tirsdag den 31. marts 2015

Kylling i karry med broccoliris - gult og grønt på en hvid dag

Hvem skulle nu have troet det?...

...at man dagen før d. 1. april skulle vågne op til en snedækket verden. Ikke ligefrem velkomment - men smukt var det nu. I hvert fald indtil det begyndte at blive vådt, gråt og smattet i stedet for et romantisk hvidt drys. Så er det alligevel dejligt, at foråret er lige om hjørnet.
 

Sådan en gang vintervejr giver lyst til mad med varme og krydderier, så valget faldt på en gang kylling med karry. Serveret med broccoliris. Og den opskrift får I her.



Kylling i karry med broccoliris
(1 person)
100-150 g kyllingebryst
hønsebouillon
1 lille løg
olivenolie
finthakket hvidløg
½ spsk karry
gurkemeje
spidskommen
koriander
chili
ingefær
4 ringe ananas fra dåse
2 dl kogevand fra kylling
1-2 dl fløde
maizenamel
en lille håndfuld saltede jordnødder
en lille håndfuld rosiner
salt, peber
broccoli
1 gulerod
hønsebouillon
Start med at koge kyllingebrystet 15 minutter i hønsebouillon. Tag kyllingekødet op og gem bouillonen. Hak løget og svits det i olie på panden. Tilsæt hvidløg og krydderier efter smag. Varm det hele igennem og tilsæt bouillon og fløde. Lad sovsen koge op og lad den derefter koge nogle minutter. Skær kylllingekødet og ananasringe i tern. Tilsæt kyllingekødet og varm det igennem. Hvis sovsen er tynd, jævnes den med lidt maizena rørt op i lidt vand. Lige inden serveringen tilsættes ananastern. Det kan godt få sovsen til at skille lidt. Til broccolirisene finthakkes broccoli og gulerod i en minihakker. Grønsagerne kommes i en gryde og dækkes med hønsebouillon. Lad dem koge ca. fem minutter og så er broccolirisen klar til servering sammen med karrysovsen med kylling.

Note: Karrysovs er altid en vinder og kylling er en god partner. Er man grønsagselsker er broccoliris rigtig lækkert og så ser det også godt ud på tallerken med de mange farver.

mandag den 30. marts 2015

Blondies med strejf af citron og hindbær

Brownies...

...er en lækker chokoladekage, som de fleste nok kender. Hvad måske ikke alle ved er, at hvis man laver samme form for kage med hvid chokolade, ja så hedder det blondies.

Og hvis der er en der ved noget om kager med chokolade, så er det bloggeren Anne au Chocolat. Og det er en af hendes opskrifter, jeg fik afprøvet her i weekenden, hvor en veninde kom på besøg. Jeg lavede halv portion, skiftede en økolime ud med en økocitron (for det var sådan en jeg kunne få), men fulgte ellers stort set opskriften.


Blondies med hindbær og citron
(4-5 personer)
100 g smør
100 g hvid chokolade
1½ æg
90 g sukker
65 g mel
en knivspids salt
50 g mandler, hakket
50 g hvid chokolade, hakket
revet skal af en økocitron
75 g hindbær


Hvis du bruger frosne hindbær, giv dem da et kort opkog og lad dem køle af. Smelt smørret i en gryde. Smelt 100 g hvid chokolade over vandbad eller i mikroovn. Pisk æg, sukker, mel og salt sammen i en skål til en let og luftig konsistens. Vend derefter smør og chokolade i dejen. Kom de hakkede mandler i sammen med resten af den hvide chokolade og revet citronskal. Vend hindbærrene i dejen. Kom dejen i en form foret med bagepapir, jeg brugte en stor rugbrødsform. Bages ved 180 grader i 30-35 minutter.

Note: Jeg havde tænkt, at kagen måske blev en anelse for fed i det, men den blev rigtig lækker, smagfuld og svampet. 


fredag den 27. marts 2015

Peberfrugtsuppe - dejlig varm suppe med C-vitaminer

Man ved aldrig hvornår...

...den rammer, altså forkølelsen. I et par dage har jeg været ramt af en af de lidt mere trælse med hoste, træthed, let feber og trang til bare at ligge på sofaen med en varm dyne og en kop te. Ikke syg nok til at sove det væk, men for syg til at have overskud og lyst til noget som helst. Heller ikke madlavning.

Så ville det have været godt med en bøtte frossen suppe i fryseren. Det havde jeg desværre ikke, så det blev til lidt brød, ost og røræg. Men hvis jeg havde haft en bøtte suppe, så måtte det godt have været en suppe som den peberfrugtsuppe, I får opskriften på her.


Suppe med peberfrugt, gulerod og chorizo
(1 person plus lille portion til frokost næste dag)
½ løg
olivenolie
200 g rød peber
100 gulerod
hvidløg
Herbes de Provence
salt, peber
4 dl bouillon
30 g flødeost
50 g chorizo
skyr

Løget hakkes. Peberfrugten skæres i tern og det samme gælder for guleroden. Løget svitses i lidt olie til det er klart. Peberfrugttern og gulerodstern tilsættes. Det hele svitser nogle minutter. Så tilsættes hvidløg, Herbs de Provence, salt og peber samt bouillon. Lad det hele koge ca. 15 minutter, til grønsagerne er møre. Imens skæres chorizoen i tern og steges i lidt olie på panden til de bliver sprøde. Blend suppen, varm den op og tilsæt flødeosten. Smag til og server med chorizo og skyr.


tirsdag den 24. marts 2015

Pølseret med chorizo og rodfrugter

Svensk eller spansk?...

...ja, de fleste af os kender jo nok svensk pølseret. Her kommer en mere spansk udgave med chorizo og rodfrugter. For nu blev vejret jo køligere og mere gråt og så kommer lysten til lækre ting i gryder. Opskriften havde jeg fundet hos Boligliv




Pølseret med chorizo med rodfrugter (min version)
(1 person 2 dage eller 2 personer 1 dag)
250 g kogte kartofler
200 g rodfrugter - jeg brugte gulerødder og rodselleri
100 g chorizopølse
½ løg
1 rød peberfrugt
olivenolie
hvidløg
røget paprika
tørret basilikum
½ dåse tomatpuré
1-2 dl mælk
salt, peber
oliven
lidt friskrevet parmesanost
Gulerødder og selleri skrælles og skæres i tern. Svitses på panden ca. 10 minutter. Tages af panden og sættes til side. Løget skrælles og hakkes groft. Peberfrugten skæres i tern. De kogte kartofler og chorizopølse skæres i tern. Varm olien på panden og svits pølsen i fem minutter. Tilsæt løg, hvidløg, røget paprika og basilikum og steg yderligere et par minutter. Skru ned for varmen. Tilsæt kartofler, gulerødder, selleri, tomatpuré og 1 dl mælk. Lad retten simre i 10 minutter, tilsæt evt. mere mælk. hvis den  koger tør. Smag til med salt og peber. Serveres med parmesanost og oliven.
Note: Dejlig pølsegryde og nok mere efter min smag end den traditionelle svenske pølseret.




søndag den 22. marts 2015

Dejlig gåtur i Odense NV

Man kan da kun blive glad over...

...at foråret er kommet og det igen er muligt at komme ud på en masse ture. Ja, man kan selvfølgelig også gå ture om vinteren, og det gør jeg også så meget, som det nu kan lade sig gøre. Men det er nu sjovere når solen skinner lunt og venligt, fuglene synger så det er en fryd og alt det grønne pibler frem.
Stavids Å

I dag gik turen til den nordvestlige del af Odense. Helt præcis i området omkring Stavids Ådal, et rigtig dejligt område, som jeg ikke før har besøgt. Den første time af dagens tur var i selskab med friske kollegaer, idet vi havde aftalt at mødes for at gå en tur. Det er noget vi gør ca. en gang om måneden forår og efterår og det er en rigtig hyggelig måde at være sammen med sine kollegaer på.

Udsigt fra den bænk, hvor jeg spiste frokost

Efter at kollegaerne var kørt til hver sit, forlængede jeg turen yderligere en times tid. Vejret var som sagt dejligt, omend lidt køligt. Så jeg havde taget madpakken og termokanden med og efter en lille frokostpause med udsigt over ådalen, gik jeg  ind til havnen og banegården i Odense via ådalen, Søhusstien og Åløkke skov

Søhusstien - gammel nedlagt jernbane

 Hvad mon der gemmer sig i det rør?

Godt med et skilt, så man kan se om man er på rette vej

Område under vand i Åløkke skov

lørdag den 21. marts 2015

Gode rustikke boller med chia og æble

Datteren efterlod sig en spændende pakke…

…(ja, faktisk indtil flere spændende ting), da hun tog til Frankrig for at studere her i foråret. Det var en pakke med chiafrø, som hun havde brugt, da hun lavede müslibarer. 

Jeg har tidligere haft et indlæg om quinoa, det lille sydamerikanske powerfrø med de mange gode egenskaber. Og chiafrø er noget i samme stil, et lille frø med masser af gode egenskaber. Chiafrøet har været dyrket i Mexico og Guatemala helt tilbage til 2.600 f. Kr. Ligesom quinoa indeholder det en masse gode ting bl.a. essentielle fedtsyrer, proteiner og antioxidanter. Og ligesom quinoa hører det ikke til blandt de billigste fødevarer.


Men hvad skulle jeg så bruge de her spændende frø til? Jeg havde hørt, at man kan lave en ret fantastisk sundhedsdrik – Chia Fresca – hvor frøene bliver blandet med vand og citronsaft. Men ærligt talt syntes jeg ikke, at det lige var noget for mig. Til gengæld var jeg så heldig, at biblioteket lige havde fået en ny bog hjem der handlede om… ja netop, chiafrø. ”Mirakelfrøet chia” Skrevet af Søren Lange og Mette Bender. Og heri fandt jeg den opskrift på chiaboller med æble, som I får opskriften på i dag.



Boller med chiafrø og æble (min version)
(ca. 20 små boller)
5½ dl æblejuice
150 g chiafrø
2 tsk salt
50 g gær
100 g revet æble
50 g solsikkekerner
100 g havregryn
100 g rugmel
150-200 g hvedemel
æg til pensling
Start med at sætte chiafrøene i blød i halvdelen af æblejuicen i ca. 10 minutter. Frøene suger væsken til sig, så man får en grødagtig masse. Imens frøene står i blød, lunes resten af æblejuicen. Tilsæt gæren og opløs den i juicen. Tilsæt derefter salt, revet æble, solsikkekerner, havregryn og de opblødte chiafrø. Rør rugmelet i. Rør derefter hvedemelet i lidt efter lidt. Dejen må ikke blive for tør. Faktisk var mængden af rug- og hvedemel meget større i bogens opskrift, mens hvis jeg havde kommet alt det mel i, så var det vist blevet nogle meget tørre boller. Så prøv dig frem. Ælt dejen godt og lad den derefter hæve lunt ca. en time. Derefter æltes dejen igen og formes til omkring 20 boller, som lægges på en bageplade eller to. Lad dem efterhæve 30 minutter. Pensl dem med æg og bag dem i ovnen ved 200 grader i 15-20 minutter.
 

Note: Det blev nogle små grove rustikke boller med gods i og en let syrlig smag (fra æblejuicen vil jeg tro). Velegnede hvis man gerne vil have mere vegetabilsk protein og har brug for et mættende mellemmåltid.

torsdag den 19. marts 2015

Let forårsagtig ret med spinatravioli, laks og tomat

De sidste dage...

...har det været det dejligste forårsvejr. Hvilket kan inspirere til madlavning i den lettere ende. Rester i køleskabet understøttede heldigvis lysten til let mad - røget laks og ravioli, en rest fennikel og grønkål samt tomater, jo, jo - det kan der sagtens komme en god ret ud af.



Ravioli med spinat, laks og tomat
(1 person plus rest til frokost)
1 pakke ravioli med spinat ost
olivenolie
4 blommetomater
30 g fennikel
en rest grønkål (ca. 30 g)
100 g røget laks
1 stor spsk flødeost
salt, peber
parmesan
Kog ravioliene efter anvisningen på pakken og lad dem derefter dryppe af. Hak grønkålen fint. Skær fenniklen ud i små tern. Del blommetomaterne i tre stykker. Varm olien i en gryde, tilsæt grønsagerne og varm dem igennem. Skær laksen ud i tynde strimler og vend den med grønsagerne. Rør til sidst en spsk flødeost i. Læg raviolien i et fad og hæld laksegrønsagsblandingen over. Serveres med salat og evt. brød til.

Note: Let, nem og lækker ret - skønt.

tirsdag den 17. marts 2015

Lækker melfri tærte med rodselleri

Hele to rodselleri…
… var der i min sidste kasse fra Aarstiderne. Lidt vel meget, når man kun er en person i husholdningen. Heldigvis er selleri rimelig langtidsholdbar, så der er en vis chance for at få dem brugt inden de bliver for gamle.


Hos Madmor.dk havde jeg set en selleritærte, som jeg kunne tænke mig at prøve af. En af dem uden dejbund. Jeg fulgte opskriften nogenlunde, dog skiftede jeg den røgede mørbrad ud med en gang skiveskåret kalkunbryst (pålæg) som jeg havde liggende. Og så brugte jeg 1 dl skyr og 1 dl hytteost i stedet for 200 g kvark.



Tærte med rodselleri
(4 personer)
olivenolie
250 g selleri
½ rødløg
1 spsk rød balsamico
90 g kalkunbryst
3 stk. æg
1 dl skyr
1 dl hytteost
50 g revet ost
1 bdt hakket persille
salt, peber

Skræl og riv sellerien groft. Pil rødløget og hak det fint. Svist selleri og rødløg i olie og tilsæt balsamicoen. Smør en tærteform og fordel grønsagerne heri. Skær kalkunbrystet ud i strimler og læg dem oven på grønsagerne. Pisk æg med krydderier samt skyr og hytteost. Rør den hakkede persille i og fordel æggemassen ud over tærten. Kom revet ost på og bag tærten i ovnen ved 190 grader i 40 minutter.

søndag den 15. marts 2015

Miniferie med café-besøg og gåture

Lige nu...

...holder jeg en lille ferie. Og derfor har jeg ikke været på bloggen de seneste dage. I stedet har jeg bl.a. besøgt min søster i Sønderjylland et par dage og det var rigtig hyggeligt.

Den ene dag ville vi spise frokost på en café i Sønderborg. Valget faldt på Café Ib Rehne Cairo  (skønt navn!). Vi valgte begge at prøve deres asiatiske salat med oksekød, sukkerærter, rejer, sesam, cashewnødder, cornichoner, syltede rødløg, ovnbagte gulerødder og salat. En lækker blanding af sødt og surt. Og til dessert en Cappuchino og en Café Latte.


Og så fik vi gået nogle rigtig gode ture, hvor vi fik benyttet os af det gode vejr. Ganske vidst var det køligt og blæsende, men der var også masser af solskin og lune steder med læ. Til gengæld blev der ikke denne gang tid til den store madlavning, noget min søster og jeg ellers hygger os meget med at lave sammen.





onsdag den 11. marts 2015

Vild med Otto

 Jeg er ret vild med otto...

...altså otto som i risotto eller ottos mere nordiske fætter, kornotto. Der er mange muligheder med de forskellige ottoer, dagens udgave er med perlebyg og græskar. Opskriften fandt jeg oprindeligt hos TV2, men den blev ændret undervejs.



Kornotto med perlebyg og græskar
(1 person)
75 perlebyg
250 g hokkaidogræskar
1 fed hvidløg
olivenolie
citronsaft
½ løg
2½ dl grøntsagsboullon
50 g flødeost med peberfrugt
ovnbagt peberfrugt (kan undlades)
10 g smør

Perlebyggen kommes i en skål med vand og står i blød natten over. Skær 250 g ud af et hokkaidogræskar. Fjern kerner og pulp fra midten. Skær græskarret i både og derefter i små tern. Vend græskarternene med olivenolie, ½ hvidløg, salt, peber og citronsaft. Bag græskarternene i ovnen ved 200 grader i 25-30 minutter. Hak det halve løg fint og sauter det i olie sammen med resten af hvidløget, også finthakket. Efter et par minutter tilsættes perlebyggen og det steger endnu et par minutter inden der tilsættes ca. halvanden dl bouillon. Lad kornottoen småsimre ca.  10-12 minutter. Tilsæt evt. ekstra bouillon, hvis kornene er ved at koge tørre. Tilsæt derefter resten af græskarrene og lad det simre ca. 15 minutter til. Rør en gang imellem og tilsæt evt. ekstra bouillon. Sluk for varmen, lad kornottoen hvile lidt og rør den derefter med flødeost og ovnbagt peberfrugt, hvis du har det. Rør til sidst smør i og så er kornottoen klar til servering. 
Risotto ser måske ikke så godt ud på billeder, men det smager altså godt.

søndag den 8. marts 2015

Mit første møde med et par svinekæber

Det lyder måske mærkeligt…

…men i går var det faktisk første gang, at jeg smagte svinekæber. Det er selvfølgelig ikke forbigået min opmærksomhed at de findes, der har bare ikke lige været en anledning til at få prøvet dem af. Men nu havde jeg nogle liggende i fryseren og da jeg også havde nogle rodfrugter, der gerne skulle bruges, så virkede det som en god kombination. Jeg studerede forskellige opskrifter på nettet, det store spørgsmål var, om de skulle koges med øl eller vin. Vinen vandt og her kan du se den opskrift, jeg nåede frem til.


Svinekæber i rodfrugtsovs med rødvin
(1 person)
200 g svinekæber
olivenolie
smør
½ løg
50 g rodselleri
50 kålrabi
50 g gulerod
3-4 dl bouillon
1 dl rødvin
laurbærblade
timian
salt, peber
1 spsk balsamicoeddike
 2 spsk flødeost
Start med at afpudse svinekæberne, så den største hinde af skåret væk (ikke nødvendigvis nogen nem proces). Brun kæberne på en pande i en blanding af olie og smør. Derefter lægges de i en gryde. Grønsagerne skrælles og skæres i mindre tern. Løget pilles og hakkes. Svits løgene på panden i resterne efter stegning af kæberne. Tilsæt de øvrige grønsager og svits det hele til det begynder at få farve. Hæld så grønsagerne op i gryden til kæberne. Tilsæt bouillon og rødvin, laurbærblade og øvrige krydderier. Lad det hele småsimre et par timer til kødet er mørt. Før serveringen smages sovsen til med balsamico, evt. mere rødvin og yderligere krydderier. Slut af med et par spsk flødeost, til at runde sovsen af med. Du kan selvfølgelig også bruge fløde, men nu var det lige flødeost, jeg havde på lager. Jeg serverede kartoffelpastinakmos til samt salat. 

Note
Hvad synes jeg så om det? Kødet blev jo dejligt mørt, så som kød i en gryderet fungerer det rigtig fint. Smagen var ok, men ikke det helt vilde. Det vil nok være sovsen og de smagsgivere den er lavet på, der interesserer mig mest. Så jeg kunne sagtens finde på at lave en gryderet med svinekæber igen, men det vil være med udgangspunkt i grønsagerne og så er svinekæberne "bare" kødfyldet.


Fik I i øvrigt nydt det gode vejr i weekenden? Jeg fik gået op til flere ture og havde endda - for første gang dette forår - termokanden med. Fandt en plads i solen med læ og nød min kaffe og en bolle, mens jeg lyttede til fuglene og vindens susen (og den var der en del af) i træerne. Skønt, at foråret er på vej.

torsdag den 5. marts 2015

Broccolisuppe med kylling

Det går heldigvis godt...

...efter tandudtrækningen. Og nu må jeg spise rigtig mad igen og drikke kaffe . Noget som jeg værdsætter meget efter nogle dage uden disse små glæder. Dog skal maden stadig tygges i den ene side af munden, hvilket kan være lidt trættende. Så jeg holder mig fortsat fra mad, der skal tygges alt for meget som f.eks. rugbrød og råkost. 


Men en suppe kan gå an og kyllingekød er også ret nemt at få tygget igennem. Så jeg fandt frem til en lækker opskrift på broccolisuppe med kylling hos Superbrugsen.


