tirsdag den 30. december 2014

Gryderet med mørbrad, lækker gulerodssalat og dejlige gåture i december

Her på denne mørke årstid...


... bliver det jo ikke rigtig til så mange gå- og cykelture som i sommerhalvåret. Dels er der ikke så mange lyse timer, dels er vejret ikke altid så indbydende.Men der er heldigvis også dage, hvor solen skinner fra en blå himmel og hvor man rigtig får lyst til at gå ud.




Jeg går eller cykler jo gerne ture, når jeg kan komme til det. Og når jeg er ude på tur, synes jeg, at det er sjovt at se hvor langt jeg går/cykler. Derfor måler jeg ofte mine ture med app'en Endomondo, som jeg har på min smartphone. Indtil videre har jeg gået/cyklet omkring 75 km i december måned. Det er ikke meget, når man sammenligner med august, hvor jeg kom op på 317 km! Men da havde jeg selvfølgelig også ferie.

Og så til en dejlig gryderet med mørbrad, som jeg lavede for et stykke tid siden. Opskriften havde jeg fundet hos Isabellas. Hvis mørbradgryden måske er lidt tam i farvener, så er der til gengæld masser af knald på farverne i tilbehøret, som var en frisk gulerodssalat. Opskriften på gulerodssalaten med den lækre dressing fandt jeg hos Smag på maden.


Svinemørbrad med abrikoser - min version
(2 personer)
400 g afpudset svinemørbrad
1 rødløg
olivenolie
1 lille fed hvidløg
1 porre
75 g tørrede abrikoser
2 spsk soja
1 spsk flydende honning
½-1 dl vand
peber
1½ dl perlebyg
Svinemørbraden skæres ud i store tern. Brun kødet i lidt olivenolie i en gryde. Hak løg, hvidløg og porrer og tilsæt dem til gryden. Svits det hele uden at det bliver brunt. Hak abrikoserne groft og tilsæt dem sammen med soja, flydende honning og vand. Læg låg på gryden og lad retten småsimre ca. 25 minutter. Kog perlebyggen efter anvisningen på pakken og rør den i mørbradgryden lige inden severingen.


Gulerodssalat med mangotahindressing - min version
5-6 gulerødder (afhængig af størrelse)
Bataviasalat (anden grøn salat kan også bruges)
½ moden mango
2 store spsk tahin
2 cm frisk fintrevet ingefær
kerner fra ½ granatæble
Riv gulerødderne groft i en skål. Riv eller skær bataviasalaten og bland den med gulerødderne. Skær mangoen ud i mindre stykker og kom den i en minihakker sammen med tahin og ingefær og blend det hele til en god dressing. Vend dressingen i gulerødderne sammen med granatæblekerner. Gem nogle af kernerne til at pynte med til sidst.

lørdag den 27. december 2014

Thaisuppe med quinoa og kylling

Efter nogle dejlige juledage med familien...


... er jeg hjemme igen sammen med Datteren. Det var hyggeligt at være sammen med familien - der blev danset om juletræ, pakket gaver ud, leget pakkeleg, gået ture, snakket, set film og ikke mindst spist masser af dejlig julemad og lækkerier.

Men nu trænger man ligesom til noget helt andet og derfor får I her en opskrift på en dejlig suppe med kylling og quinoa samt lidt grønsager.

Thaisuppe med kylling og quinoa
(2 personer)
1 dl quinoa
200 g kyllingebryst
olivenolie
2 gulerødder
1½ pastinak
chili
hvidløg
citrongræs
gurkemeje
ingefær
½ l bouillon
1 lille dåse kokosmælk
½ mango

Quinoaen koges efter anvisningen på pakken og køler af. Kyllingebrystet skæres i tern og steges i olie, til det har fået farve. Derefter tages kyllingekødet op af gryden. Gulerødder og pastinak skæres i tern. Hvidløg hakkes fint, ingefæren rives fint. Lidt olie opvarmes igen i gryden og heri svitses krydderierne lidt inden gulerods- og pastinaktern kommes i gryden og det hele svitses ca. 5 minutter. Så tilsættes bouillon og kokosmælk og når det begynder at koge, tilsættes kyllingetern. Lad det hele koge 5-10 minutter. Imens skæres mangoen i tern og blandes med den kogte quinoa. Ved serveringen hældes suppen op i en tallerken og et par skefulde quinoamangoblanding kommes oven i.

tirsdag den 23. december 2014

Julekonfekt 2014 2. del

Mere konfekt...

...fra weekendens projekt, får I i dag. Nogen Mette Blomsterberg bliver jeg aldrig, det er jeg alt for utålmodig til. Men bare konfekten smager godt og ser nogenlunde ud, så er jeg sikker på, at både jeg selv og familien bliver tilfredse med resultatet.

Alle gæster på bloggen ønskes 

en rigtig glædelig jul


Her kommer de fire sidste slags konfekt, jeg fik lavet i år. Marcipansnitter med chokoladetrøffel med kaffesmag. Udgangspunktet fra opskriften er fra Odense Marcipan, jeg ændrede dog på opskriften undervejs. Så blev der lavet en gang marcipan med svesker i madeira. Og så lavede jeg to slags Rocky Road, som jo egentlig bare er chokolade blandet med forskellige lækre ting.

Marcipansnitter med chokoladetrøffel
350 g marcipan
200 g mørk chokolade
½ dl piskefløde
2 spsk meget stærk kaffe
50 g blød smørbar nougat - lad den evt. stå fremme i stuetemperatur
hasselnødder
Marcipanen rulles ud og lægges i bunden af en rugbrødsform, så den dækker hele bunden. Chokoladen hakkes fint. Piskefløden koges op i en gryde, fjernes fra varmen og den finthakkede chokolade røres i. Kaffen tilsættes. Nougaten smøres ud over marcipanen. Hæld chokolademassen over og smør den godt ud over nougatlaget. Sæt formen i køleskabet og lad det hele stå koldt til næste dag, hvor marcipansnitterne skæres ud i tern .

Marcipan med svesker i madeira
(ca. 25 stk)
8-10 svesker
3 spsk madeira
250 g marcipan
150 g mørk chokolade
15 pecan- eller valnødder
Hak sveskerne og lad dem trække i madeiraen en time. Ælt marcipanen i. Form marcipanen til to lange pølser, der skæres i mindre stykker. Form stykkerne til små tykke pølser. Lad dem stå koldt en times tid. Del pecannødderne i to. Smelt chokoladen og dyp marcipanstykkerne i.chokoladen. Tryk forsigt en halv pecannød ned i hvert stykke.

Rocky Road – børneudgaven
150 g mørk chokolade
50 g hvid chokolade
50 juleskumfiduser, klippet i små stykker
50 g saltede peanuts
Den mørke chokolade smeltes i vandbad eller mikroovn. Bagefter smeltes den hvide chokolade på samme måde. Den mørke chokolade smøres ud på et stykke bagepapir og den hvide chokolade blandes i. Skumfidusstykker og peanuts blandes i og det hele stilles koldt. Når chokoladen er stivnet, skæres eller brækkes den i passende stykker.

Rocky Road – voksenudgaven
200 g mørk chokolade
50 g mandler
25 g tørrede abrikoser, klippet i mindre stykker
25 g tranebær                                           
tørret solbær til pynt

Mandlerne ristes 3-4 minutter på en varm tør pande. Afkøles.Den mørke chokolade smeltes i vandbad eller mikroovn. Chokoladen smøres ud på et stykke bagepapir, mandler og tørret frugt blandes sammen med chokoladen. Til sidst drysses med tørret solbær. Lægges koldt. Når chokoladen er stivnet, skæres eller brækkes den i passende stykker.

mandag den 22. december 2014

Julekonfekt 2014 1. del

Weekenden blev bl.a. brugt til at...

...lave en masse lækker konfekt, som jeg skal have med til juledagene hos min søster. Som altid havde jeg købt rigeligt ind af både det ene og det andet og meget blev da også brugt.

Det nye i år var daddelkugler. Dem lavede jeg to slags af og opskrifterne får I her. Resten af opskrifterne får I i morgen.


Daddelkugler med appelsin og jordnøddesmør
(ca. 28 stk.)
200 g friske dadler
150 g mandler
appelsinskal fra en halv økoappelsin
appelsinsaft
1 spsk peanutbutter
kakaopulver
Mandlerne hakkes ret fint. Dadlerne hakkes og blendes sammen med dadler. Appelsinskal- og saft tilsættes sammen med peanutbutter. Det hele blandes godt og formes til kugler. Tril kuglerne i kakao og sæt dem i køleskabet.

 
Daddelkugler med nødder
(ca. 28 stk)
200 g dadler
100 g hasselnødder
1 lille teske nøddebalsamico
hvid chokolade
100 g finthakkede hasselnødder og mandler

Start med at riste nødderne i ovnen. Rist dem ca. 10-15 minutter ved 200 grader. Men ikke så længe, at de bliver for mørke. Tag dem ud af ovnen og gnid skallerne af. Hak derefter nødderne. Blend dadlerne med nødderne og nøddebalsamico. Form massen til små kugler og stil dem koldt. Hak hasselnødder og valnødder fint. Smelt den hvide chokolade i vandbad eller mikroovnen og vend kuglerne først i chokolade og derefter i de finthakkede nødder. Stil atter kuglerne koldt.


Midt i det hele mistede jeg tilsyneladende en god gammel trofast ven i køkkenet, nemlig ovenstående køkkenmaskine. Jeg havde lige fået hakket og blendet det jeg skulle og bum, så ville den pludselig ikke mere. Jeg har haft den i 30 år, ja stort set siden jeg flyttede hjemmefra. Så måske er det OK, at den har sagt stop nu. Må ud og finde en ny efter jul, for sådan en kan jeg ikke undvære.

fredag den 19. december 2014

Dejlig salat med rødbeder og rucola og en lille smule jul

Der kommer nok ikke som en overraskelse...

...for dem der følger min blog, at jeg ikke er det store julemenneske. Jeg kunne undskylde det med, at jeg bor alene og så er der ingen grund til at gøre så meget ud af det. Men jeg er sikker på, at ægte julemennesker pynter op til jul og hygger sig med juleforberedelserne, uanset om de er alene eller en del af en stor familie.

Det er ikke noget jeg af stolt af. Faktisk synes jeg, at det må være rigtig dejligt at være en, der hygger sig med de mange juleforberedelser og næsten ikke kan få nok. Men sådan er jeg bare ikke. Det er dog ikke ensbetydende med, ar jeg ikke pynter lidt op og laver lidt juleting, som f.eks. konfekt.


Bl.a. har jeg mine yndlingsnisser som altid kommer frem hver jul og har gjort det i rigtig mange år. Og det er dem I kan se billeder af på bloggen i dag.

Dagens opskrift er heller ikke særlig juleagtig, men hører alligevel nok til i vinterhalvåret. Det er nemlig en dejlig rødbedesalat, som kan bruges som tilbehør til mage ting, f.eks. frikadeller, medisterpølse, koteletter m.m. Opskriften har jeg fundet hos Slankedoktor.dk.


Rødbedesalat med rucola og parmesan
(1 person)
125 g rødbeder
½ dl appelsinsaft
1 tsk balsamicoeddike
1 tsk olivenolie
salt, peber
50 g rucola
1 spsk græskarkerner
25 g parmesan

Rødbederne renses og koges i ca. 20  minutter i letsaltet vand. Skindet gnides af, rødbederne skylles i koldt vand og skæres i store tern. Appelsinsaften piskes med balsamico, olie, salt og peber og derefter vendes rødbederne i dressingen. Lad salaten trække en time. Rucolaen skylles og hakkes groft, hvorefter den vendes med rødbederne. Til sidst drysses salaten med græskarkerner og parmesanost.

onsdag den 17. december 2014

Nem hverdagsret med kylling og porrer og lidt om Hobbitten

I aftes var jeg bikspasser i Bio...


...og fik i den anledning set tredje del af "Hobbitten". Den skulle jeg nu altså også se. Jeg har været Tolkien-fans siden 70-erne, hvor jeg læste "Ringenes Herre" første gang. Jeg var vild med fantasy den gang og der fandtes ikke ret meget ud over Tolkien og C. S. Lewis's Narnia-bøger.



Jeg kan stadig godt lide en god fantasy-historie og jeg har set "Ringenes Herre"-filmene mange gange. Faktisk blev jeg så grebet af de fantastiske landskaber der er i filmene, at jeg i 2006 rejste rundt i New Zealand i seks uger sammen med min datter. Og vi besøgte nogle af de forskellige locations fra filmene, det var en ret fantastisk oplevelse. (New Zealand er nu et fantastisk land - Ringenes Herre eller ej).


Så, jo jeg var nødt til at se afslutningen på Hobbitten. Peter Jackson har jo lavet rigtig meget om i forhold til bøgerne, og der er lidt for meget kamp og lidt for lidt hobbit i de tre Hobbit-film efter min smag. Jeg synes, at de tre Ringenes Herre-film er de bedste. Jeg husker stadig hvordan jeg (og mange andre) med stor spænding ventede på filmene, spændte på hvordan Peter Jackson ville overføre Tolkiens fantastiske univers til det store lærred. Hobbit-filmene er også flotte, men for mig har de ikke det næsten magiske skær, der var over Ringenes Herre-filmene.


Jeg ved ikke hvor meget en hobbit ville sætte pris på nedenstående ret. Men omvendt elsker de jo mad, så de havde nok spist den med glæde. Opskriften er fundet i bogen Fedtfattig mad med 3 ingredienser af Sandra Leigh Draznin. Jeg ændrede den til en mere nordisk udgave smagt til med timian i stedet for ingefær og soja.


Kylling med porrer og soltørrede tomater
(1 person 2 dage eller 2 personer 1 dag)
2 kyllingebryster
2 porrer
25 g soltørrede tomater
2 dl hønsebouillon
frisk eller tørret timian
salt, peber
majsstivelse
parmesanost       
Snit de rensede porrer i mindre stykker. Læg dem i bunden af en pande sammen med fintsnittede soltørrede tomater og hakket timian. Hæld bouillon på og giv det et opkog. Læg kyllingebrysterne på og lad det koge under låg i ca. 15 minutter. Tag kylling og grønsager op og hold dem varme. Jævn sovsen med majsstivelse og smag den til med salt og peber. Kan serveres med dagens salat samt pasta eller brød. Hvis I synes pastaen ser lidt underlig ud, så er det fordi jeg har brugt pasta lavet af sorte bønner. Det fungerer fint og smager udmærket.


søndag den 14. december 2014

Grønkålssalat og boganmeldelse

Dagen efter julefrokosten...

... skulle aftensmaden bare være noget nemt og let. Et kig i køleskabet pegede i retning af en grønkålssalat. Så sådan en fik jeg lavet med nedenstående ingredienser.

Grønkålssalat med nødder og frugt
grønkål
hasselnødder
ræddike
tranebær
mandarin
Grønkålen snittes fint. Nødderne ristes på panden 5-10 minutter. De skal ikke blive mørke, men må gerne tabe skindet. Resten kan man gnide af i et vidskestykke. Ræddiken skrælles og skæres i små tern. Mandarinen pilles, deles i både, der skæres over i to halvdele. Alle ingredienserne blandes sammen. En dressing røres sammen af olivenolie, balsamico, lidt honning, salt og peber. Vend dressingen med salat og så er den klar.

Aftenens tallerken kom herefter til at bestå af: grønkålssalat, hellefisk, Manchego ost og lidt flute (som blev dyppet i noget af den gode olie fra Madrid). Dejlig enkel mad.

Det er længe siden I har fået en boganmeldelse. Så her kommer der en:

Huset Longbourn af Jo Faber.
Læs mere om bogen her

Historien om den unge tjenestepige Sarah er guf for fans ad Downton Abbey og læsere, der kan lide at læse om livet blandt herskab og tjenestefolk. Og ikke mindst for Jane Austen-fans, da bogen foregår hos familien Bennet kendt fra Jane Austens roman "Stolthed og fordom".
Hos Jane Austen får vi historien om Elizabeth, hendes søstre og deres forældre fortalt fra herskabets side. Men hvordan var det egentlig at være tjenestefolk hos familien Bennet (og andre lignende familier på den tid)? Der skulle vaskes en masse tøj - og det var altså med håndkraft - og laves mad fra bunden og gøres rent og spændes heste for vogne og køres frem og tilbage i en uendelighed. Et hårdt og slidsomt arbejde, vi har svært ved at forestille os i dag.
Hver gang de fine frøkener Bennet viste frem i smukke kjoler og flotte frisurer kostede det mange timers arbejde for Sarah og de andre tjenestefolk - husholdersken Mrs, Hill, hendes mand Mr. Hill, pigen Polly og herskabstjeneren James.
God, velskrevet og medrivende roman om livet blandt tjenestefolk, om hverdagslivets op og nedture, om krig og om kærlighed.



lørdag den 13. december 2014

Julefrokost med mexicansk smag

I går aftes bliver mit arbejdssted...


