lørdag den 30. januar 2016

Dejlig suppe med pastinakker, kartofler og blå ost

I denne uge har jeg været til Filmtræf i Århus samt besøgt mine forældre et par dage, så det er ikke blevet til meget med madlavning eller indlæg på bloggen de sidste dage.

Men nu får I opskriften på en dejlig suppe med pastinakker. Pastinakker er ikke min yndlingsrodfrugt, til gengæld er de ret glade for den hos Aarstiderne. Jeg har i hvert fald modtaget den ene gang pastinakker efter den anden i mine kasser. Og så må man jo prøve at finde på noget at bruge dem til. Heldigvis er der mange muligheder og denne gang de brugt til en lækker suppe smagt til med blå ost.

 De fleste gange ser pastinakker ud som på ovenstående billede

Men nogle gange kan de så sådan her ud og så ligner de næsten væsner fra en anden planet


Suppe med pastinakker, kartofler og blå ost
(3 personer)
1 løg
500 g kartofler og pastinakker
olie
6 dl bouillon
2-3 dl mælk
100 g blå ost
salt, peber
2-3 forårsløg

Løget hakkes groft. Kartofler og pastinakker skrælles og skæres i tern. Løg, kartofler og pastinakker svitses i lidt olie i bunden af en gryde. Tilsæt bouillon og lad grønsagerne koge i 25 minutter. Mens den koger skylles forårsløgene, hvorefter de hakkes fint. Blend suppen med en stavblender til den bliver tyk og cremet. Kom mælk, forårsløgene og smuldret ost i suppen og varm den igennem. Smag til med salt og peber. Hvis du synes den er for tyk, kan du eventuelt tilsætte lidt vand. Måske ikke det mest spændende udseende, men den smager godt.

mandag den 25. januar 2016

Lun salat med rødkål, bacon og feta

Her om vinteren kan det være rart med en lun salat. Her er en rigtig lækker en af slagsen med rødkål, bacon og feta.





Lun rødkålssalat med bacon og feta
(2 personer)
50 g kalkunbacon
1 lille løg, finthakket
olivenolie
300 g hakket rødkål – så fint eller groft som du nu kan lide det
1-1½ spsk balsamicoeddike
½ æble skåret i tern
salt og peber
50 g fetaost
purløg

Start med at svitse baconen på panden til det bliver sprødt. Da det er kalkunbacon bliver det ikke sprødt på samme måde som almindelig bacon. Tag baconen af varmen, tilsæt olivenolie og svits de finthakkede løg til de bliver bløde. Tilsæt balsamico og lad det simre et øjeblik. Tilsæt rødkålen og svits det 5 minutter. Det skal stadig have bid. Tilsæt bacon og æbletern og varm det hele igennem. Smag til med salt og peber. Drys til sidst med smuldret fetaost og lidt finthakket purløg. Spis eventuelt brød til.

lørdag den 23. januar 2016

Fad i ovnen med fars, porrer og kartofler

Denne uge har været en travl uge med ikke mindre end tre bogcaféer, som min kollega og jeg afholdte på tre forskellige biblioteker. Sådan en uge bliver der ikke gjort så meget ud af madlavningen, så der har ikke været så meget at skrive om på bloggen.

Men i dag får I opskriften på en dejlig vinterret med gode vintergrønsager som porrer og kartofler.






Fad i ovnen med fars, porrer og kartofler
(2 personer)
200 g flæskefars
1 løg
1 bdt persille, hakket
salt, peber
2 æg
1 stor porre
olivenolie
75 g hytteost
1-2 store kartofler
75 g revet ost

Hak løget, 2/3 hakkes groft 1/3 hakkes fint. Rør det finthakkede løg i farsen sammen med persille og ca. halvdelen af det ene æg. Krydr med salt og peber og bland det hele godt. Skyl og rens porren og skær den i små stykker. Svits porren og det grofthakkede løg i olivenolie, til porren bliver blød. Smør et ildfast fad. Dæk bunden med farsen og kom de svitsede løg og porrer ovenpå. Pisk æg og hytteost sammen og hæld det over porreblandingen. Skræl kartoflerne og skær dem i tynde skiver. Hvor meget du skal bruge afhænger af, hvor stort et fad du har brugt. Sæt fadet i ovnen ved 200 grader i ca. 50 minutter. Når der er 20 minutter tilbage af bagetiden, drysses den revne ost over og farsfadet bages derefter færdigt. servere dagens salat til evt. sammen med brød.


tirsdag den 19. januar 2016

Fyldte tomater med svampe og quinoa

Normalt betragter jeg ikke ligefrem tomater som vintermad. Men i en af kasserne fra Aarstiderne lå der altså nogle store dejlige bøftomater og de skulle jo bruges. Med så store tomater var det oplagt at fylde dem med et eller andet spændende. I kassen var der også en bakke østershatte og de kunne fint indgå som en del af fyldet. Det blev der nedenstående opskrift ud af. Med salat og/eller brød til kan de fyldte tomater sagtens gøre det ud for et måltid.




Fyldte tomater med svampe og quinoa
(1 person)
2 store tomater
smør
100 g svampe
salt, peber
frisk timian (tørret kan også bruges)
½ dl quinoa
½ dl piskefløde
20 g pecorino eller anden ost

Start med at koge quinoaen efter pakken. Skær et hul i toppen af tomaterne og udhul dem forsigtigt med en ske. Indmaden af tomaterne kan evt. gemmes til at komme i en tomatsovs, suppe eller gryderet. Rens svampene, hak dem groft og svits dem i lidt smør på panden. Tilsæt quinoa og fløde og varm det hele igennem. Tilføj frisk finthakket timian og smag til med salt og peber. Anbring de to udhulede tomater i et fad og kom fyldet i. Skær osten ud i små tern og læg dem oven i tomaterne. Bages i ovnen ved 200 grader i 15 minutter.

lørdag den 16. januar 2016

Pilau eller pilaf - dejligt tilbehør med grønkål og quinoa

Nogle gange kan grønkål være rødlig eller næsten helt sort. Den smager nu på samme måde som den grønne, men ser selvfølgelig lidt anderledes ud. Her er den sorte/røde grønkål brugt i en pilau eller pilaf. En pilau er oprindeligt en risret, men her er der brugt quinoa. For år tilbage så man ofte opskrifter på pilau, men det er længe siden, jeg sidst er stødt på ordet. Indtil jeg for nylig fik opskriften på denne pilau i kassen fra Aarstiderne. Jeg lavede lidt om på opskriften undervejs.




Quinoa-pilau med appelsin, abrikoser og grønkål (min version)
2 (personer)
1 løg
olivenolie
1-2 spsk cashewnødder, grofthakkede
1 dl quinoa
2 dl bouillon
1 dl grofthakkede tørrede abrikoser
1 appelsin - økologisk
100 g grønkål
salt, peber

Pil løget, hak det fint og sauter det sammen med cashewnødderne i en gryde med lidt olie. Tilsæt quinoa og bouillon efter 3-4 minutter og lad det hele simre under låg ca. 10 minutter. Riv skrællen på appelsinen og pres saften. Tilsæt skal og saft sammen med abrikoser, læg låg på gryden og lad det småsimre yderligere 5 minutter. Hak grønkålen ret fint, vend den rundt i pilauen og varm det hele igennem. Jeg spiste pilauen som tilbehør til kylling.

onsdag den 13. januar 2016

Ny slags "otto" - Rodotto med selleri

De sidste par dage har maven været lidt underlig. Så der er ikke rigtig blevet lavet mad. Men heldigvis har jeg opskrifter på lager, så her kommer en opskrift, jeg prøvede af i december. Og som godt kunne gå hen og blive en ny favorit. 

Det er en såkaldt rodotto, som selvfølgelig er i familie med risotto, kornotto og andre ottoer. En rodotto er lavet med udgangspunkt i rodfrugter i stedet for ris eller korn. Denne udgave er lavet på selleri, men andre rodfrugter kan helt sikkert også bruges. Opskriften fandt jeg i magasinet Iform.





Rodotto med selleri
(2 personer)
½ rodselleri (260-300 g)
1 løg
1 spsk olivenolie
1½ dl bouillon
1 dl fløde
2 spsk revet parmesanost
salt, peber
skal fra ½ citron
Topping:
2 små blommetomater
olivenolie
balsamico
salt, peber
3 stk. forårsløg
26 g mandler
½ bdt. persille, hakket

Start med at bage tomaterne i ovnen. Halver dem, læg dem i et ildfast fad og kom lidt olie og balsamicoeddike over. Krydr med salt og peber og bag tomaterne i ovnen ved 175 grader i ca. 15 minutter. Skræl sellerien og riv den på den grove side af rivejernet. Eller på en foodprocessor, hvis du har sådan en. Løget skæres i fine tern. Varm olien op og svits løg og selleri ved høj varme i ca. 4 minutter, mens du rører rundt. Begynder det at brænde på, så skru ned for blusset. Hæld bouillonen over selleri-løg-blandingen. Tilsæt derefter parmesanost, salt, peber og citronskal samt fløde. Rør rundt og lad derefter blandingen simre ca. 5 minutter ved svag varme. Skyl forårsløgene og skær dem i tynde ringe. Hak mandlerne groft. Svits forårsløgene i olie fem minutter, tilsæt tomaterne, de hakkede mandler og den hakkede persille. Vend forsigtigt rundt og varm det hele igennem. Server rodottoen på tallerkenerne og kom topping over.

søndag den 10. januar 2016

Pasta med porre, skinke, svampe og tomat samt en lækker sandwich på café

Denne pastaret blev til, da jeg skulle have brugt forskellige rester. Selve pastaen var dog ny, en pasta lavet på edamame bønner, det havde jeg ikke prøvet før. Resterne bestod af en halv porre, lidt østershatte, en rest indmad fra et par store tomater, en sjat piskefløde og et par skiver serranoskinke. Det kom der faktisk en rigtig dejlig pastaret ud af.




Pasta med porre, svampe, tomat og skinke
(1 person)
50 g pasta
½ porre (ca. 60 g)
olivenolie
90 g østershatte (champignon kan også bruges)
50 g tomat
lidt piskefløde
salt, peber
paprika
2 skiver serranoskinke
parmesan
Pastaen koges efter anvisningen på pakken. Porren skæres ud i mindre stykker og svitses i lidt olie i en gryde. Svampene renses og skæres groft ud. Svitses sammen med porren.  Tomaterne hakkes og hældes i gryden. Piskefløden tilføjes og det hele koger 5 minutter. Smages til med salt, peber og paprika. Skær skinken ud mindre stykker og riv parmesanen i flager. Anrettes på en tallerken med pasta nederst, derefter grønsagssovs, skinkestykker og osteflager. Mums.

Note: På pakken med pasta stod der, at det skulle koge 7 minutter. Så det gjorde jeg. Men efter min smag blev det lidt for udkogt, da jeg godt kan lide den lidt al dente. Så næste gang vil jeg koger den lidt kortere tid. De smagte ikke af så meget, men alligevel synes jeg, at der er mere smag i dem end i almindelig pasta lavet på mel.


I går var jeg en tur i Odense for at kigge lidt på udsalg. Undervejs skulle jeg have lidt at spise og jeg valgte caféen No. 7 Mageløs. Det viste sig at være et rigtig godt valg. Her fik jeg serveret en meget lækker sandwich med bl.a. serranskinke og Port Salut. Det var et hyggeligt sted og den unge pige der serverede var meget sød og smilende, også selvom hun havde lidt travlt. Så hvis du er i Odense og trænger til en god sandwich, så kan jeg anbefale No. 7 Mageløs

fredag den 8. januar 2016

Lun salat med græskar, svampe, korn og fetaost

Hos Piskeriset havde jeg set en opskrift på lun hokkaido-salat med svampe og korn. Med lidt ekstra ingredienser kunne det vist godt blive til en kødfri hovedret, tænkte jeg. Jeg tilføjede egentlig bare noget fetaost og lavede portionen lidt større. Du kan også bruge retten som tilbehør til kød eller komme bacontern eller pølsetern i retten.




Lun salat med græskar, svampe, korn og fetaost (min version)
(2 personer)
½ hokkaido-græskar (afhænger selvfølgelig af størrelsen)
200 g champignon eller andre svampe (jeg var så heldig at have nogle østershatte fra Aarstidernes kasse)
1½ dl perlerug
olivenolie
50 fetaost
frisk timian (eller tørret hvis du ikke kan få frisk)

Fjern kernerne fra græskaret, skær det i både og derefter mundrette tern. Vend ternene med olivenolie, salt og peber. Læg dem på en bageplade med bagepapir og bag dem ved 200 grader i ca. en halv time.  Kog perlerugen efter anvisningen på pakken. Rens svampene og skær dem i skiver. Rist svampene i olie, tilføj perlerug, salt, peber og timian. Vend forsigtigt græskarternene i sammen med smuldret fetaost. Spises med kød eller salat til.

onsdag den 6. januar 2016

Jordskoksuppe med kokos

Kulde og vintervejr – det må helt bestemt være suppevejr. Dagens suppe er med jordskokker, en af de få grønsager, jeg ikke er så vild med. Egentlig kan jeg bedst lide dem i rå tilstand i salat, men denne jordskoksuppe blev faktisk rigtig lækker. Opskriften har jeg fra Kirsten Skaarups bog: Kirsten Skaarups grønne køkken. 



Jordskoksuppe med kokos (min version)
(2-3 personer)
50 g porre
lidt finthakket citrongræs
2 spsk olivenolie
300 g jordskokker
saften fra ½-1 limefrugt
6 dl grønsagsbouillon
3 kapsler af stjerneanis
1½ dl kokosmælk
1 bdt persille
Skær porren i mindre stykker. Svits porre og citrongræs i olie i 4-5 minutter. Skræl jordskokkerne og skær dem i små tern. Læg dem straks i vand tilsat limesaft. Tag et par dl fra og kom resten i gryden. Hæld bouillon ved, tilføj stjerneanis og kog suppen under låg i ca. 15 minutter. Tag de tre stjerneanis op og blend suppen. Kom den tilbage i gryden, tilsæt kokosmælk og varm det hele igennem. Smag til med salt, peber og limesaft. Tilsæt de sidste jordskokker, bring suppen i kog og server straks med et drys persille på toppen. Brød serveres til.

Andre gode supper:
Peberfrugtsuppe
Broccolisuppe med kylling
Græskarsuppe med salvie og skinke

søndag den 3. januar 2016

Pandekager med fyld af kartofler, spinat og gorgonzola

I dag trodsede jeg den bidende kulde og tog med Dansk Vandrelaug på tur ved Langeskov. Det var koldt, men solen skinnede det meste af tiden og det var rigtig dejligt.

Efter sådan en tur er det dejligt med nem mad på menuen. Og hvis man er så heldig at have et par pandekager i fryseren og nogle kogte kartofler, så er det rigtig hurtigt at lave nedenstående pandekager med lækkert fyld. Har man ikke pandekager i fryseren, må man bage nogle først f.eks. efter denne opskrift .Og har man ikke kogte kartofler tilovers, må man koge nogle først. Men det bliver stadig nogle lækre pandekager.




Pandekager med fyld af kartofler, spinat og gorgonzola
(1-2 personer)
2 tykke pandekager
150 g kogte kartofler
100 g frisk spinat
½ dl bouillon
olivenolie
salt, peber
50 g gorgonzola
cremefraiche, skyr eller lign.

De kogte kartofler skæres i tern og steges på panden i olie til de bliver gyldne. Krydr med salt og peber. Kartoflerne sættes til side. Spinaten hakkes groft og svitses på panden, til den begynder at falde sammen. Tilføj bouillon og lad det simre til det meste af væden er kogt ind. Gorgonzola røres med cremefraice, skyr eller hvad du nu bruger, til det er blevet en tyk smørbar masse. Gorgonzolamassen smøres ud på pandekagerne, spinat spredes ud ovenpå og til sidst lægges kartoffelternene på midten af pandekagerne. Pandekagerne rulles sammen og varmes 10 minutter i ovnen. Serveres med dagens salat. Om der er mad til en eller to afhænger af hvor sulten du er og hvor meget salat du laver til.

fredag den 1. januar 2016

Nytår og en dejlig salat med bagte pastinakker


Alle bloggens læsere ønskes et rigtig godt nytår!

Julen og nytåret har været fyldt med familiesamvær og hygge.Og mit arbejde skulle også passes indimellem. Så der har ikke rigtig været tid til at tage sig af bloggen. Men nu er det nye år startet og der skulle gerne blive masser af mulighed for at få afprøvet en masse spændende opskrifter. Der vil blive endnu flere vegetaropskrifter i det nye år. Ikke fordi jeg er blevet vegetar som sådan, jeg er bare stadig mest vild med grønsager og alle de muligheder der er.

Jeg starter det nye år med den salat, som jeg lavede til nytårsaften hos mine forældre. Det er en dejlig salat, hvor man kan få brugt eventuelle pastinakker, der evt. skulle ligge og gemme sig i bunden af køleskabet. Opskriften fandt jeg hos skagenfood.dk


Salat med bagte pastinakker og tomater, forårsløg, oliven og ost
(4 personer)
4-5 st. pastinakker
olivenolie
1 spsk honning
2 spsk balsamico
salt, peber
2/3 pose med blandet salat
150 g blommetomater
1-2 stk forårsløg
50 g sorte oliven
pecorino eller anden tør ost
Skræl pastinakkerne og skær dem i i stave på langs. Vend dem med lidt olie, salt og peber og bag dem møre og gyldne ved 200 grader i ca. 25 minutter. Pisk olivenolie, honning, balsamico, salt og peber sammen, smag til og vend de varme pastinakker i dressingen. Lad dem marinere 10 minutter, mens resten forberedes. Skyl salaten og læg den i bunden af et fladt fad. Hak forårsløgene fint og drys dem over salaten. Fordel pastinakkerne oven på. Skær tomaterne over og fordel dem ud over pastinakkerne sammen med oliven. Til sidst drysses med flager af ost.