Broccolisuppe med kylling, basilikum og mandler
(3 personer)
300 g kyllingefilet
400 g broccoli
1 fed hvidløg
1 løg
cayennepeber
6 dl hønsebouillon
1½ dl kokosmælk
1 dl fløde
12 mandler
olivenolie
Salt, peber

Skræl og snit løg og hvidløg fint. Skør kyllingen ud i mindre stykker. Steg løg, hvidløg og kylling i en gryde 3-4 minutter. Tag kyllingestykkerne op og hold dem varme. Kom cayennepeber, fløde, kokosmælk og bouillon i gryden og lad det simre 10 minutter. Rist mandlerne på en pande og hak dem meget groft. Skær broccolien i stykker og kom dem i suppen. Kog suppen og når broccolien er kogt næste mør, blendes suppen. Smag til med salt og peber. Kyllingestykkerne kommes tilbage i gryden og det hele varmes igennem. Ved serveringen drysses suppen med friskhakket basilikum og hakkede mandler. Server evt. brød til.

tirsdag den 3. marts 2015

Små pandekager med broccoli og tomater

Også i dag…
…skulle maden være rimelig blød og nem at gå til, da det er 2. dag efter tandudtrækningen. Men lidt mere at tygge på, skulle der nu være. Åh, jeg savner at spise rigtig mad, man kan tygge på. Ikke kun sådan noget det glider lige så stille ned. Men noget med modstand og struktur, så man kan mærke, at man spiser.

Små pandekager er vel en rimelig blød slags mad, der ikke kræver det helt store tyggeri. Så det blev til pandekager. En broccoli skulle bruges, så det blev til broccolipandekager. Og de blev serveret smurt med flødeost og pyntet med små ovnbagte tomater. Et dejligt måltid, når ens sidste måltider har været skyr, is og grønsagsmos.



 Små pandekager med broccoli og tomater
(9-10 stk)
100 g cherrytomater
olivenolie
tørret basilikum
salt, peber
200 g broccoli
3 æg
2 spsk FiberHusk
flødeost (jeg havde valgt en med tomater og basilikum)
purløg

Cherrytomaterne skæres over og lægges i et ildfast fad med skærefladen opad. Kom lidt olivenolie, basilikum, salt og peber hen over. Bages i ovnen ved 180 grader i en time. Broccolien deles i mindre buketter og evt. stok skæres i mindre stykker. Det hele koges i letsaltet vand ca. 20 minutter, til det er helt mørt. Afdryppes. Broccolien piskes til en grov mos, æggene piskes i sammen med salt og peber. Til sidst piskes to spsk FiberHusk i. Dejen kommes på panden og bages som små tykke pandekager, 3-4 af gangen. Smør et lag flødeost ud over pandekagerne, drys med lidt purløg og slut af med ovnbagte tomater. Mums.

mandag den 2. marts 2015

Blød, kold mad - og en tand mindre

Nogle dag er er man heldig...

...og får en masse lækker mad. Som da jeg var til en venindes 50 års fødselsdag i lørdags og vi fik en lækker italiensk buffet.




Andre gange er man knap så heldig. F.eks. når man går til tandlægen med en problemtand og ender med at komme hjem - en tand mindre. Sådan en tandudtrækning er lidt af en operation, der bl.a. indebærer et sår, der skal have fred til at heles. Så står den på kold, blød mad - yoghurt, is (nogle glæder er der dog) og måske moset banan. Ikke noget rigtig mad, ikke noget med en kop kaffe eller te, øv.


Jeg kunne have kastet mig over smoothies, det må vist være tilladt. I stedet lavede jeg en gang gulerodsmos med løg, lidt smør og krydderier samt en gang romanescomos med citron, smør og timian. Især den med gulerod blev faktisk rigtig god. Det smagte da lidt af rigtig mad, også selvom de skulle spises kolde.


Nu kan tanden i det mindste ikke give flere problemer. Men på en eller anden måde er det nu også lidt trist, at den er væk. Den har jo været en del af mig i mange år og den kommer aldrig igen. Om der skal sættes en ny i, ja det må tiden vise. Mon jeg kan undvære den, når maden skal tygges? Og mon jeg kan undvære den, når jeg smiler? Det har jeg et halvt år til at finde ud af.