torsdag den 24. maj 2018

Lækker vegetarpizza med jordskokker og peberfrugt

I køleskabet stod et halvt glas grillede peberfrugter i olie, meget olie ja, men lækre. I grønsagsskuffen lå nogle lidt kedelige jordskokker. Hmm… hvad kunne det blive til? Og så lå der lige en gang hjemmelavet pizzadej i fryseren – jamen så skal det da være pizza!

Der var for resten også en rest hytteost, den måtte vel også kunne bruges til et eller andet….






Pizza med jordskokker og grillede peberfrugter
(2 personer)
Pizzadej til 2 personer (købt eller hjemmelavet)
100 g hytteost
150 jordskokker
100 g grillede peberfrugter i olie
salt, hvidløgspeber
50 g feta
frisk timian og rosmarin

Hytteost og et par stykker peberfrugt samt eventuelt lidt ekstra olie kommes i en minihakker. Kør til du får en cremet masse. Du kan også blende hytteost og peberfrugt sammen i en skål.

Rul pizzadejen tyndt ud og smør hytteostmassen over. Sæt ovnen på 250 grader.

Jordskokkerne skæres i meget tynde skiver, eventuelt med et mandolinjern. De kommes på pizzaen.

De grillede peberfrugter skæres i mindre stykker og kommes også på pizzaen. Smuldr derefter fetaost over og krydr med hvidløgspeber og eventuelt ekstra salt.

Skru ned for varmen i ovnen til 200 grader og bag pizzaen i 15-20 minutter. Inden serveringen drysses med friske hakkede krydderurter.

Dejlig anderledes pizza. Server den med dagens salat.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar