onsdag den 29. april 2015

Salat med sorte ris, blomkål og rød peber

Der er meget at se til lige nu...

...sene vagter på arbejdet, møde i filmbookinggruppen og så - det allerbedste - pakning og forberedelser til min kommende ferie. Jeg er nemlig så heldig, at jeg skal en uge til Frankrig. Dels for at besøge Datteren i byen Troyes, hvor hun læser lige nu. Og bagefter har vi nogle dage sammen i Paris. Det bliver bare dejligt.

Så dagens opskrift på en dejlig salat med blandt andet sorte ris bliver det sidste indlæg inden turen går til Frankrig. Opskriften så jeg i et nummer af Alt for Damerne, som ofte har gode og lækre opskrifter. Lækker salat, som kan bruges som tilbehør, f.eks. til disse krydrede kyllingefrikadeller.



Rissalat med sorte ris, blomkål og rød peber
(2 personer)
75 g sorte ris
½ rød peberfrugt
¼ blomkål
1 lille håndfuld mandler
½ spsk sennep
1 spsk balsamico-eddike
3 spsk olivenolie
Kog risene efter anvisningen på pakken. Lad dem køle af. Pisk dressingen sammen, først sennep og balsamico og derefter olivenolien. Skær peberfrugten ud i små tern, snit blomkålen – men ikke alt for fint. Hak mandlerne. Bland grønsager, ris og mandler. Hæld dressingen over og lad den trække.

Note: Jeg nøjedes ikke med at hælde dressingen over, men vendte også dressingen rundt i salaten med det resultat, at de sorte ris smittede af på blomkålen. Så hvis blomkålen stadig skal se hvid ud, skal man ikke rode for meget rundt i salaten. Men ellers var det en lækker salat med godt bid.

lørdag den 25. april 2015

Lækker tærte med rødløg og gorgonzola

Nogle gange er det mest enkle…

…også det bedste. Som f.eks. denne løgtærte der ikke indeholder meget andet end løg og gorgonzola, men mums den var god. Opskriften hare jeg fundet på Kirstens Skaarups blog med vegetarmad Kødfri fredag.  Bortset fra dejen til tærten, som jeg lavede efter at have set forskellige opskrifter på nettet.




Løgtærte med gorgonzolacreme
(3-4 personer)
Tærtedej:
1 dl A38
2 spsk olie
1 dl rugmel
1 dl sigtet speltmel
½ dl grahamsmel
½ tsk salt
Tærtefyld:
500 g rødløg
150 g gorgonzola
½-1 dl fløde
olivenolie
rosmarin
lidt fintklippet purløg til pynt
Alle ingredienser til dejen æltes sammen. Dejen skal føles blød. Pakkes ind i film og hviler derefter koldt i køleskabet i 30 minutter. Rulles ud lægges i en tærteform. Hvilket ikke var helt nemt, da portionen af dej ikke blev så stor. Prikkes med en gaffel og forbages 10 minutter ved 200 grader. Til fyldet røres gorgonzolaen ud i fløden til en lind masse. Løgene skæres ud i skiver på ca. 1 cm. Når tærten har bagt 10 minutter kommes gorgonzolafyldet i bunden. Løgskiverne lægges oven på, helst så tæt sammen som muligt. Pensl løgene med lidt olie og drys med rosmarin. Bag tærten ved 200 grader i en halv time. Inden serveringen drysses med purløg.

Note:
Som nævnt blev der ikke så meget dej ud af denne portion, i hvert fald ikke hvis man bruger et stort tærtefad. Så du kan evt. i stedet bruge din egen favoritærtedej. Men ellers havde tærten en rigtig dejlig smag – de ovnbagte lidt søde løg i kontrasttil den mere intense gorgonzola.

torsdag den 23. april 2015

Krydrede kyllingefrikadeller med pesto

Frikadeller er bare noget...

...der findes i rigtig mange udgaver. Og hele tiden falder man over nye ideer - som f.eks. disse, hvor der er kommet pesto i en frikadellefars med kyllingekød. 


Hos Noget i ovnen  havde jeg set en opskrift, hvor hun havde kommet bruschetta i frikadellerne. Jeg valgte så at bruge pesto i stedet, en med chili og hvidløg. Det blev de altså ikke ringe af! Andre slags pesto kan også bruges - både de røde og de grønne. Og så er det en god måde, at få brugt en rest pesto på - hvis man skulle have sådan en.





Krydrede kyllingefrikadeller med pesto
(4 personer)
350 g kyllingefars
1 æg
1 stor teskefuld sennep
salt, peber
2-3 store teskefulde pesto (jeg havde valgt en med chili og hvidløg)
1 lille hakket løg
½ rød peberfrugt skåret i små tern
4-5 spsk rasp

Rør farsen med æg, sennep, alt og peber. Rør pestoen i. Rør hakket løg i sammen med peberfrugttern. Rør farsen godt sammen. Tilsæt rasp. Hvor meget der skal i, afhænger af hvor våd farsen er. Rør rasp i til den er lidt fast, men ikke for meget. Lad farsen hvile en halv time i køleskabet og steg derefter frikadellerne i olie eller smør. Serveres med dagens salat - eller hvad du nu har lyst til.


mandag den 20. april 2015

Dejlige ture i køligt forårsvejr

I weekenden stod den på en tur i sommerhus...

...sammen med mine forældre. Solen skinnede det meste af tiden, men det var forbavsende køligt. Det skulle dog ikke forhindre os i at komme ud og nyde foråret i skov og ved strand. Hele tre tur blev det til. Og alle tre steder kan anbefales, hvis man kommer en tur til Fredericia og omegn.

Først en tur i Fuglsang skov ved Fredericia




Derefter en tur ud til vandet ved Bøgeskov Strand nord for Fredericia.





Og sandelig om der ikke også blev tid til en tur til Rands Fjord, også nord for Fredericia




Vi slutter med et billede at fotografen med forældre


fredag den 17. april 2015

Pølsefad med rodfrugtmos

Det er vel ved at være sidste udkald...

...for rodfrugter. Jeg begynder i hvert fald at drømme om grønsager i den mere lette afdeling som asparges, fennikel, ærter, nye kartofler, rabarber og den slags. Men hvis du nu stadig har nogle gamle rodfrugter liggende, som trænger til at blive brugt - ja, så kan du jo f.eks. lave dig en gang pølser med rodfrugtmos. Jeg havde nogle kartofler og nogle pastinakker på lager, men andre slags rodfrugter kan også bruges.





Pølsefad i ovn med rodfrugtmos
(1 person 2 dage eller 2 personer 1 dag)
150 g pastinak
300 g kartoffel
(hvis man ønsker et tykkere lag mos kan man bruge flere kartofler/pastinakker)
mælk
salt, peber
1 løg
olivenolie
100 g champignon
150 g pølser efter eget valg
2 dl mælk
50 g flødeost
1 spsk sennep
salt, peber
timian

Start med at skrælle pastinak og kartofler. Skær dem i tern og kog dem møre. Mos dem med lidt mælk, salt og peber til en god glat mos. Hak løget og skær champignon og pølser i skiver. Svits løgene klare i lidt olie. Tilsæt champignon og pølser og lad det hele svitse 5-10 minutter. Så kommer du mælk i sammen med flødeost og lader det koge, til det bliver tykt. Smag til med sennep, salt, peber og timian. Smør et ildfast fad og kom løg-pølse-champignon-blandingen i bunden af fadet. Kom kartoffelpastinakmosen oven på. Bag det i ovnen ved 200 grader i 25 minutter. Serveres med salat.

onsdag den 15. april 2015

Spidskålssalat med kikærter og ovnbagte tomater

Jeg er vild med salater...

...og spiser næsten salat hver dag. Og når man så har en periode med mange travle dage - der var generalforsamling i Biografforeningen, der var lige et kursus i Horsens, hvor jeg var væk hele dagen og så var der også en sen vagt. Ja, så kan det være rigtig rart med noget hurtig og let mad, som f.eks. en god salat. Dagens salat blev jeg inspireret til efter at have set denne opskrift hos Isabella. Jeg lavede dog visse ændringer, så den passede lige til mig.



Salat med spidskål, kikærter og ovnbagte tomater (min version)
(1 person)
100 g små tomater (det går selvfølgelig hurtigst, hvis du allerede har nogle ovnbagte tomater)
olivenolie
60 g strimlet spidskål
100 g kogte kikærter eller kikærter fra dåse
½ rød peberfrugt
1 spsk olivenolie
1 spsk citronsaft
lidt revet citronskal
½ spsk chilisauce
salt, peber
50 g god feta

Start med tomaterne. Skær dem over, dryp olivenolie på og krydr med salt og peber. Bag tomaterne i ovnen i ca. en time ved 100 grader. Lad dem køle af. Anret strimlet spidskål på et fad med kikærter og peberfrugt. Rør olivenolie, citronsaft, citronskal og chilisauce sammen til en dressing, smag til med salt og peber. Hæld dressingen over kikærter og grønsager. Læg de ovnbagte tomater ovenpå og smuldr fetaost henover. Og så har du en dejlig let og lækker salat lige klar til at spise.

mandag den 13. april 2015

Kødsauce med kylling, champignon og pesto

I går fik I et indlæg...

... der kun handlede om at gå halvmarathon i Odense med DVL. Så i dag skal der mad på bloggen. Når man interesserer sig for madlavning, får man sin inspiration mange steder fra. Og i disse digitale tider er madblogs på nettet en rigtig stor kilde til inspiration. Man finder hurtigt sine yndlingsblogs og en af dem jeg følger med store fornøjelse er Noget i ovnen hos bagenørden . Det er altid sjovt og hyggeligt at besøge hendes blog.


Og det er netop her jeg fandt inspiration til dagens kyllingesauce med pesto og champignon.



Kyllingekødsauce med pesto og champignon (min version)
(3 personer)
350 g kyllinge- eller hønsefars
olivenolie
1 hakket løg
150 g champignon
½ rød peberfrugt i tern
½ terning bouillon
1 ds tomat
2 spsk pesto – jeg brugte en med chili og hvidløg
50 g flødeost
oregano
salt, peber

Start med at brune kyllingefarsen i en gryde. Tag kyllingefarsen op af gryden og sæt den til side. Svits så løg og champignon i en ny omgang olie. Når det er svitses godt tilsættes peberfrugt og der svitses lidt mere. Men ikke så grønsagerne bliver brune. Kyllingefarsen tilsættes nu sammen med ds tomater, bouillonterning og ca. 1 dl vand samt krydderier. Lad det hele koge et kvarters tid. Tilsæt evt. ekstra væde, hvis saucen bliver for tyk. Rør pestoen i og smag til med krydderier. Tilsæt flødeosten for at gøre saucen lidt tyk og lækker (man kan også bruge fløde). Bliver saucen for tynd, kan man tilføje lidt jævning lavet med maizenamel og vand. Kan serveres med pasta eller ris. Eller som jeg gjorde den dag – med fintstrimlet spidskål dampet i lidt bouillon.

søndag den 12. april 2015

Halvmarathon i Odense i dejligt solskinvejr

Tænk at man kan være så heldig...

...at årets indtil videre varmeste og bedste dag faldt på en fridag og oven i købet en dag, hvor jeg skulle på vandretur med DVL Fyn.

DVL Fyn havde lavet både en marathon og en halvmarathon den dag. En halvmarathon på 21 km var rigeligt for mig og de fleste andre, men der var alligevel seks seje vandrere, der havde valgt den lange tur.

Vi på den korte (!) rute startede kl. 10 ved Skovsøen i Odense. Den første lange del af turen gik langs Odense Å. Her gik jeg selv en tur tidligere på året. Den gang var det februar måned og ret koldt og gråt. Så det var dejligt at få en forårstur langs åen.



Forårsblomster i massevis og blomstrende mirabeller undervejs.



Da vi nåede til den lille by Åsum gik vi videre til Kohaveskoven, et dejligt skovområde lidt uden for Odense.

Og så gik turen tilbage ad forskellige stier bag Syddansk Universitet. En del af strækningen her var på asfalterede stier - uha, det kan være lidt hårdt, når man er ved at være træt i fødderne og benene.



Men turen blev gennemført og det på fem en halv time inklusiv tre pauser. Sandsynligvis langt fra rekord, men det handler heldigvis mere om at få gået en dejlig tur og få set på naturen end at gå strækningen så hurtigt som muligt.

Turen sluttede med at stå i kø ved Ishuset ved Skovsøen - sammen med en forfærdelig masse andre mennesker, der var ude og nyde det gode vejr. Ah, sådan en stor gammeldaws isvaffel med to lækre kugler (banan og lakrids) var en rigtig god måde at slutte turen af på.

Skøn dag med det dejligste vejr og en herlig vandretur.

torsdag den 9. april 2015

Rødspættefileter med lækker topping og salat med linser, kålrabi og æble

En travl uge...

...med mange møder om dagen og aftenarrangementer. I aften skal jeg f.eks. i den lokale biograf som frivillig og sælge billetter til Skammerens datter. Jeg har endnu ikke selv set filmen, så det glæder jeg mig til.

Madlavningen er på lavt blus. Så her får I et par opskrifter på en fiskeret med salat, som jeg lavede for et stykke tid siden. Begge opskrifter bygger på opskrifter fra nettet. Fiskeopskriften fandt jeg hos Katten og sækken og salaten hos Inspirationskit for livsnydere.


Rødspættefileter med lækker topping (min version)
(2 personer i dag eller 1 person 2 dage)
250 g rødspættefileter
50 g skyr
1 bdt dild
1 tsk revet citronskal
25 g parmesan
salt, peber
1 skive knækbrød
Rør skyr sammen med finthakket dild, citronskal, revet parmesan og salt og peber. Dup rødspættefileterne tørre, krydr med salt og peber. Fold dem sammen en gang og læg dem i et smurt ildfast fad. Læg toppingen oven på. Knus knækbrødet – det kan gøres ved at lægge knækbrødet i en pose og slå på det med en kagerulle. Drys knækbrødsmulder over og dryp med lidt olie. Bages i ovnen ved 200 grader i 15-20 minutter.



Salat med linser, kålrabi og æble (min version)
(2 personer 1 dag eller 1 person 2 dage)
120 g grønne linser
1 lille løg
100 g kålrabi
olivenolie
1 æble
dild
æbleeddike

Skær løget ud i mindre stykker. Svits dem i lidt olie i en gryde til de bliver klare. Tilsæt linserne og dæk dem med vand. Lad dem koge ca. 40 minutter og lad dem så afkøle. Skræl kålrabien og skær den i små tern. Vend ternene med olie, salt og peber og bag dem i ovnen ca. 10 minutter. Skræl æblet og bland æbleternene med linser og kålrabi. Vend salaten med finthakket dild og æbleeddike. Smag til.


tirsdag den 7. april 2015

Ramsløgdip og æggekage

I påsken var jeg ude og gå mange ture...

...bl.a var jeg på Trelde Næs ved Fredericia. Og det er helt sikkert det sted jeg kender, hvor der er allerflest ramsløg. Nogle steder i skoven er skovbunden fuldstændig dækket så langt øjet rækker af de friske grønne løglugtende blade. Så når man går der, må man bare have et bundt med hjem.


Men hvad skal ramsløgene så bruges til? Ja, der er jo forskellige muligheder. Denne gang valgte jeg at lave en slags dip. Det blev brugt som tilbehør til en æggekage. Man kunne bruge det til mange andre ting - komme det i en omelet, vende det med hvidkål eller spidskål til en salat, komme det på æggemaden eller skinkemaden, dyppe gulerødder og andre grønsager i, ja mulighederne er mange.

 

Ramsløgdip
1 bdt ramsløg
2 dl kvark (eller skyr)
1 tsk citronolie
salt, peber
Skyl ramsløgene og hak dem fint, evt. i en minihakker. Vend ramsløgene i kvarken sammen med citronolie og krydderier. Og så er den klar til brug.



Æggekage med rejer, broccoli og blomkål
(1 person 2 dage eller 2 personer 1 dag)
100 g rejer
75 g blomkål
100 g blomkål
olivenolie
4 æg
½ dl mælk
salt, peber
Del blomkål og broccoli i  små buketter. Rist dem på panden i lidt olivenolie. Tilsæt rejerne og varm det hele igennem. Pisk æggene med mælk, salt og peber. Hæld æggemassen over grønsager og rejer og bag æggekagen på den ene side. Vend den derefter ved hjælp af et stort låg og bag den færdig på den anden side. Serveres med salat og ramsløgdip.

Mangler du mere inspiration, så kan du se en opskrift med pasta og ramsløg her

mandag den 6. april 2015

Påske og fødselsdag

Når man som jeg...

...har fødselsdag d. 5. april, så hænder det med jævne mellemrum, at man har fødselsdag i påsken. Og i år var det så på Påskedag. Jeg holdt fødselsdag i mine forældres sommerhus, selvom det var vinterkoldt om natten, var det trods alt fint vejr om dagen.


I min familie har vi jo lavet den tradition, at den der har fødselsdag ikke skal lave mad. I stedet for kommer gæsterne med maden - men så får man heller ingen gaver. Til gengæld kan man gå ud glæde sig til, hvad familien - i dette tilfælde min mor og søster - har fundet på at spændende og lækre ting. Og der var mange lækre ting.


 Vi startede med salat med rejer og æg samt en rigtig lækker lakserilette. 


Så var der to lækre salater, en med agurk, dild og jordnødder og en med bl.a. kikærter og asparges. Dejlige forårsagtige salater, mums.


Der var også en grønsagstærte og pålæg med broccoligratin, også dejligt.

Og en lækker lille snack med dadler, ost og bacon

Til eftermiddagskaffen havde min mor lavet fine portionskager 
med æblemos og marcipan på kagebund.


Og senere på dagen inden gæsterne kørte hjem, var der ostebord med dejlige oste, hjemmebagt knækbrød og en god gammel kending "Ananasfryd" med ananas, vindruer, flødeost og valnødder. Den lavede min mor ofte tilbage i 70'erne/80erne som afslutning på en frokost.

Alt sammen gode og lækre ting, det var dejlig fødselsdagsmad.