mandag den 3. oktober 2011

Pizza med spinat, skinke og flødeost

I reklameavisen fra Føtex er der hver uge fem opskrifter, faktisk nogle udmærkede opskrifter på hverdagsmad efter min mening. Forrige uge var et af forslagene pizza med spinat, skinke og flødeost (eller friskost, som det vist hedder nu til dags) med urter og den så god ud, så den skulle prøves. For at det skulle være nemt blev der brugt en færdigblandet brødblanding til pizzadejen i opskriften, men jeg ville hellere lave min egen pizzadej. Pizzaen blev faktisk rigtig lækker, også Datteren spiste den med stor fornøjelse.



Pizza med spinat, skinke og flødeost - min version
(4 personer eller 2 personer 2 dage)
25 g gær
2½ dl lunkent vand
1 tsk salt
1 spsk olie
200 g fuldkornshvedemel
ca. 150 g hvedemel
175 g flødeost med urter
1 dl cremefraiche 6%
3 soltørrede tomater i olie
250 g optøet helbladet spinat
1 ps revet ost
2 pakker skinke f.eks. serrano eller skinketern
Udrør den friske gær i lunkent vand. Rør olie og salt i og rør melet i lidt ad gangen, så meget dejen kan opsuge. Ælt den godt igennem til den er glat, blank og smidig. Læg dejen i en oliesmurt skål og vend dejkuglen, så den bliver dækket af olie. Dæk skålen med plastfilm og lad den hæve 1½-2 timer et lunt sted. Vend dejen ud på en melet flade, slå den ned og ælt den hurtigt igennem. Dejen rulles ud så den fylder en bageplade. Det er en stor portion dej, så der blev også lidt til overs til nogle minipizzastænger til Datterens madpakke. De soltørrede tomater skæres i tern og røres sammen med flødeost og cremefraiche, som derefter smøres ud over dejen. Drys med spinat og skinke skåret i mindre stykker. Drys til sidst med revet ost. Pizzaen bages ved 225 grader i 12-15 minutter. Serveres med dagens salat.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar