søndag den 1. juli 2012

Studenten...og Elvis




Der har været lidt stille på bloggen de seneste dage...

... da vi har haft travlt i det lille hjem med at fejre at Datteren blev handelsstudent i onsdags. Tre års lektier og opgaver er overstået, og forarbejdet var gjort så godt, at hun scorede nogle rigtig flotte karakterer. I kan tro, at moren er stolt!

Onsdag var vi ud og spise sammen med min mor og far for at fejre den dygtige pige. Datteren havde valgt spisested og efter at have studeret de forskellige muligheder i Randers, hvor vi bor, faldt valget på Highway 51. Det er en restaurant, der ligger i forbindelse med Graceland Randers, som udover restauranten (eller dineren om man vil) også indeholder et Elvis Presley-museum, en Elvis Presley-butik samt selskabslokaler, man kan leje til fester. Maden er selvfølgelig meget præget af det amerikanske køkken og ikke mindst er den inspireret af den mad, Elvis selv kunne lide.




Vi startede med en af Elvis’ absolutte favoritter: En sandwich med hvidt sandwichbrød, jordnøddesmør og banan som hovedingredienser, derudover var der tilføjet stegt bacon og syltetøj. En voldsom spise, som vi delte alle fire. Det kunne aldrig blive daglig kost hjemme hos mig, men blandingen af det fede, det søde og det salte var forbavsende lækkert. Desuden var det simpelthen et must at prøve den sandwich det sted.


Som hovedret valgte vi alle noget forskelligt. Min far fik en Union Avenue Steak med masser af pomfritter og lidt salat. Ifølge min far, var steaken noget af det bedste, han længe havde fået. (Desværre ingen billeder af den). Datteren valgte en Original Memphis Bacon Cheese Burger og den fik også en rigtig god bedømmelse. Især var hun vild med osten, en Jack cheese, som åbenbart er en speciel amerikansk ost.



Min mor og jeg valgte salater. Min mor tog en Vegas Ceasar Salad, som var en typisk Cæsarsalat med
grillet kylling, croutoner, parmasanost og den klassiske Cæsardressing. Den var god og portionen havde en pæn størrelse, så det kunne sagtens gøre det ud for enhovedret. Det samme gjorde sig gældende for den salat jeg havde valgt - Jail House Rock Salad. En dejlig salat med grillstegt oksekød, feta, tomater og en viniagrettedressing - uhm.



Ja, så var vi jo lige et par stykker, der skulle have en dessert. Ikke fordi vi var sultne, meen lidt lækkersulten er man jo altid. Datteren valgte den dessert, jeg også ville have valgt, hvis jeg ikke havde været så mæt. Desserten hed King’s Brownies og den bestod af mørk og hvid chokoladebrownies, vanilleis, chokoladeis og appelsinsorbet med chokoladesovs, flødeskum og ristede mandler. Jeg siger jer, det smagte godt! Jeg fik nemlig lov til at smage på Datterens portion


Jeg valgte selv Strawberry Cheese Cake til dessert og havde bare regnet med at få et stykke. Men også denne dessert var overdådig, med hele to stykker cheesecake serveret med friske blommer, chokoladesovs og var der mon også lidt flødeskum? Den kunne nu langt fra måle sig med King’s Brownies og jeg har også fået cheesecake andre steder, jeg syntes bedre om end denne udgave.


Alt i alt var det et superlækkert måltid, som alle nød rigtig meget. Betjening var meget venlig og selvfølgelig blev der spillet Elvis-musik under måltidet. Men lydniveauet var lavt nok til, at man sagtens kunne føre en samtale og det var dejligt.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar