søndag den 15. juli 2012




Anmeldelse af Kazuo Ishiguro: Slip mig aldrig
Bogen er udkommet på forlaget  Gyldendal. Du kan læse mere om bogen her

Hvor langt vil vi gå for at modvirke sygdom, alderdom og død?

Det er hvad ”Slip mig aldrig” handler om. Selvom historien foregår i slutningen af 1990’erne er det en slags fremtidsfortælling. Hovedpersonen Kathy beretter om sin opvækst på institutionen Hailsham, et tilsyneladende idyllisk sted langt ude på landet i England. Hun har ingen familie, men har levet på Hailsham hele sit liv, et liv der har været godt og trygt på mange måder. Der bliver sørget godt for børnenes fysiske behov og de opmuntres til at udleve deres kreative sider. Men efterhånden som Kathy og hendes venner, Ruth og Tommy, bliver ældre, begynder de at få  mistanke om, at de ikke er som andre mennesker. Ikke fordi de ved meget om andre mennesker, da de sjældent møder dem. Efterhånden går det op for dem, at der er et helt specielt formål med deres liv.

Det er en lavmælt, tankevækkende historie uden meget handling. Det meste af bogen fortæller Kathy om forskellige situationer, hun kan huske fra sin barndom og ungdom. Det der undrer mig mest er, at børnene fra Hailsham og andre lignende institutioner ikke gør oprør, da de finder ud af hvordan de bliver brugt. De affinder sig med tingenes tilstand og accepter at sådan er det bare. Det eneste de ønsker er at få et par ekstra år, inden de går i gang med at fuldføre den opgave, de er blevet sat i verden for at fuldføre.

Bogen er filmatiseret med den altid gode Keira Knightley i en af hovedrollerne. Filmen fanger bogens stemning rigtig godt, det er en afdæmpet, vemodig og meget smuk film.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar