onsdag den 28. december 2011

Boganmeldelse: Tilbage til Faithful Place


Anmeldelse af Tana French: Tilbage til Faithful Place
Bogen er udkommet på forlaget Gyldendal. Du kan læse mere om bogen her 

”Tilbage til Faithful Place” er som udgangspunkt en krimi, men endnu mere er det en familiehistorie. Frank Mackey vokser op i et slumagtigt kvarter i Dublin sammen med sine to brødre og to søstre. Barndommen er præget af en voldelig og alkoholiseret far og en bitter og negativ mor. Som ung forelsker Frank sig i den smukke Rose Daly. Hans kærlighed bliver gengældt, men Roses far syntes absolut ikke om forbindelsen og de to unge mennesker beslutter sig for at stikke af til England sammen. Den aften de skal rejse, dukker Rose ikke op. Frank kan ikke tro andet end ,at hun er rejst uden ham og da han ikke ønsker at vende tilbage til familien, starter han et nyt liv for sig selv. Rose hører han ikke noget fra.

Omkring 20 år senere er han blevet politiinspektør i Undercoverafdelingen i Dublin, noget af en kovending for en der er vokset op i et kvarter, hvor politiet absolut ikke var eller er velset. På det tidspunkt har han kun sporadisk kontakt med sin ene søster, Jackie, resten af familien holder han sig langt væk fra. Han er selv blevet weekendfar til datteren Holly og selvom det ikke altid er nemt for ham at forene politiarbejdet med det at være weekendfar, elsker han sin datter højt og vil gøre alt for at hun skal få et bedre familieliv end det han voksede op med.

Men familien slipper man ikke sådan af med. En aften ringer Jackie og fortæller, at Roses kuffert pludselig er dukket op under istandsættelsen af en gammel faldefærdig bygning. Frank kan ikke gøre andet end tage tilbage til sit barndomskvarter for at se på sagen. Og snart efter viser det sig, at det ikke kun er Roses kuffert, der har været skjult i den gamle bygning. Også liget af Rose dukker op. Men hvem dræbte hende dengang for over tyve år siden? Og hvor meget er Franks egen familie rodet ind i sagen?

Man kan både læse bogen som en psykologisk historie om en families forhold til hinanden på godt og ondt og man kan læse bogen som en krimi, hvor omstændighederne omkring en gammel mordsag foldes ud og til sidst opklares. Tana French har skrevet to andre krimier: ”Skoven” og ”Som i et spejl”, jeg har læst begge med stor fornøjelse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar