes fint. Farsen kommes i en skål og røres sammen med mandler, løg, havregryns-bouillon-blanding, 1 æg , ½-1 dl mælk samt krydderier. Det hele røres sammen til en god masse, der hverken er for våd eller tør. Halvdelen af farsmassen bredes ud i bunden af et smurt ildfast fad. Halvdelen af osten smøres ud på farsen. Derefter lægges et lag spinat på og så smøres resten af osten ud oven på. Det er ikke helt nemt, men udseendet betyder ikke så meget. Kom resten af farsen ovenpå og form farsbrødet, så fyldet så vidt muligt bliver inde i farsbrødet. Bag farsbrødet ved 200 grader i en time. Serveres med dagens salat der denne dag bestod af: kogt perlerug, finthakket hvidkål, groftrevet gulerødder og blomme skåret i små tern. Dressingen blev lavet med hindbæreddike, olie og lidt honning.

torsdag den 18. august 2011

Boganmeldelse: Sort angst


Anmeldelse af Camilla Grebe og Åsa Träff: Sort angst
Bogen er udkommet på forlaget Rosinante. Du kan læse mere om bogen her

I denne anden bog om psykoterapeuten Siri Bergman påtager hun sig sammen med sin kollega og veninde Ania at lede en selvhjælpsgruppe for kvindelige voldsofre. Kvinderne mødes med jævne mellemrum for at fortælle deres grumme historier om overgreb og vold begået af mænd, ofte en kæreste eller ægtemand og for at hjælpe hinanden med at komme videre. Vi hører om Kattis, hvis eksmand har slået hende og som stadig forfølger hende. Om Sirkka som i alt for mange år affandt sig med en voldelig ægtemand. Om Hillevi, som er flyttet på kvindehjem med sine tre børn for at slippe væk fra en mand, der både slog hende og børnene. Og om Malin der blev voldtaget af en mand, hun havde lært at kende på nettet.

Sideløbene hører man historien om en lille pige på fire år, der oplever at se sin mor blive sparket ihjel af en ukendt voldsmand, mens hun selv gemmer sig under et spisebord i køkkenet. En episode der får afgørende betydning for Siri, Ania og kvindegruppen.

Samtidig har Siri det svært med sit eget kærlighedsliv, hvilket får hende til at drikke lidt mere rødvin end hun har godt af. Hun bliver gravid med den unge politimand Markus, som hun egentlig er meget glad for. Men samtidig er hun bange for at binde sig. Ekskæresten Stefan spøger stadig i hendes sind og han er svær at komme af med.

En krimi, der ikke så meget er en krimi, men mere et forsøg på at gøre læseren klogere på de psykologiske mekanismer hos kvinder, der bliver udsat for vold. Er det kun den volden er rettet imod, der er et offer? Hvornår bliver kærligheden en besættelse? Hvorfor finder nogle kvinder sig i, at deres mænd/kærester slår dem? Det er interessant læsning i forhold til dette emne, men som krimi/spændingsbog er den måske knap så spændende. Og så må jeg indrømme, at jeg blev lidt træt af bogen stort set kun foregår i et kvindeunivers. Når man ikke lige hørte om de voldsramte kvinder, er det Siris tanker og følelser der beskrives. Og det blev næsten for meget for mig til sidst.

tirsdag den 16. august 2011

Pasta med bacon og squash

En dag hvor det skal gå hurtigt, kan man lave denne gode hverdagsret med pasta, bacon og squash. Opskriften fandt jeg i Magasinet Mad! nr. 7 2010, men jeg ændrede dog lidt på den. Bl.a. brugte jeg mindre pasta og mere squash. Squashen erhvervede jeg mig ganske gratis. Vi holdt med bogbussen ved siden af en have, hvor der stod en kasse uden for med gratis squash. Og squash er jo en grønsag man hurtigt kan få rigtig mange af i sin have. Dejligt at nogen vil dele ud af deres overflod!


Pasta med bacon og squash – min version
(2 personer)
1 bdt forårsløg
½ squash
150 g bacon i tern
olivenolie
2-3 spsk flødeost
salt, peber
120 g fuldkornspasta
tomater
Rens forårsløgene og skær dem i tynde skiver. Skyl squashen, flæk den og skær den i store tern. Steg baconternene på panden til de bliver sprøde. Læg dem på et stykke køkkenrulle på en tallerken. Derefter svitses forårsløg og squash i resten af baconfedtet, hæld eventuelt noget fra, hvis der er for meget fedt. Pastaen koges efter anvisningen på posen. Bland pasta og bacon med grønsagerne på panden og kom 2-3 spsk flødeost i. Krydr med salt og peber. Til sidst pyntes retten med skiver af tomater. Spises sammen med dagens salat.

søndag den 14. august 2011

Grove pandekager med fyld af oksefars, hvidkål og gulerødder

Jeg kan rigtig godt lide madpandekager, især grove og med spændende fyld. Selvom de nogle gange driller mig, når jeg skal bage dem. Måske trænger jeg bare til en bedre pande. Her kommer opskriften på en gang grove pandekager. Fyldet er oksefars og grønsager.

Grove pandekager med fyld af oksefars, hvidkål og gulerødder
(4 personer eller 2 personer 2 dage)
3 æg
4 dl mælk
2 dl kærnemælk
1 tsk salt
2 dl hvedemel
2 dl rugmel
hakket persille
1 løg
400 g oksefars
100 g hvidkål
1 stor gulerod
1 fed hvidløg
Herbes de Provence
salt, peber
50 g flødeost
50 g revet ost
Dejen til pandekagerne røres sammen med skyllet, hakket persille og hviler en halv time, før pandekagerne bages i fedtstof. Hvis man synes dejen er for tyk, kan man komme mere mælk eller vand i. Jeg fik 14 pandekager ud af portionen, men det afhænger jo af pandens størrelse og hvor tykke man laver dem. Til fyldet hakkede jeg løget fint og svitsede det i lidt olie. Så kom oksefarsen i og blev brunet. Et hvidløg presses og kommes i. Hvidkålen snittes fint og gulerødderne rives groft, hvorefter de blandes sammen med kød og løg. Tilsæt evt. lidt vand for at give væde. Krydderier tilsættes og så skal kødsovsen stå og simre, mens pandekagerne bages. Når pandekagerne er færdige, kommes 50 g flødeost i kødsovsen. Det kan være neutral flødeost eller flødeost med smag. Det gør kødsovsen lidt mere cremet. Til sidst kommes fyldet på pandekagerne, der derefter rulles sammen og lægges i et ildfast fad. Revet ost drysses over og så står fadet i ovnen ved 200 grader i ca. 10 minutter.

Serveres med dagens salat.

torsdag den 11. august 2011

Boganmeldelse: En intern affære



Anmeldelse af Ian Rankin: En intern affære
Bogen er udkommet på forlaget Klim. Du kan læse mere om bogen her

Ian Rankin er en af de krimiforfattere, jeg læser med glæde. Og nu har jeg så fået læst ovennævnte bog, som er hans nyeste på dansk. Rankin har skrevet mange romaner med kriminalinspektør Rebus som hovedperson, men i denne roman følger vi en helt ny hovedperson. Det drejer sig om Malcolm Fox, en yngre politimand, som arbejder i afdelingen for klager ”Complaints and Conduct Department”, den afdeling hvor man tager sig af klager over politifolk og andre mistænkelige sager inden for politiets egne rækker. Og det er absolut ikke en populær afdeling at arbejde i.
Malcolm Fox, - ædru alkoholiker, fraskilt, ensom og lettere overvægtig - har netop afsluttet en sag, da han får en ny på bordet. Det forlyder, at den unge og dygtige politimand Jamie Breck muligvis er indblandet i børneporno. Den sag bliver slet ikke nem for Fox. Jamie Breck viser sig at være en tiltalende person, som Fox kommer til at synes om, hvilket komplicerer sagen en del. Samtidig sker et drab, som viser sig at have personlig betydning for Fox, da den dræbte var kæreste med hans søster, Jude. Nogen arbejder på at få Fox hængt op på drabet. Men selvom Fox aldrig har været særlig begejstret for søsterens kæreste, en charmerende, men voldelig fyr, kunne han vel ikke finde på at dræbe manden. Og hvorfor er det, at Fox bliver skygget allerede inden liget af kæresten dukker op?
Som sagt, det hele viser sig at være en temmelig speget affære der har tråde helt op på øverste niveau inden for politistyrken. Og selvom Fox må se sig suspenderet undervejs i sine forsøg på at finde ud af, hvad der egentlig foregår, og selvom det ikke er nemt for ham at finde ud af hvem, han kan stole på og hvem han ikke kan stole på, giver han ikke op, men bliver ved med at foranstalte sin egne undersøgelser, trods modstand fra sin chef.

Selvom det ind imellem kunne være lidt indviklet at følge med i de mange personer og deres spegede forhold til hinanden i denne spændende krimi, så var den alligevel svær at slippe. Her er både mord, bedrag og masser af løgne, samt politifolk, man kommer til at holde af og andre, som man absolut ikke bryder sig om.



tirsdag den 9. august 2011

Spinatsuppe med skinke og æg

Måske er det ikke rigtig suppevejr her om sommeren. På den anden side kan der jo sagtens være kølige dage ind imellem og sådan en dag kan det være dejligt med suppe. I Spis Bedre nr. 8 2010 fandt jeg en opskrift på spinatsuppe. Bortset fra nogle få ændringer fulgte jeg opskriften. Suppen smagte måske ikke så meget af spinat, til gengæld havde den en flot grøn farve.


Spinatssuppe med æg og skinke – min version
(2 personer)
1 lille løg
olie
150 g frisk spinat
1 dl kogte ris
6 dl hønsebouillon
75 g flødeost
salt, peber
muskat
1 hårdkogt æg i små stykker
100 g kogt skinke i tern
½ rød peberfrugt i tern
Hak løget og svits det i en gryde. Skyl spinaten godt og skær eller klip den i grove strimler. Kom den i gryden sammen med risene. En gang kogte ris er med til at give lidt tykkelse til suppen. Kom bouillon i, kog suppen op og lad den simre i 10 minutter. Blend suppen cremet, kom flødeost samt salt, peber og muskat i. Som topping brugte jeg hårdkogte æg, skinketern og rød peber.

søndag den 7. august 2011

Grove muffins med skinke og ost

I næste uge starter Datteren på 3. og sidste år af handelsgymnasiet. Det er et voldsomt skema med flere lange dage. Derfor skal vi have fundet på noget spiseligt, hun kan have med og som holder hende i gang hele dagen. Og som gør, at hun ikke bliver fristet til at købe usunde ting i kantinen eller i butikscentret ved siden af skolen. Derfor bagte jeg i dag nogle muffins med skinke og ost, som kan bruges som en slags eftermiddags-snack i skolen. I bogen ”Sund mad ekspres – maks. 5 ingredienser” af Martin Kreutzer og Helle Brønnum Carlsen fandt jeg en opskrift på muffins, som jeg har brugt som udgangspunkt. Fyldet lavede jeg dog en del om på.

Grove muffins med skinke og ost – min version
(10 stk)
1 dl speltmel
1 dl grahamsmel
2 æg
1 dl kærnemælk
1 lille fintrevet gulerod
100 g skinketern
50 g revet ost
2 tsk. bagepulver
Bland alt det tørre sammen i en skål undtagen gulerødder, skinke og ost. Pisk mælk og æg sammen i en anden skål. Pisk langsomt det våde ud i det tørre og rør revne gulerødder, skinke og det halve af ost i dejen. Fordel dejen i muffinsforme og kom resten af osten oven på. Bag muffinsene ved 180 grader i 15-20 minutter.

Indtil videre har vi smagt dem som friskbagte og der var de gode. Nu må vi se, hvordan de er i madpakken. Muffinsene kan selvfølgelig laves med mange andre slags fyld, det bliver spændende at prøve af. Andre gode forslag til forskellige former for mellemmåltider og snacks, jeg kan lave til Datterens madpakke modtages gerne.

fredag den 5. august 2011

Vandretur fra Havndal til Hadsund II

Sidste lørdag var det rigtig dejligt sommervejr og derfor perfekt vejr til en god lang vandretur. I februar gik Den Glade Murer og jeg på banestien fra Havndal mod Hadsund og det var en rigtig god tur. Den gang fandt vi ud af, at man kunne gå en rundtur ved at følge nogle små hyggelige veje den ene vej og banestien den anden vej. Og den tur havde vi længe ønsket at gå. Sidste lørdag blev så dagen, hvor vi fik gjort alvor af det. Og det var i sandhed en rigtig dejlig tur, som I nok kan fornemme på billederne. Turen var på ca. 19 km og vi brugte seks timer inklusiv gode pauser. Og så var vi ikke en gang så trætte, som vi havde forventet!

I starten af turen passerer man godset Trudsholm

Smukke danske kornmarker - klar til at blive høstet

Spændende grønne områder


Gravhøje ved Ajstrup

Det første glimt at Mariager Fjord

Tidsel-fnok - sensommeren er på vej

En utrolig overdådighed af mirabeller - og nogle var modne til at spise

Retur af banestien


onsdag den 3. august 2011

Skinke-kartoffelfad med squash og løg

Endnu en gang var det praktisk med mad til to dage på grund af sene arbejdsdage. Sådan er det i ferietiden, så er der ikke så mange til at deles om vagterne på biblioteket. Denne gang var jeg faldet over en opskrift på skinke-kartoffelfad som jeg havde set på Familiejournalens opskrifter med opskrifter. Der skulle egentlig fennikel i, men i mine to mest lokale supermarkeder sker det tit, at der ikke forefindes den slags eksotiske grønsager. I det her område er der nok større salg i frosne færdigretter end i spændende grønsager, man selv skal tilberede. Nå, men det er jo ikke et større problem at en ingrediens mangler, så må man bare bruge noget andet. Fenniklen blev erstattet med squash og bundt-løg og det fungerede udmærket.


Skinke-kartoffelfad med squash og løg
(4 personer eller 2 personer 2 dage)
2 bundtløg med top
1 lille squash
rosmarin
olivenolie
600 g kogte kartofler
200 g skinketern
4 æg
4 dl fløde 9% eller mælk eller blandet af begge
paprika
salt og peber
50 g revet ost
Skær løgene i grove stykker og svits dem på panden i olie i 5 minutter. Tilsæt derefter squash skåret i grove stykker og svits yderligere i 5 minutter. Krydr med salt, peber og rosmarin. Kartoflerne skæres i grove tern og lægges i et smurt ildfast fad. De blandes med skinketern og løg-squashblandingen. Æggene piskes med fløde/mælk samt salt, peber og paprika. Æggeblandingen hældes i fadet. Til sidst drysses med masser af revet ost. Kartoffelfadet bages i ovnen ved 200 grader i ca. 30 minutter.

mandag den 1. august 2011

Pastafad med frikadeller

Nå, nu skulle det være noget med pasta og gerne noget i fad, så der kunne blive nem mad dagen efter. På et tidspunkt havde jeg printet en opskrift ud på pasta/frikadellegratin fra Tulips hjemmeside og den blev brugt som inspiration. Og ja, frikadellerne jeg brugte var færdiglavede og nej, det var ikke Tulips, men et andet mærke. Jeg må da også indrømme, at en gang hjemmelavede oksekødsboller nok havde smagt af lidt mere. Det blev nu en udmærket ret alligevel, selvom sovsen blev lidt for tynd.

Pastafad med frikadeller – min version
(4 personer eller 2 personer 2 dage)
1 pakke minifrikadeller
½ bouillonterning
250-300 g pasta efter hvor meget man spiser
olivenolie
1 bdt forårsløg
2 gulerødder
1 dåse flåede tomater
½ l færdiglavet mornaysovs
Herbes de Provence
salt og peber
parmasanost
Pastaen koges efter anvisningen på pakken, gerne 2 minutter mindre. Forårsløgene hakkes og svitses i lidt olie i en gryde. Gulerødderne rives groft og tilsættes sammen med en dåse tomater. Tomatsovsen står og simre mindst 10 minutter, gerne længere. Smages til med en ½ bouillonterning, Herbes de Provence, samt salt og peber. Til sidst tilsættes minifrikadellerne og det hele varmes igennem. Et ildfast fad smøres og halvdelen af tomatsovsen fordels over bunden. Derefter et lag mornaysovs og så et lag pasta. Derefter resten af tomatsovsen, så et lag pasta og til sidst mornaysovs. Inden fadet sættes i ovnen, drysses et lag parmasanost over. Pastafadet bages i ovnen i et kvarter. Og blev selvfølgelig serveret med dagens salat.