søndag den 21. juli 2013

Blog-pause

Hvis du hører til dem ...

...der ind imellem har besøgt min blog, så har du måske lagt mærke til, at det har været lidt småt med indlæg på det seneste.

Jeg er inde i en periode, hvor der ikke er så meget tid og overskud til at blogge. Dels er Datteren kommet hjem, og da hun snart flytter hjemmefra for at læse i København, er der en hel del ting, der skal på plads i den anledning. Dels er der ferie på mit arbejde, hvilket har givet nogle ekstra vagter, som jo også tager tid.

Nå ja, min gamle stationære computer har også været lidt træls at arbejde med på det seneste, det fremmer jo heller ikke ligefrem lysten til at sætte sig og gå i gang.

Og så er det jo forresten også sommer og der skal også være tid til at komme ud og nyde det gode vejr, især når det er der.

Så alt i alt er tiden ikke rigtig til det lige nu. Det skulle gerne være en fornøjelse at skrive på bloggen (og det har det også været) og ikke stressende. Så jeg har besluttet at holde en pause, selvom jeg synes, at det er lidt svært at undvære. Det er f.eks. underligt ikke at skulle tage billeder og skrive om det, når jeg laver noget spændende mad - ikke at det bliver til så meget i øjeblikket.

Men det er nok bedre at holde en pause nu og så tager det op igen hen på sommeren, når der forhåbentlig er tid og kræfter til det igen. Hvem ved, måske får jeg en masse gode ideer, mens jeg laver alt muligt andet.

God sommer til vi ses igen!


tirsdag den 9. juli 2013

Tundeller med koriander

Frikadeller med tun kan laves på flere måder…

…her har jeg prøvet en opskrift fra Spis Bedre nr. 4 2013. Opskriften er lavet af Malou, som har den spændende madblog Klidmoster. Der er masser af koriander i denne opskrift, men hvis man ikke er til koriander, kan man sagtens bruge andre krydderurter. Jeg fik selv lavet den med koriander denne gang, da en kollega på arbejdet netop havde medbragte et ordentligt bundt.


Tundeller med koriander – min version
(1 person – plus lidt til madpakken)
1 dåse tun med olie eller vand
1 æg
30 g revet gulerod
4 spsk havregryn
frisk koriander efter smag
2 dråber tabasco
salt, peber
2 spsk olie
Åben tundåsen og pres lidt af væden fra. Tunen kommes i en skål og moses med en gaffel. Så tilsættes æg, gulerod, havregryn, hakket koriander, tabasco, salt og peber. Farsen røres godt sammen til den har en god lind konsistens og sættes så på køl i ca. 30 minutter. Form derefter farsen til små deller der steges i olie i 3-5 minutter. Lad dem dryppe af på et stykke køkkenrulle. Som tilbehør havde jeg vendt en gang skivede champignon i lidt olie i en gryde sammen med grofthakket pak choi, lidt chili, lidt citrongræs og lidt friskrevet ingefær samt et par forårsløg skåret i ringe. Jeg tilføjede lidt soja samt en lille håndfuld jordnødder og så var det fint tilbehør til tundellerne.

søndag den 7. juli 2013

Ud på sommertur -Trelde Næs

Mine forældres sommerhus…

…ligger ved Hvidbjerg mellem Fredericia og Vejle og her er mulighed for mange dejlige ture. Nedenstående tur gik til Trelde Næs, et dejligt naturområde med skov, flotte kystskrænter og badestrand (ikke at det var noget vi brugte den dag). På nordsiden af næsset er der flade strandenge ud til vandet, på sydsiden stejle skrænter. Og midt i en dejlig skov, som er stor nok til at man godt kan gå vild. Men det var i øvrigt på en helt anden tur, jeg gjorde det.

Fakta om Trelde Næs:
De yderste 100 ha af Trelde Næs er fredet og har været ejet af Fredericia kommune siden 1966. Før det var området ejet af fabrikant Harald Plum, der brugte området som landsted og produktionsskov. I dag har alle heldigvis mulighed for at få glæde af den dejlige natur derude.

 Det første glimt af vandet, når man starter turen fra p-pladsen

Nordsiden af næsset er fladt med strandenge til vandet

Små nøjsomme blomster



Nogle af de lokale rødder


På sydsiden har vinterhalvårets storme været hårde ved træerne

Du kan læse mere om Trelde Næs her

fredag den 5. juli 2013

Karryblomkål med quinoa og skyrdip

En enkel og let hverdags-vegetarret…

…fra før Datteren kom tilbage fra Australien, er denne vegetarret med blomkål og quinoa. Fundet i bogen ”I love nem vegetarisk” af Katrine Klinken. I sig selv har retten ikke mange farver, men man kan jo altid servere en farvestrålende salat som tilbehør.


Karryblomkål med quinoa og skyrdip – min version
(1 person)
1 dl quinoa – jeg brugte den røde
1 nyt løg med top
ca. ½ blomkålshoved
1 spsk olie
karry efter smag
2 spsk vand
50 dl skyr
lidt chilisovs
lidt frisk mynte, skyllet og hakket
lidt persille, skyllet og hakket
salt
Kog først quinoaen efter anvisningen på pakken. Lav derefter skyrdippen. Rør skyr sammen med chilisovs, mynte og persille. Smag til med salt. Sættes koldt, mens retten laves færdig. Pil og hak løgene. Del blomkålen i små buketter, skyl dem og lad dem afdryppe, Steg løgene klare i lidt olie. Tilsæt karry og rør rundt. Tilsæt blomkålsbuketter og lidt vand og lad det hele simre 3-4 minutter. Bland den kogte quinoa i. Jeg syntes at mængden at quinoa blev for meget, så jeg tog noget fra. Det kan altid bruges i næste dags salat. Lad quinoaen varme igennem i gryden og smag til med salt og karry. Serveres med karrydip og meget gerne en salat.

Nyt fra Anne på Sjette
Eller måske rettere - ikke så meget nyt i øjeblikket. Der har ikke været meget tid til bloggen efter Datteren kom hjem. Der er ekstravagter på grund af ferie på arbejdet og forskellige ting, der skal ordnes sammen med Datteren. Men mad på bordet får vi jo hver dag alligevel.