...julefrokostramt. Jeg var selv med til at planlægge julefrokosten og vi havde besluttet os for, at det ikke skulle være traditionel julemad. I stedet faldt valget på en mexicansk menu, som vi bestilte ude.
Og det var rigtig lækkert. Det var ikke det hele, jeg fik taget billeder af men her kan I se nogle af de retter, vi fik lov til at hygge os med:

Rejer med bacon - en lille lækker bid

Peberfrugt med fyld af oksefars - de var gode

Og selvfølgelig - ingen mexicansk buffet uden Nachos med guacamole - mums

Kylling med mole (chokoladesovs) og chiliris

Jeg fik så ikke taget billeder af den lækre Chili con Carne eller af salaten med tomater og avocado eller de bagte kartofler. Alt i alt smagte det alt sammen godt og var ikke for stærkt så alle kunne være med. 

Til dessert var der Tiramisu-is, det er vist ikke særlig mexicansk 
og det var heller ikke den mest fantastiske oplevelse.


Udover mad og drikke var der den traditionelle pakkeleg, hvor jeg blev den heldige vinder af ovenstående gaver - helt sikkert alt sammen noget, jeg lige stod og manglede.

Vi havde også en supersjov konkurrence, hvor to hold konkurrerede mod hinanden om at mime en bogtitel, som det andet hold så skulle gætte. (Julefrokostens mest faglige indslag - vi er vel biblioteks-mennesker). Men det får I ingen billeder af, for jeg har et udmærket forhold til mine kollegaer og det vil jeg gerne blive ved med at have.

Alt i alt blev det en rigtig hyggelig aften i selskab med en flok glade kollegaer, dejligt.








onsdag den 10. december 2014

Lækker brunch og wraps med rødbeder

Sammen med mine gode kollegaer...


...fra børnebiblioteket, har vi den gode tradition at holde årets sidste møde på den superhyggelige Cafe Cupcake i Assens. Jeg har skrevet om stedet før i forbindelse med et besøg i sommers sammen med min datter. Da mødet blev holdt om formiddagen, var det oplagt at prøve deres brunch. Og den var rigtig lækker - bare hør her:
CupCake æg med bacon og tomat.
2 slags oste med frugt
Rimmet laks med syltet havtorn
Julepølse med æblechutney
Pandekage med svedske i jamaicarom
Hjemmelavet marmelade
Friskbagt brød (både rugbrød, grovbrød og croissant)
Det smagte fortræffeligt. Og deres Chai Latte er i øvrigt også rigtig lækker.

Og så til noget helt andet. Nemlig hjemmelavede krydderurtewraps med rødbedefyld. Opskriften på wraps fandt jeg hos Boligliv. Jeg ændrede lidt på opskriften, da jeg brugte fuldkornsspeltmel i stedet for hvedemel. Det blev nogle ret lækre wraps. Jeg lavede også en anden slags rødbedefyld end det der var i den oprindelige opskrift.


Krydderurterwraps med rødbedefyld
(1 person 2 dage eller 2 personer 1 dag)
Wraps:
(5 små eller 4 store tykke wraps/pandekager)
30 g havregyn
knap 4 dl mælk
90 g fuldkornsspeltmel
1 tsk salt
3 æg
krydderurter – jeg brugte rosmarin og persille
smør eller olie til stegning
Fyld:
200 rødbede
100 g rødløg
50 g skyr
50 g blå ost, jeg brugte Klosterkrone fra Høng
Wrapsene laves først. Kom havregrynene i en skål og hæld halvdelen af mælken over. Lad havregrynene stå 30 minutter. Kom speltmel i en skål sammen med salt og hakkede krydderurter. Tilsæt æggene et ad gangen. Tilsæt udblødte havregryn og resten af mælken og rør dejen lind. Lad dejen hvile endnu 30 minutter. Varm olie eller smør på panden og bag wrapsene.

Mens wrapsene hviler laves fyldet. Rødbederne skrælles og skæres i grove tern. Rødløget skæres i grove stykker. Grønsagerne lægges i et ildfast fad og vendes med olie, salt og peber. Bages 40 minutter ved 200 grader. Kom dem i ovnen så de nogenlunde er færdige samtidig med wrapsene. Når de kommer ud af ovnen, skæres rødbederne i mindre stykker. Skær osten i mindre stykker og rør dem sammen med skyr til en grynet smørbar masse. Læg en wrap på tallerken, smør ostemassen ud over, læg fyldet på halvdelen af wrapen og fold den sammen. Så er den klar til servering sammen med dagens salat.



mandag den 8. december 2014

Mere spansk mad

I weekenden..

...havde jeg besøg af mine forældre. Inspireret af al den gode mad, min søster og jeg havde fået i Madrid, besluttede jeg, at de skulle have spansk-inspireret mad. Jeg havde lånt en rigtig god bog på biblioteket: Det ægte spanske køkken af Pepita Aris. Den er fyldt med gode opskrifter, så der var nok at vælge imellem. Valget faldt på en klassisk spansk ret - kødboller med tomatsovs. Og dertil kartofler og en appelsinsalat. Opskrifterne kommer længere nede i indlægget.


Mine forældre kom til frokost, så vi startede med frokost a lá Tapas. Der var skinke og chorizo, olivenolie og brød til at dyppe i olien (uhm det elsker jeg), oliven og kartoffeltortilla.


Spanske kødboller i tomatsovs (Albóndigas Con Salsa De Tomate)
(4 personer)
Tomatsovs
1 stort løg
2 dåser hakkede tomater:
1 fed hvidløg, finthakket
olivenolie
et nip sukker
salt, peber
rosmarin
1 dl rødvin
Kødboller:
300 g oksefars
200 g svinefars
2 finthakkede forårsløg
persille
2 spsk parmesan
timian
Tomatsovsen laves først. Gerne i god tid, så den kan stå og småsimre en time eller halvanden. Det synes jeg, at den bliver rigtig god af. Løget hakkes fint og svitses i lidt olie sammen med hvidløg. Når løgene er blevet bløde, men ikke brune, tilsættes dåsetomater samt rosmarin, salt og peber og et nip sukker. Lad det hele småkoge 1-1½ time. Lige før sovsen skal bruges smages den til med ekstra krydderier og en dl rødvin. Til kødbollerne røres farsen med finthakket forårsløg, fintrevet parmesan, hakket persille, salt, peber og timian. Farsen formes til små faste boller. De brunes i olie på panden og steger derefter ca. 15-20 minutter, til de er gennemstegt. Ved serveringen hældes tomatsovsen op i et serveringsfad og kødbollerne lægges ovenpå. Jeg serverede salat og pandestegte kartofler til.


Salat med appelsin, avocado og tomat
(3-4 personer)
Grønne salatblade, f.eks. Iceberg eller Batavia
3 appelsiner
3 tomater
1 avocado
1 forårsløg
10-12 sorte oliven
Dressing af:
olivenolie
citronsaft
1 spsk finthakket persille
salt og peber
Skyl salatbladene, tør dem og læg dem på et fad. Skræl appelsinerne, skæg dem i skiver og læg dem på salaten. Forårsløget hakkes fint og drysses over. Tomaterne og avocado skæres i tern. Dressingen piskes sammen og avocadoternene vendes i halvdelen af dressingen. Resten af dressingen dryppes ud over appelsinskiverne. Avocadotern og tomattern blandes og spredes ud over appelsinskiverne sammen med sorte oliven.

søndag den 7. december 2014

Anne Naturglad i Madrid 4

Også i Madrid pyntes der op til jul - med masser af lysdekorationer, julekrybbefigurer af alle mulige slags, ja selv julemanden kan man møde dernede

Vi var lidt spændte på, hvor meget juleudsmykning de havde i Madrid. 
Vi blev bestemt ikke skuffede. Når mørket sænkede sig, var byens gader oplyst 
af masser af lysedekorationer, som f.eks. det fineste lyserøde juletræ.




Ved slottet fik den hele armen med blå og hvide lys, der muntert blinkede i takt til de julesange
 der drønede ud fra hemmelige højtalere skjult i buske og træer. Ren disco-stemning.




Intet spansk hjem uden egen julekrybbe - eller det er i hvert fald, hvad man må tro, når man ser det enorme udbud af figurer til julekrybber. Her var Jesus, Maria og Josef, vise mænd og hyrder i alverdens udgaver. Og man behøvede ikke at stoppe med stalden, der var mulighed for at bygge hele landsbyer op omkring den hellige familie.  

Selv julemanden var taget til Madrid, her ses han i selskab med nogle af de lokale!

Og så kommer der ikke mere om Madrid i denne omgang
 - men det kan ikke udelukkes, at der kan dukke noget spansk mad op på bloggen....