søndag den 28. august 2016

Let sensommerret - madroulade med blomkål, avocado og laks

En rest blomkål sammen med lidt røget laks og æg der snart skulle bruges – hvad kan man få ud af det? Muffins? Pandekager? Eller hvad med en roulade? Det blev det sidste, selvom jeg var noget spændt på om jeg kunne få lavet en roulade der kunne rulles sammen uden at den gik i stykker. Men det gik faktisk rigtig fint.







Blomkålsroulade med laks og avocado
(2 personer)
100 g blomkål
30 g hvedemel
30 g groft mel
2 æg
2,5 dl mælk
salt, peber
1 avocado
½ dl skyr
frisk rød chili
½ lime
thaibasilikum
100 g røget laks
Start med at rive blomkålen rigtig fint f.eks. i en minihakker. Pisk æggene med mel og mælk, tilsæt fintrevet blomkål, salt og peber. Kom bagepapir i en mindre bradepande., pensl det evt. med olie. Hæld æggemassen ud i bradepanden og bag den i ovnen ved 200 grader i 20-25 minutter. Lad den afkøle. Mos avocadoen og rør den med skyr, finthakket chili og finthakket thaibasilikum samt limesaft. Når æggemassen er afkølet, smøres avocadocremen udover. Læg lakseskiverne oven på avocadocremen. Rul forsigtigt rouladen sammen. Rul den stramt ind i husholdningsfilm og sæt den i køleskabet. Ved serveringen skæres rouladen i skiver. Serveres med dagens salat.

Note: Det gik jo fint med at lave rouladen. Rouladebunden smagte ikke så meget igennem, dertil var der for meget smag i laksen og avocadocremen. Men det var en dejlig ret til en varm sommerdag. Det bliver ikke sidste gang jeg eksperimenterer med madroulader, for der er jo rigtig mange muligheder - både i rouladedejen og i fyldet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar