søndag den 30. august 2015

Korsika - bjerge, klipper, maki og vand

I har fået en masse at vide om, hvad jeg har spist, mens jeg var på ferie på Korsika. Men jeg var der jo slet ikke for at spise, men for at vandre. Og Korsika viste sig at være et ret fantastisk og smukt sted og det vil jeg gerne vise jer lidt af.

Hver dag var vi af sted på en skøn vandretur. Vi blev kørt ud i de nærliggende bjerge i en lille bus. Nogle gange gik vi tilbage til Corte, byen hvor vi boede. Andre gange blev vi hentet af bussen.

Der var masser af dejlige bjerge, både af den mere barske slags og af den mere grønne slags.
 







Nogle steder vandrede vi gennem områder med lavtvoksende stikkende vækster, det man kalder makien. Det var ikke altid lige behageligt at gå igennem, til gengæld duftede det skønt af vilde krydderurter - timian, rosmarin, mynte, myrte, fennikel og meget andet.



Der var skønne søer,  både dybe, kølige bjergsøer og mere lune grønne vandhuller




Og havet nåede vi også ud til


Som I kan se, er der maser af skønne steder på Korsika. 

lørdag den 29. august 2015

Dejlig let salat med nudler, aubergine og mango

I de seneste indlæg har jeg fortalt om mine kulinariske oplevelser på Korsika. Jeg vil også meget gerne vise jer billeder fra nogle af vores smukke og fantastiske vandreture, ligesom jeg godt vil vise jer nogle billeder fra Corte, byen vi boede i og billeder fra nogle af de små hyggelige landsbyer vi kom forbi. Det kommer der noget om i de næste indlæg.


Men i dag synes jeg, at I skal have en opskrift. Det må vist være på tide. Dagens lette salatopskrift med nudler, aubergine og mango har jeg fundet i Yotam Ottolenghis vegetarkogebog: Plenty. Jeg tilrettede opskriften med de råvarer, jeg nu havde og kunne få fat i. Muligvis blev det en lidt anderledes udgave end Yotams, men lækkert det var det. Og det er dejlig mad til en solrig lørdag sidst i august.



Nudelsalat med aubergine og mango
(1 person)
60 g nudler
2 spsk hvidvinseddike eller sherryeddike
2 tsk sukker
salt
finthakket hvidløg efter smag
finthakket chili efter smag
1 tsk sesamolie
saft af en halv lime
1-2 forårsløg, finthakket
½ mango skåret i tern
en halv lille aubergine
frisk thaibasilikum
frisk koriander

Kog nudlerne efter anvisningen på pakken, men så de stadig har bid. Jeg brugte fuldkornsnudler. Hæld koldt vand over , ryst vandet af og lad dem tørre på et viskestykke. Til dressingen varmes vineddike, sukker og salt i en lille gryde ved lav temperatur, indtil sukkeret er opløst. Lad dressingen køle af og tilsæt så limesaft. Skær auberginen ud i små tern. Steg ternene i olie på panden til de er gyldenbrune. Flyt dem over i en sigte, drys med salt og lad dem dryppe af. Vend nudlerne med dressing, mango, aubergine, halvdelen af krydderurterne og finthakket løg. Lad salaten trække 1-2 timer. Lige før serveringen vendes resten af krydderurterne i salaten.

tirsdag den 25. august 2015

Korsika - kulinariske oplevelser i det søde køkken

Hjemme igen efter en uges vandreferie på Korsika, kan jeg konstatere, at de mange kilometer op og ned af bjerge ikke haft betydning for vægten. Den er i hvert fald ikke blevet mindre. Men det skyldes måske de mange desserter, som jeg fik spist den uge.

Vores guider var glade for desserter og det smittede af på hele holdet, så de fleste spiste dessert hver dag. Og der var også masser af lækre ting at vælge imellem, ofte lavet med lokale produkter.

Kastanjer er en af de lokale specialiteter og de bruges f.eks. i kager. Ovenstående er det blevet til en kastanjemuffin serveret med vaniljesovs...

...og her en mere luksuriøs udgave serveret med kastanjeis. Det var lækkert, både isen og kagen.

Citroner bliver også brugt en del i det søde køkken på Korsika. Det giver altid lidt friskhed til desserten eller kagen. Her er det en citrontærte...

...og her er det citronsorbet serveret i en citronlikør (limoncello). Limoncelloen kommer oprindeligt fra Italien. Uha, den var god og frisk.

Og så var der jo turens store dessert-hit: Jordbærmelonsuppe med is. Den var også rigtig lækker og frisk.

Som man kan se, var der alle muligheder for at få tilfredsstillet sin søde tand, uanset hvor stor den måtte være. Hvis man ikke synes ovenstående desserter ser ud af så meget, så kan jeg berolige med, at det er muligt at få serveret nogle kæmpe isanretninger. Så selv den mest lækkersultne kan blive met.

søndag den 23. august 2015

Korsika - kulinariske oplevelser på vandreturene

Når man skal ud og vandre lange ture hver dag, så er det vigtigt med en god frokost. Og det fik vi sandelig også. Og vi havde selv frokosten med. Guiderne havde hver dag købt ind til frokost - lokale skinker, pølser og oste samt grønsager, brød, pesto, honning, lidt konserves m.m. Maden blev fordelt på os alle, så alle bar deres del af maden op til frokosstedet.

Vel ankommet til frokoststedet blev folk sat i sving med at skære kød,ost, brød og grønsager ud. Så kom den gule voksdug frem og en klippeblok, et fladt stykke jord, en trappe eller hvad der nu måtte være egnet blev brugt som bord. Uha, sådan en opdækning er himmelsk, når man er sulten efter flere timers vandring.

 Den trappeformede anretning

 Den aflange anretning

Den knoldede anretning



Nogle gange var vi så heldige, at vi kunne ende turen på en café inden hjemturen med bussen. Og på en af turene kom vi forbi et citronpresseri, hvor de lavede en rigtig dejlig frisk citronsaft. Som udgangspunt var det ren citronsaft. Så kunne man selv komme ekstra sukker og vand i eller evt. druesaft. Rigtig dejligt læskende på en varm dag.

Ja, og så var der jo lige den sidste dag, hvor vi skulle ud på en meget lang tur. Vi startede med at gå op og op og op i to timer. Det er hårdt, også selvom man holder pauser. Men endelig nåede vi toppen og kunne hvile ud. Og stor var begejstringen, da guiderne viste sig at have kold cola og lidt guf med som blev delt ud til de varme og svedige vandrere. Sjældent har en cola smagt så godt.




Korsika - kulinariske oplevelser i det salte køkken

Så er jeg tilbage igen efter en rigtig skøn ferie på Korsika. Det var alletiders uge med masser af vandring i smukke bjerglandskaber, hyggeligt samvær med mine medrejsende i gruppen og masser af god mad.

Og det er maden det kommer til at handle om i dag. Senere kommer der indlæg om naturen og de spændende vandreture. Men det tager tid at komme igennem alle de mange billeder, så nu starter jeg med maden. Og den er jo også ret vigtigt, både for den aktive vandrer og for korsikanerne selv.

Vi boede i byen Corte midt på Korsika og her var der et stort udvalg af restauranter. Og de havde stort set alle sammen korsikanske specialiteter på menuen. Se det er lige noget for et madøre som mig.
På Korsika finder man en masse charcuterie-varer, mest skinke og pølser. De har sjove navne som: salsicca, coppa, lonzu, prisuttu m.m. Og de egner sig fortrinligt til picnic, når man er ude og vandre. Her er det dog serveret som forret.

Vildsvin spiser man en del af, her serveret i en dejlig sovs til pasta. Man kan også få vildsvinelasagne!

Honning er et andet produkt, som man fremstiller rigtig meget af på Korsika. Til ovenstående (lige lidt for røde andebryst efter min smag) var der en rigtig lækker sovs lavet på honning og figner. 
Se, det var absolut noget, man godt kunne arbejde videre med.

Dette meget lækre og sindsygt møre stykke svinekød (langtidsstegt) blev serveret med en sovs krydret med krydderier fra Makien. Makien er en special bevoksning, som der findes rigtig meget af på Korsika. Her gror en masse krydderurter, så det dufter helt vidunderligt, når man går igennem den ellers noget stikkende bevoksning.

På besøg i havnebyen L'lle Rousse, så skulle der selvfølgelig fisk på bordet. Dagens fangst bestod bl.a. af rød tun og jeg valgte derfor en wokret med rød tun. Her betød wokret vist bare, at grønsagerne var blevet stegt i en wok, de var i hvert fald ikke krydret med asiatiske krydderier. Og hvad ketchuppen lavede der, forstod hverken jeg eller de andre, der havde valgt retten. Desværre var tunen stegt lidt for meget, ellers havde den været rigtig lækker.

En anden specialitet er er den hvide milde ricotta-agtige ost Brucciu. Her er den brugt som fyld i en ørred, mums den var god.

Og i denne omelet var der også Brucciu samt mynteblade. Det sidste var måske en lidt overraskende sammensætning, men det smagte godt. Og mynte er en plante, der vokser masser af på Korsika.

Det var lidt om det salte køkken. Jeg fik jo kun prøvet en brøkdel af de mange muligheder. Man kunne også have valgt Cabri tori (stegt gedekid), Soupe corse (en suppe bacon, bønner og andre grønsager) og meget andet.

fredag den 14. august 2015

Ferie - lige om lidt....

Så blev det min tur til at komme på ferie.

I morgen rejser jeg til Korsika, hvor jeg skal på vandreferie med Topas. Det glæder jeg mig rigtig meget til. En hel uge hvor jeg bare skal vandre i flot natur,hygge mig med andre vandreglade mennesker, spise (forhåbentlig) spændende mad og ellers bare nyde det.

Det betyder også, at bloggen vil ligge stille hen den næste uges tid. Men så skulle jeg også gerne komme tilbage med billeder og historier om mad og natur på Korsika.




tirsdag den 11. august 2015

Saftigt farsbrød med kylling, champignon og soltørrede tomater

Farsbrød er en gammel kending her på bloggen, se f.eks Farsbrød med broccoli og ostefyldFarsbrød med spinat og mandler eller Små farsbrød med gulerødder og mandler  Men det skal nu ikke forhindre mig at komme med nye variationer. Mulighederne er mange og selvom man har en lille husholdning, kan man godt have glæde af et farsbrød. Det kan bruges til middagsmad i flere dage, det kan bruges til madpakken og det kan også fryses ned. Dagens variation er med kyllingefars, champignon og soltørrede tomater.




Saftigt farsbrød med kylling, champignon og soltørrede tomater
(4 personer)
500 kyllingefars
2 æg
½ dl mælk
1 dl cremefraiche
evt. 50 g havregryn
salt, peber
krydderurter – jeg brugte salvie og rosmarin
lidt ovnbagte eller soltørrede tomater
1 fed hvidløg
125 g champignon
1 pakke kalkunbacon

Rør farsen med æg, mælk, cremefraiche, salt og peber. Tilsæt evt. havregryn, hvis du synes farsen er for lind. Lad farsen stå og hvile i køleskabet en halv times tid. Skyl champignonerne. Hak krydderurter, tomater, hvidløg og champignon i en minihakker. Rør denne blanding i kyllingefarsen, så det hele bliver blandet godt. Form farsen til et farsbrød i et ildfast fad. Dæk med skiver af kalkunbacon. Bag farsbrødet i ovnen ved 200 grader i ca. en time. Jeg serverede ovnstegte kartofler og dagens salat til.

søndag den 9. august 2015

Dejlig grøn salat med asparges og spinat og en god tomatdressing

I weekenden var det min fars tur til at holde fætterkusine-sammenkomst. Det skete i mine forældres sommerhus og jeg havde lovet at hjælpe til, både med maden og med at gøre huset klar til gæsterne.

Menuen var grillmad og masser af salat. Vi lavede to salater som min mor havde opskrifter på og så lavede vi den dejlige røde salat med rød spidskål og jordbær, som jeg har skrevet om her.

Opskriften I får i dag, er også på en salat. Det er en dejlig grøn salat med asparges og andet grønt vendt i en god dressing. Den egner sig i øvrigt også fint til grillmad. Opskriften har jeg fundet i Arlas salatbog "Den Store Salatbog".



Grøn salat med asparges og parmesan
(tilbehør til 4)
Dressing:
3 spsk finthakkede soltørrede tomater
2 spsk kogende vand
1 spsk olivenolie
½ spsk hvidvinseddike
½ spsk sennep
50 g kapers uden lage
2 agurker
3-4 forårsløg, finthakket
200 g grønne asparges
100 g spinatblade
50 g parmesan
Lav først tomatdressingen. De hakkede tomater kommes i en skål og overhældes med det kogende vand. Lad tomaterne trække to minutter. Vend olie, eddike, sennep og kapers sammen med tomaterne. Skær aspargesene i mundrette bidder.Flæk agurkerne og fjern kernerne. Skær agurkerne i tern og vend dem i dressingen sammen med forårsløg og asparges. Skyl og tør spinatbladene. Vend dem i salaten og kom det hele i et stort fladt fad. Fordel til sidst flager af parmesan over salaten.








torsdag den 6. august 2015

Dejlig chokoladekage med hindbærsmag

Til min mors fødselsdagspicnic sidste lørdag var det mig, der stod for kagen. Valget faldt på en chokoladekage med hindbær, en blanding af sødt og friskt. Opskriften fandt jeg i bogen: Bær - 40 skønne opskrifter til hele året af Pamela Gwyther. Jeg ændrede opskriften lidt undervejs, bl.a. brugte jeg frosne bær i stedet for friske, selvom det jo egentlig er årstiden for friske hindbær. Resultatet var en lækker chokolade med hindbærsmag som lige passede til vores picnic.




Hindbær- og chokoladekage (min version)
175 g frosne hindbær
maizena
125 g mørk chokolade
225 g usaltet smør
5 æg
11/4 dl flormelis
3 dl hvedemel
1 tsk vanillesukker

Hvis du bruger frosne hindbær så husk, at de skal have et opkog et par minutter. For at tykne den kogte hindbærmasse kan man evt. røre lidt maizena op med lidt koldt vand og røre det i den varme hindbærmasse, til den bliver tyk. Sæt ovnen på 160 grader. Smør en springform på 23 cm i diameter. Knæk chokoladen i små stykker og kom den i en lille gryde sammen med smørret. Lad det smelte ved svag varme. Når både smør og chokolade er smeltet, røres det rundt og blandes godt. Æg og flormelis piskes til en god luftig æggesnaps. Den håndvarme chokolademasse vendes forsigtigt i sammen med hindbærmassen. Derefter vendes melet i og det hele røres forsigtigt rundt. Kom kagedejen i springformen. Bag den i ovnen i 35- 40 minutter. Drys lidt flormelis over inden serveringen og pynt evt. med friske bær. Servers med cremefraiche eller is.

tirsdag den 4. august 2015

Farverig sommersalsa med nektariner, avocado og ærter

Lige pludselig er der næsten gået en uge siden sidste blogindlæg. Det var slet ikke meningen, men da det har stået på familiesamvær det meste af weekenden, så kan tiden jo hurtigt gå. Lørdag havde min mor fødselsdag og det blev fejret med en picnic på Kalvø ved Aabenraa, et rigtig dejligt sted.


Som altid i min familie, deles vi om at lave lækker mad til fødselsdagsbarnet. På min liste stod der bl.a. salater og kage samt brød. Brødet kom jeg nemt om ved, det blev nemlig købt. Dog bagte jeg nogle knækbrød efter den gode gamle opskrift, som du kan se her.


Jeg lavede to salater, hvoraf den ene mere var en salsa end en salat. Og det er den I får opskriften på i dag. Det er en rigtig dejlig salsa med bl.a. nektariner og friske ærter og den egner sig rigtig godt til grillmad. Opskriften fandt jeg hos Salattøsen.



Sommersalsa med nektariner, ærter og avocado
(4 personer)
1 avocado
2 nektariner
12 små tomater
½ agurk uden kerner
2-3 stk forårsløg
200 g ærter
Dressing:
saft af 1 citron
1 lille fed hvidløg
3 spsk olivenolie
1 spsk flydende honning
salt, peber
Pisk dressingen sammen i en skål. Skær avocadoen ud og vend stykkerne i dressingen. Skær nektariner, tomater, agurk i tern. Hak forårsløgene fint. Pil ærterne. Vend de øvrige frugter og grønsager i dressingen og server.