søndag den 31. juli 2016

Tortilla wraps med kål, kylling og avocado

Tortilla med forskelligt fyld er altid godt. Her er en variation med kål og kylling, to ingredienser som klæder hinanden rigtig godt. Opskriften er fra Meny. Jeg fulgte den nogenlunde, men skar dog kyllingen ud i strimler og marinerede dem et par timer, inden de blev stegt.





Tortilla wraps med kylling, hot kål og avocadocreme (min version)
(2 personer)
2 stk Tortillas wraps (jeg brugte de grove)
200 g kylling (bryst eller inderfilet)
1 spsk olie
1 spsk limesaft
½-1 spsk chilisauce
salt, peber
100 g fintsnittet spidskål
50 g groftrevne gulerødder
50 g rødlig i tynde strimler
finthakket frisk rød chili efter smag
½ dl koriander
Dressing:
2 spsk æbleeddike
½ spsk olivenolie
saft af en halv lime
½ spsk akaciehonning
Avocadocreme:
½ moden avocado
½ spsk cremefraiche
limesaft
salt, peber
Pisk olie, limesaft og chilisauce sammen til en marinade. Skær kyllingekødet i strimler og vend dem i marinaden. Sæt kyllingekødet i køleskabet et par timer. Bland spidskål, gulerødder, rødløg, chili og koriander sammen. Bland dressingen, hæld den over salaten og lad salaten stå på køl et par timer. Mos avocadoen med cremefraiche, smag til med salt, peber og limesaft. Steg kyllingestrimlerne i lidt olivenolie på en varm pande i ca. 6 minutter, til de er gennemstegte. Krydr med salt og peber. Læg tortillaen på en tallerken, kom kålen på, så avocadocreme og til sidst kyllingekødet. Server den som den er eller rul den sammen. Værsgo - så har du en wrap med lækkert fyld


torsdag den 28. juli 2016

Forret - carpaccio med kejserhat (eller champignon), hasselnødder og persille

Kejserhat – ja, det er navnet på en spiselig svamp. Sådan nogle havde jeg ikke prøvet før, da de pludselig dukkede op i min kasse fra Aarstiderne. Heldigvis var der en opskrift med i kassen på en carpaccio med kejserhatte, så den kunne jeg jo lige så godt prøve af.




Carpaccio med kejserhat, hasselnødder og persille
(forret til 2-3 personer)
1 bakke kejserhatte (fik desværre ikke vejet dem, men jeg tror at der var ca. 125-150 g)
1 håndfuld hasselnødder
1 håndfuld persille
½ citron
parmesan
olivenolie
salt, peber
Skær svampene i tynde skiver og fordel dem på tallerkenerne. Hak hasselnødder og persille groft. Krydr svampene med salt og peber og drys hasselnødder og persille over. Dryp lidt citronsaft og olivenolie over. Riv parmesanflager over og server.

Note:
Jeg synes ikke, at de smagte af særlig meget, de kejserhatte. Men ellers var det en fin forret. Man kan evt. bruge champignon i stedet for.

tirsdag den 26. juli 2016

Sommerens bedste kartoffelsalat

 Denne kartoffelsalat er uden tvivl min yndlingskartoffelsalat denne sommer. At kombinere kartoflerne med quinoa, avocado og rød peberfrugt giver ikke bare en god smag. Det ser også rigtig godt ud på middagsbordet. Om du vil spise den som en god vegetarret i sig selv eller bruge den som tilbehør til kød, bestemmer du selv. Den kan bruges til begge dele.

Jeg blev inspireret til denne opskrift efter at have set en kartoffelsalat som Englerod havde lavet.




Kartoffelsalat med quinoa, avocado og salatost (min version)
(2 personer)
400 g kartofler
½ dl ukogt quinoa (sort eller rød quinoa ser bedst ud i salaten)
½ rød peberfrugt
½ avocado
100 iceberg eller anden salat
75 g salatost eller fetaost
Dressing af:
sennep
olie
citronsaft
salt, peber

Skrub og skrab kartoflerne og kog dem, så de stadig er faste. Kog quinoaen efter anvisningen på pakken. Skær peberfrugten og avocadoen i tern. Når kartoflerne er kølet af skæres de i tern. I en skål blander du kartoflerne med quinoa, peberfrugt, avocado og salatost. Pisk dressingen sammen og hæld den over salaten. Og så har du en dejlig og indbydende kartoffelsalat.

lørdag den 23. juli 2016

Sommerruller med kål, gulerødder og peber

Sommerruller eller vietnamesiske ruller  - det er noget med at rulle noget rispapir rundt om nogle friske grønsager og så dyppe rullen i en lækker dip. Det har jeg længe haft lys til at prøve og nu blev det til noget.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om det. På plussiden tæller muligheden for at bruge en masse lækre friske grønsager og muligheden for at lave nogle lækre dip. På minussiden – tja, jeg ved ikke helt hvad jeg skal synes om rispapiret. Det bliver noget underligt klistert noget med grønsager inden i. Men okay, jeg har prøvet det en gang og det skal da prøves igen. Så må vi se.






Sommerruller med kål, gulerødder og peber
(4 ruller = let aftensmad til en person)
4 stk rispapir
sommerhvidkål
peberfrugt
gulerødder
nektarin
frisk koriander
dip:
peanutbutter
sesamolie
vand
fiskesauce
citronsaft
Lav dippen først. Pisk peanutbutter, sesamolie, vand, fiskesauce og citronsaft sammen. Skær hvidkålen fint ud. Skær gulerødder og peberfrugt i tynde strimler, gerne meget tynde strimler. Tag et stykke rispapir, læg det i vand ca. 30 sekunder og læg det så på et vidskestykke. Kom fyldet på og rul rispapiret sammen om fyldet. Og hvordan gør man så det? Jeg anbefaler, at du googler det på nettet og finder en tegning, for det er lidt svært at forklare med ord. Men det er i hvert fald vigtig, at man ruller det sammen så stramt som muligt. Øvelse gør mester J Når rullerne er rullet sammen, er de klar til servering sammen med dippet.

Note: Som sagt er det på samme tid noget lidt underligt noget, men det smager nu også meget godt og er en anden måde at få spist sine grønsager på. Eller måske skal man bare ligge alle de lækre grønsager i en skål og så hælde dressingen over. Som en slags asiatisk salat. Ingen rispapir, intet klister. Eller måske skal man rulle et salatblad eller kålblad i rullen, det var måske også værd at prøve.

torsdag den 21. juli 2016

Nem og enkel sommersalat med sommerkål, nektariner og feta

Så blev det da endelig sommer og varmt. Alt for varmt til de alt for store kulinariske armbevægelser i køkkenet. Så i dag får I opskriften på en nem og enkel sommersalat, som egner sig rigtig godt til grillmad.



Salat med sommerkål og nektariner
(der er ingen mængdeangivelser på denne opskrift, da man bare laver den størrelse portion, man synes der passer)
Salaten laves af:
sommerhvidkål
nektariner
fetaost
cashewnødder
dressing af:
olivenolie
hyldeblomsteddike
hyldeblomstsaft – ufortyndet
citronsaft
salt, peber
Snit hvidkålen fint. Skær nektarinerne i både. Pisk dressingen sammen. Læg kålen på en tallerken eller i et fad, hæld dressing over. Læg nektarinbåde oven på sammen med fetaost og cashewnødder. Voilà - så har du en dejlig sommersalat.




mandag den 18. juli 2016

Sommerret med pasta, laks, spinat og blomkål

Selvom vejret (absolut) ikke er særlig sommeragtigt, kan man jo godt spise en gang sommeragtig pasta med laks, blomkål og frisk spinat. Denne opskrift bygger på en opskrift, jeg havde fundet hos Magasinet Liv, men som jeg ændrede lidt på undervejs.




Pasta med blomkål, spinat, laks og parmesan
(2 personer)
120 g fuldkornspasta
2 spsk olivenolie
½ blomkålshoved
50 g babyspinat
½ bdt persille
skal og saft af en halv citron
1 spsk flødeost
evt. 1 dl fløde
salt, peber
125 g røget laks
parmesan
Kog pastaen som angivet på pakken. Skyl og slyng spinaten tør. Del blomkålen i små buketter. Skyl og hak persillen. Skær laksen i små strimler.

Varm lidt olie i en gryde. Svits blomkålsbuketterne i olien. Tilsæt spinat og varm det igennem. Tilsæt hakket persille og citronskal og –saft. Vend det hele godt rundt. Tilsæt flødeost og evt. fløde. Når pastaen er kogt vendes den i gryden sammen med laksestrimler.  Varm det hele igennem. Riv parmesan over ved serveringen. Serveres med salat.

tirsdag den 12. juli 2016

Lækre blomkålsmuffins med rødt og grønt fyld

En rest kedelig blomkål kan bruges til lækre blomkålsmuffins. Dagens opskrift er inspireret af en opskrift jeg så jeg på bloggen  studiemadogliv.  Jeg lavede dog en lidt anden version og min opskrift kan I se her.







Lækre blomkålsmuffins med rødt og grønt fyld
(10 stk)
330 g blomkål (stokken kan også bruges)
2 stk forårsløg
½ peberfrugt
2 æg
2 spsk skyr
1 spsk Fiberhusk
salt, peber
1 stor teske sød paprika
1 bdt persille, finthakket
1 dl revet ost

Start med at køre blomkålen gennem en minihakker til helt små stykker. Skær forårsløgene i små stykker og peberfrugten i små tern. Pisk æggene med skyr og Fiberhusk. Tilsæt salt, peber, paprika og persille. Rør blomkål, løg og peberfrugt i æggemassen og rør det hele godt sammen. Smør en muffinsform grundigt og fordel blomkålsmassen i formene. Bag dine muffins i ovnen ved 200 grader i 25-30 minutter. Når der er ca. et kvarter tilbage fordeles den revne ost over de ti blomkålsmuffins og de sættes tilbage i ovnen. Serveres med salat.

Hvis du har fået mod på at lave madmuffins, så er der to andre opskrifter her:
Madmuffins med kartofler og porrer
Grove muffins med skinke og ost

søndag den 10. juli 2016

Salat med belugalinser, spinat og halloumiost

Jeg er blevet ret glad for den cypriotiske ost, som kaldes halloumi. Den smager bedst, synes jeg, hvis man skærer nogle skiver af osten, pensler dem med olie og steger dem på grillpanden. Og så serverer osteskiverne som tilbehør til salat. Dejlig let sommermad, mums.



Salat med belugalinser, spinat og halloumiost
(2 personer)
1 dl sorte belugalinser
100 g spinat
70 g asparges
½ avocado
½ appelsin
175 g halloumi
Dressing af:
olivenolie
hyldeblomsteddike (æbleeddike kan også bruges)
hyldeblomst saft
citron
salt
peber
Skyl linserne i koldt vand og kog dem efter anvisning på pakken og lad dem køle af. Skyl og tør spinaten. Skyl aspargesene og skær dem i mindre stykker. Skær avocadoen i minde tern. Skræl appelsinen og skær appelsinkødet i tern. Skær osten i skiver og pensl dem med olie. Steg dem på en grillpande, til de får fine striber.

Ved serveringen lægges spinatbladene på en tallerken og dressingen kommes over. Derefter kommer man linser, asparges, avocado- og appelsintern ovenpå spinatbladene. Til sidst lægges halloumiosteskiverne på. Server brød til - eller brug retten som tilbehør til grillmad.


fredag den 8. juli 2016

Fyldte aubeginer med svampe, tomat, bønner og løg

Oprydning i køleskabet. Hvad kan man mon lave med 3 champignoner, en stor tomat, en rest kidneybeans, lidt revet ost? Jo, hvis man også er så heldig at have en aubergine, et løg, et fed hvidløg og et æg, så kan man lave fyldte auberginer. Så det gjorde jeg og det blev godt.





Fyldte auberginer med svampe, tomat, bønner og løg                
(2 personer)
1 lille aubergine
olivenolie
1 lille løg
1 fed hvidløg
3 champignon
1 stor tomat
en lille håndfuld kidneybeans
oregano
salt, peber
1 æg
40 g revet ost
Skør auberginen over på langs. Skær nogle snit i hver halvdel og pensl dem med olie. Læg halvdelene sammen, pak stanniol om og bag auberginerne i ovnen i 15-20 minutter ved 240 grader. Hak løg, hvidløg og champignon fint. Skær tomaten i små tern. Hak kidneybønnerne groft. Varm lidt olie på panden og svits løgene, til de er bløde og klare. Tilsæt champignon og hvidløg og svits fem minutter til. Tilsæt tomattern og kidneybeans og svits igen fem minutter. Når auberginerne er færdige i ovnen tages de ud og afkøles lidt. Kødet graves ud med en ske og hakkes groft, hvorefter det kommes på panden til de øvrige grønsager. Det hele varmes igennem. Grønsagerne smages til med oregano, salt og peber. Ægget piskes sammen i en skål og vendes i grønsagerne. De to halve – nu udhulede – auberginer lægges i et fad og grønsagerne fordels i dem. Den revne ost kommes over og auberginerne bages i ovnen ved 220 grader i 15-20 minutter. Serveres med salat til.


tirsdag den 5. juli 2016

Bladebeder - nu med pasta, champignon og bønner

Så er det igen tid til en opskrift med bladbeder. Hvis du ikke kan få fat i bladbeder, kan du bare brug frisk spinat i stedet. Opskriften her blev jeg inspireret til efter at have set en opskrift hos Det grønne speltinferno.

I dag kan man jo få mange slags pasta lavet af andet end hvedemel. Den pasta jeg brugte til dagens ret er lavet på edamamebønner. Men man kan også bare bruge almindelig pasta.




Pasta med bønner, champignon og bladbeder
(2 personer)
100 g kidneybeans fra dåse
1 lille løg
1 fed hvidløg
olivenolie
150 g bladbeder
100 g champignon
60-100 g pasta  
frisk basilikum
parmesan
Hak løg og hvidløg. Skær stilkene af bladbederne og skær dem i skiver eller mindre stykker. Skær bladene i strimler. Champignonerne skæres i skiver. Pastaen koges efter anvisningen på pakken. Løg og hvidløg svitses i lidt olie, til løgene bliver bløde og klare. Bladbederne tilsættes, læg låg på og rør flere gange. Når bladbederne er faldet sammen, tages låget af og det hele svitses igennem. Champignonskiverne tilsættes og steger lidt med til de får farve. Bønnerne kommes i. Den friske basilikum hakkes og vendes i sammen med pastaen. Det hele varmes igennem. Serveres med parmesanosteflager og evt. ekstra olie dryppet over.

Andre opskrifter med bladbeder:


søndag den 3. juli 2016

Lækker rabarberkage med marcipan

Det er da vist lige længe siden, at der sidst har været en kageopskrift på bloggen. Og da rabarber jo stadig er i sæson, så skal det selvfølgelig være en rabarberkage. Denne dejlige rabarberkage bagte jeg til en tur i sommerhus sammen med gode kollegaer. Det blev en dejlig svampet kage med god smag. Opskriften havde jeg fundet hos Hjemmet





Rabarberkage med marcipan
(12 personer)
150 g blødt smør
150 g sukker
skal af en økologisk appelsin
3 æg
150 g hvedemel
1 tsk bagepulver
150 g groftrevet marcipan
250 g rabarber uden blade
25 g sukker
2 spsk kartoffelmel

Pisk det bløde smør med sukker, til det er hvidt og skummende. Tilsæt appelsinskal. Tilsæt æggene et ad gangen og rør godt imellem hvert æg. Vend melet sammen med bagepulveret og rør det i dejen sammen med marcipanen. Beklæd en mindre firkantet form (ca. 20x23) cm med bagepapir og fordel dejen her i. Skær enderne af rabarberne og skyl dem. Tør dem af og skær dem ud i skiver på ca. 4 cm. Hvis de er lidt tykke, kan man evt. skære dem igennem en gang på langs også. Vend rabarberstilkene i sukker og kartoffelmel. Tryk dem let ned i dejen tre og tre. Bag kagen nederst i ovnen ved 175 grader i ca. 40 minutter. Serveres med cremefraiche, skyr eller måske is.

fredag den 1. juli 2016

Tapas i København og spiseri på Fyn

I denne uge har jeg været så heldig at få hele to supergode madoplevelser.

I tirsdags blev Datteren færdig som bachelor i BLC (Business, Language and Culture) på CBS. Det skulle selvfølgelig fejres med noget godt at spise. Vi gik ud i byen og endte på Tapas G., som ligger midt i København. Her udvalgte vi os hver en lækker tapastallerken.


Min var med lutter vegetarting: Ovnbagt portobello med sauterede blandede grønsager og tortilla med kartofler, løg og peberfrugt


Ærtesuppe og sammenrullede auberginer med gedeost og soltørrede tomater


Datteren fik en tallerken med: Baguette med iberisk skinke, varmrøget laksemousse, mørbradmedaljon med trøffelpatsa og spejlæg, sæsonens stegte grøntsager med friske urter og en gedeost med rødvinssyltede tranebær

Det var alt sammen meget lækker og hold da op, hvor blev vi mætte.

To dage senere var jeg så ude og spise igen, denne gang med en sød kollega. Hun havde længe snakket om, at vi skulle besøge Spiseriet på Steensgaard. Steensgaard er et økologisk principlandbrug, som fremstiller rigtig lækkert økologisk kød. De slagter selv dyrene og kødet bliver solgt i deres gårdbutik og Spiseriet, som er deres spisested. Her kan man hver dag få dagens menu med hovedret og dessert. Selvfølgelig tilpasset årstidens råvarer.


Denne dejlige sommeraften bestod hovedretten af en kotelet med kartofler, bagt løg, smør og masser af friske urter. Og det er helt sikkert en af de bedste koteletter, jeg nogle sinde har smagt. Den var bare lækker og anretningen var utrolig flot.


Til dessert fik vi hyldeblomstmousse med frisk bær. En dejlig frisk og let sommerdessert, som også var rigtig lækker.

Så kommer I forbi det sydlige Vestfyn i nærheden af Faaborg, så kan jeg helt klar anbefale Spiseriet på Steensgaard. Tapas G. var også godt, men Spiseriet var noget helt særligt.